Fredagsøjeblik

Wow. Jeg har ventet på resultatet af nogle seriøse prøver, og det er aldrig fedt at vente på den slags, men nu er det bekræftet helt videnskabeligt at der ikke er nogen "grund til bekymring", som lægen udtrykte det - præcis som jeg føler og fornemmer når jeg mærker ordentligt efter. 

At jeg så nok snart forvandler mig til en klimakteriemakrel, det er noget andet, og det er bestemt til at leve med. 

Det blev endelig fredag, og om lidt starter påskeferien, men først skal jeg lige en tur i svømmehallen og formidle noget livredning. Nemlig.

30-03-2012/Værløse/kamera
***
Pssst! Noget helt andet: Læs lige det her, det er altså godt skrevet ..

Kommentarer

  1. Kære Janne,
    Hvor dejligt at kunne tage sådan en "sten" ud af rygsækken - lige før påske ;o))
    Og en lækker poncho - er det dit eget værk?
    Og en fin og tankevækkende tekst i linket - selvom det nogle kan være frustrerende at se det virkelige hjerte banke hos den anden... og ikke være i stand til at gøre andet end blot det... at se det uden at det bliver modtaget. Hvis du forstår...?
    Kærlige tanker til dig og den go'e nyhed *S*

    SvarSlet
    Svar
    1. Rina, ja, pyha, siger jeg bare – jeg har følt mig meget rolig og afklaret, men nu hvor jeg har fået besked, kan jeg godt mærke at det er en enorm lettelse.
      Ponchoen, jo, den har jeg selv lavet. Jeg syntes bare der skulle noget krop med; der er alt for lidt krop på det her sted i forhold til i min virkelige verden :-).
      Jo, jeg tror bestemt jeg forstår. En klog mand sagde på et tidspunkt til mig at jeg nok måtte se i øjnene - selvom det kunne være meget smerteligt især når det drejer sig om nogen man holder meget af - at jeg ikke altid kunne hjælpe, for det afhang ikke kun af mig, men måske endnu mere af den anden. De ord har jeg tænkt på mange, mange gange. Jeg kender udmærket afmagten og smerten – og irritationen over at noget åbenlyst er så skjult for nogen. Efterhånden jeg har lært at det eneste man i virkeligheden kan gøre, er at gøre sig synlig og stille sig til rådighed. Resten er op til den anden. Altid. Ikke at jeg altid kan praktisere det, for jeg er en håbløs kontrolfreak der ikke kan lade være med at skubbe, men jeg prøver ..

      Slet
    2. PS. Rina, jeg ved det ikke mindst fordi jeg selv har været/er sådan en der er svær at hjælpe :-). Sikke en tålmodighed og vilje til at vente til jeg var parat, der skulle/skal til!

      Slet
    3. Det er helt og fuldstændig præcist forstået! ;O)) Og jeg opdager nu, at det havde jeg brug for at nogen forstod, uden at være bevidst om det...så tak for indlægget, linket, indsigten... og drømmen om at hækle en poncho! ;o))

      Slet
    4. Jeg må hellere svare inden jeg får for meget fejringsfredagsrødvin :-).

      Selvtak. Og det er godt man kan række ud, også selvom man først opdager bagefter at det var det man gjorde. Vi mennesker ligner hinanden alle sammen :-).

      Ponchoen - det er pærelet. Virkelig. Du spørger bare :-). Man skal dog kunne holde ud at gøre det samme igen og igen, det er vel nærmest det sværeste. Jeg drømmer om at hækle en der er større, dét bliver svært, haha :-).

      Slet
  2. Jeg tror der har været noget galt med kommentarfunktionen, for jeg har selv prøvet at skrive forgæves, men lige nu funker det ..

    SvarSlet

Send en kommentar