De grimme grindehvalunger

Der var så dejligt ude på havet hvor bølgerne blev store som huse og vandet var rigt på kæmpeblæksprutter og fede sild. Helt derude levede engang en stor flok grindehvaler. Som det gælder for alle grindehvaler, gjaldt det også for alle dyrene i denne flok at det vigtigste i livet var at være med i flokken og aldrig være alene, og måske var det forunderligt nok netop på grund af denne egenskab at der i flokken var to unger der ikke lignede alle de andre mørke grindehvalunger. Den ene var lidt større end den anden, men de var begge sorte og hvide med en lille grå plet på ryggen i stedet for bare at være smukt næsten helt ensfarvede. De havde de fæleste spidse hoveder og en rygfinne der voksede lige op fra ryggen på den grimmeste måde i stedet for at bøje bagud som alle andre grindehvalers rygfinner. Nogle af de voksne hvaler kunne fortælle at de grimme unger var blevet fundet svømmende alene rundt i havet, og at de havde fået lov at følge med på trods af deres grimhed, så de ikke skulle være alene med hinanden.

Tiden gik, og det viste sig at det ikke kun var de to ungers udseende der var anderledes. De andre hvaler syntes det var svært at forstå hvad de to unger sagde, for der var så mange indviklede lyde i deres sprog, og så havde de en irriterende tilbøjelighed til at vise glæde og morskab ved at tage en udfordring op eller finde på noget nyt. Grindehvalerne begyndte næsten altid en samtale med "Kan du huske dengang ..", og de to grimme unger begyndte næsten altid deres samtaler med "Hvad nu hvis ..". Efterhånden som de to unger mærkede tilstrækkeligt mange gange hvor trættende, irriterende og ligegyldigt de andre hvaler syntes det var at snakke sammen på den måde, holdt de to op med at starte nogen samtaler overhovedet. De blev rigtig gode til at tænke videre over "Hvad nu hvis .." hver for sig indeni samtidig med at de lod som om de lyttede og fulgte med i de andres dødkedelige mindeopremsninger.

Som de to grimme unger voksede til, fandt de ud af at gøre mange ting på en anden måde end resten af flokken. Det gjorde de andre bange og fik dem til at lade som om de nærmest slet ikke kunne se dem. Måske kunne de virkelig ikke se dem. Ingen gav deres anerkendelse til kende da den ene grimme unge sprang højt ud af vandet og snurrede rundt i luften på en måde ingen havde set før eller endsige troet var mulig. Ingen udtrykte at de lagde mærke til at den anden grimme unge fandt på en ny måde at holde en sildestime samlet på - ja, faktisk var der ingen der ville være med til at æde sildene, og alle holdt fast i at blæksprutter var den eneste ordentlige føde.

De to grimme unger var taknemmelige for at at få lov til at være med i flokken selvom de tilsyneladende var vældig grimme og forkerte, og de vidste godt at de næppe havde klaret sig alene. Men af og til, når de stak hovedet ud af vandet for at orientere sig, kunne de se flokke af sorte og hvide hvaler med store rygfinner på afstand. De kunne høre de sorte og hvides tale gennem vandet og genkendte lyde som de ellers kun havde hørt hos hinanden, og de følte sig sært draget af og nysgerrige efter at lære mere om dem. Men deres egen flok holdt altid afstand. De voksne hvaler blev bange når de så flokkene af sorte og hvide hvaler og gjorde det helt klart at det var bedst at flygte langt væk når de var i nærheden.

Alligevel forstod de to grimme unger hver for sig og dybt indeni at de måtte lære mere om de sorte og hvide, som lignede dem selv, koste hvad det ville. De måtte risikere at miste både flokken og måske endda livet for at finde ud af mere om de her dyr der var lige så grimme som dem selv, og da den ældste af de to blev gammel nok, tog hun retning væk fra flokkens kaldelyde efter et blækspruttedyk og begav sig ud på en ensom vandring i det store hav. Hun havde lært alt hvad der skulle til for at overleve, af grindehvalerne og holdt ud selvom ensomheden ofte var ved at tage pippet fra hende. Senere forlod også den yngste grindehvalerne, og de strejfede begge om i havet hver for sig i mange år. Deres "Hvad nu hvis .." drev dem videre i den ensomme tid, fik dem til at holde ud og holde den rigtige retning, selvom det ikke var noget de selv tænkte på.

Med tiden fandt de hver sin flok af sorte og hvide dyr at leve sammen med, da de var blevet modige nok og havde lært nok til at nærme sig dem og tage kontak. En dag mødte de hinanden igen derude på det store hav. De sprang ud af vandet af glæde over at se hinanden i live, og ved at se hinanden blandt dyr der lignede dem selv, indså de at de hverken var grimme eller forkerte, eller smukke og rigtige for den sags skyld, men blot en anden slags end grindehvaler, nemlig den slags der kaldes spækhuggere. På trods af deres "Hvad nu hvis .." følte de begge ærefrygt og vidste at så megen lykke havde de alligevel ikke drømt om, da de var de grimme grindehvalunger!

Kommentarer