Kritik (for en gangs skyld)

Jeg læste denne artikel om særligt sensitive mennesker for et par dage siden på www.dr.dk, og jeg kan se på søgeordene i min blogstatistik at der er kog i gryden igen. Det får mig til at føle en vis forpligtelse til at prøve at formulere hvor jeg står lige nu i forhold til dette begreb, i og med at jeg selv har været med til at formidle det blandt andet på bloggen her og her. Jeg tænker at jeg hellere må gå til bekendelse: Jeg har altid været kritisk over for den forståelse af særligt sensitive mennesker som vokser frem i disse år, og som - så vidt jeg ved som den halvstuderede røver jeg er - er opstået i USA med begrebet 'the highly sensitive person' (HSP) som omdrejningspunkt. Med årene er modstanden i mig vokset proportionelt med den måde begrebet bliver formidlet på her i landet med vægt på dels det særlige nervesystem, og dels det særlige gruppetilhørsforhold blandt en femtedel af alle mennesker. Jeg er blevet meget tilbageholdende med at bruge begrebet 'særligt sensitiv' om mig selv fordi det trækker noget ned over hovedet på mig som jeg simpelthen ikke kan stå inde for.

Min modstand - som er min subjektive modstand - kan sammenfattes i tre punkter:

• Jeg tror ikke på at krop kommer før ånd, og at det første er årsag til og definerer det andet. Jeg kan simpelthen ikke overgive mig til forestillingen om at jeg er skabt med nogle fysiske træk som bestemmer hvordan jeg opfatter og oplever - jeg kan kun forstå mit indre liv som et resultat af bevidsthed (eller mangel på samme).


• Jeg føler mig meget dårligt tilpas ved tanken om at lade mig opsluge af masserne. At blive slået i hartkorn med en femtedel af alle mennesker virker helt ude i hampen på mig. I så tilfælde er det nogle temmelig overfladiske træk vi deler. Jeg synes generelt jeg er meget forskellig fra de fleste af de mennesker jeg kender, der kalder sig selv særligt sensitive, og jeg bliver meget bange for at forsvinde når nogen forsøger at definere mig ud fra en gruppes fællestræk på den måde.


• Jeg har en gigantisk respekt for forestillingen om at vi alle er unikke, og jeg ønsker at gøre mit til at fastholde det menneskesyn som bliver udtrykt i følgende citat af C.G. Jung:

"Selv det menneske, som vi mener at kende allerbedst, og som selv bekræfter over for os, at vi forstår det helt til bunds, er i grunden fremmed for os. Det er anderledes. Og det yderste og bedste, vi formår at gøre, er i det mindste at ane dette Andet, at agte det, og at vogte os for den voldelige stupiditet at ville tyde det."

(Se evt. mere her).

Når det er sagt, skal jeg ikke forsøge at løbe fra min sensitivitet. Den er særdeles virkelig for mig, og den har min fulde opmærksomhed som en helt overordnet ramme i mit liv på godt og ondt. Men den er min, og ingen skal forsøge at hælde konkret indhold i den ramme ud fra en opfattelse af at de kender indholdet på forhånd fordi det er objektivt definerbart. Det er det ikke.

Så vidt, så godt. Her står jeg lige nu, men det kan jo ændre sig. Vi må se ..