Strøtanker om valg

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os - men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget "bevidstløst" fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges - og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den "konsekvenskombination" som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det - men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.


Bedre sent end aldrig. Hellere lidt end ingenting.

Kommentarer