30. november 2011

Strøtanker om valg

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os - men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget "bevidstløst" fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges - og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den "konsekvenskombination" som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det - men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.


Bedre sent end aldrig. Hellere lidt end ingenting.

26. november 2011

Korrektion

Jeg tænker at man har lidt for meget om ørerne og lidt for meget kørende i processoren på øverste etage når man tager sig selv i at kigge efter tepotten i en skuffe.

Eller når man opdager man har kludret rundt i links'ne i sit forrige indlæg. Nu er de bedre, efter min mening, og i hvert fald som jeg havde tænkt mig. Bare hvis du har fattet interesse for Ben Harper.

Jeg beklager rodet, som jeg begrunder for mig selv med at jeg må være under ombygning. Ligesom teenagere.

.
.
.
Nåja. Så kan man jo også lige tage den her med i købet.

25. november 2011

Musikfredag: Tilbagevendende begivenheder






"Picture Of Jesus" med Ben Harper - tekst her. Jeg ved godt at du måske bliver provokeret, men lyt nu alligevel - og dan dine egne billeder af betydningen.

(Tak til L. som åbnede mine ører for Ben Harper og The Blind Boys of Alabama for et par år siden).

---
Opdatering lørdag 26/11-2011:
Jeg opdagede lige at jeg ikke havde linket til den side med teksten som jeg troede - nu er den "rigtig". Jeg også tilføjet et link til startsiden af Ben Harpers hjemmeside ved hans navn, håber jeg har peget endnu tydeligere på denne måde, for dem der er interesseret. Beklager rodet.

24. november 2011

J. Atterdag


Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ve' det, men det her er et billede af udsat storvask, forhindret rengøring og dagsvarigt morgenhår. Varm kakao på mælk i stedet for kaffe og te. Mudderpøl i vejen og ingen vand i hanerne. Mænd i vaders der holder frokost. Naboer der ringer og spørger om det kun er dem der er tørlagte, eller?

Først blev jeg ret så frustreret, for jeg hader når jeg bliver forhindret i at gennemføre mine planer. Så faldt jeg lidt ned igen og lod det sive ind at det var en ren foræring.

I morgen er der atter en dag. Jeg når nok det hele.

23. november 2011

Sagde du 'sandwichgenerationen'?

I går, da jeg sad og bladrede Søndagsavisen igennem til morgenkaffen, lærte jeg noget nyt. Eller, det vil sige jeg har været i en slags konkret og praktisk læreproces fra jeg fik mit første barn for 14 år siden, men i fredags fik jeg et begreb at putte mine erfaringer ind under: Sandwichgenerationen.
"Kender du sandwichgenerationen? Det er forældre, der i en moden alder har fået børn og derfor sideløbende med børnepasningen også skal tage sig af deres aldrende forældre. De bliver så at sige klemt af omsorgsbehovet fra to generationer."
Klemt, det er ikke ordet. Mine forældre har altid haft behov for hjælp, og nu i weekenden er min stedmor flyttet på plejehjem. I går brugte jeg blandt andet godt tre timer på at sætte navnemærker i alt hendes tøj - på "opfordring" fra matronen på hjemmet for ellers ville hun ikke få vasket. Mens jeg ryddede op og gjorde rent i den gamle lejlighed, som et dreamteam bestående af min ældste søn, min mand, min bror og mig pakkede ned, flyttede ud af og pakkede ud igen i ét effektivt hug i weekenden, ringede min ene søn og klagede over kvalme og hovedpine og spurgte hvornår jeg kom hjem (fra Fyn), for han skulle måske kaste op. Min anden søn er gået i skole i shorts i dag i protest fordi han mente at alle de bukser han gider gå i, er til vask. Næste skridt, hvis jeg ikke snart vasker, er at han tager badetøj på. Påstod han. Jeg må se at få lært ham at vaske selv.

Nå. Det er godt nok altsammen. Det er i hvert fald lærerigt, jeg kommer ikke igennem det her uden at have lært en fandens masse mere om hvem jeg selv er, og hvad jeg står for. Jeg kan for eksempel i de her dage mere end ane hvordan mit overudviklede frelserkompleks er opstået.

MEN. I dag er MIN dag. Ingen skal få lov at røre den. Jeg har to aftaler jeg glæder mig til, jeg tror jeg "serverer" rugbrødsmadder til aftensmad for nemhedens skyld, og i aften skal jeg se de sidste to afsnit af Broen. Det skal ingen tage fra mig.

18. november 2011

Musikfredag: Cherish

I dag er det den 18. november, og det er en helt særlig dag for mig.

Det hele startede den 18. november 1989, og jeg fik lige lyst til at spole tiden tilbage ved at kigge på nogle lister over hvilke sange der hittede det år. Der er især én sang - eller måske snarere video - jeg husker bedre end nogen af de andre på de lister jeg fandt: Madonna med 'Cherish'. Dengang for alle de mange år siden så jeg MTV i mit lille, arvede sort/hvid-tv, og mine øjne stod på stilke hver gang den her mærkværdige, men i mine øjne også smukke video blev vist. (Det er først i dag jeg har opdaget at videoen faktisk er i sort/hvid).

Jeg har tidligere læst nogle officielle tolkninger af den, men de har ikke formået at bryde min egen helt private associationsrække, og jeg kan mærke at den kun bliver udvidet i samme retning ved at se videoen og høre sangen nu igen. På en enkel og alligevel dyb måde synes jeg det hele passer så fint med hvad jeg har at sige i forbindelse med min mærkedag, og derfor skal den være indholdet i dennes uges musikfredag. Måske er jeg den eneste i hele verden der ser hvad jeg ser, men det er uden betydning. Enjoy - og se det du selv kan se.

I still cherish.


17. november 2011

Om at beklage sig

I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.

Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O'Malley's blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:
“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”
"All else is madness". Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.

Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os - højlydt eller i vores stille sind - over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.

16. november 2011

Contrails

Udsigten fra mit køkkenvindue kl. 8:10 (cirka).

I går tankede jeg op efter i mandags. Restituerede. I dag er jeg frisk igen og må ud over bakkerne.

Jeg ser for mig hvordan jeg, hvis jeg kunne komme nok på afstand og indtage et meget overordnet perspektiv, ville kunne se kondensen fra min udåndingsluft i forbindelse med mine bevægelser. Den ville tegne tilsyneladende rette linjer der stritter i alle retninger, efter mig, men i virkeligheden ville det være krumme linjer der cirkler om min kerne præcis som flystriber om jorden.

Det er godt at dvæle lidt ved det billede, synes jeg.

15. november 2011

Fornuftigt?


Okay. 'Parfumefrit hvedemel', genererer min hjerne i sin brand-mærkede tilstand og forventer at det nybagte brød smager af sæbe. Meget interessant oplevelse.

14. november 2011

Fodnote

Her kommer en lille "fodnote" som jeg har fået lyst til at skrive i tilknytning til mit indlæg i går:

Det er min opfattelse at et menneske til enhver tid, hvert eneste sekund af sit liv er sig selv. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre ikke at være sig selv, men det kan lade sig gøre at opleve det som om den man ikke er sig selv, generelt eller i perioder. Det er min erfaring at personlig forandring på ingen måde handler om at skabe et nyt "sig selv", en slags fremtidig udgave af Janne eller Oskar eller Poul eller Jette eller .., men derimod om at forandre den oplevelse eller opfattelse vi har af os selv.

Jeg tror at det for mange mennesker - men det er bare en fornemmelse, jeg kan jo egentlig kun tale for mig selv - handler om at forvandle eller forandre en skamfuld eller nedsættende oplevelse af den man er, til en respektfuld eller anerkendende oplevelse af den man er. Vi er som sagt dem vi er, uanset hvad. Det er lettere sagt end gjort, bestemt, for jeg tror at det generelt fremkalder angst, smerte og i det hele taget ubehag at vælge den vej, men det er så vidt jeg kan se den eneste vej. Vi kan ikke lave os selv om, men vi kan bevidstgøre de filtre eller briller vi ser os selv igennem, og måske tage dem helt af eller i det mindste skabe en distance til dem i kraft af bevidstheden om at vi har dem på, og på den måde komme tættere på selv at opleve at vi opfylder vores bestemmelse.

13. november 2011

Om at ha' det godt

Det slog mig en dag da jeg var ved at vaske op eller sådan et eller andet, at jeg vist havde en slags indre vandGotvedgymnastikpædagog i maven, og at jeg kunne mærke hun var ved at vågne og give liv og glæde til mig. Det var da et interessant indfald, tænkte jeg, det må jeg forfølge. Så nu er jeg (for første gang nogensinde) på rejse i Helle Gotveds gymnastikunivers, fordi jeg må se hvad jeg kan finde dér. Og jeg lærer, genlærer eller måske rettere genfinder vitterlig helt basale ting som jeg har tabt og behov for at vinde igen. 

Da jeg var ung ville jeg være gymnasielærer i religion og idræt - en usædvanlig kombination, så vidt jeg kunne forstå på andre, selvom jeg selv syntes den var helt naturlig. Det gik i vasken, af forskellige grunde. Så blev jeg folkeskolelærer med religion/kristendom og idræt som linjefag i stedet, men også det gik af forskellige grunde i vasken rent arbejdsmæssigt. Jeg forlod kroppen og flyttede op i hovedet, fordi jeg i min vildfarelse troede det kunne være med til at retfærdiggøre min tilstedeværelse i det her liv - kort sagt.

De forskellige grunde har jeg måttet arbejde længe for at bevidstgøre og skabe en distance til. Ingen af dem har noget med en eviggyldig eller objektiv sandhed at gøre - sådan én findes ikke, "ved" jeg i dag med hele mig, og ikke kun rationelt. Det har været en lang, lang rejse indtil nu, og det mærkelige eller interessante eller fantastiske er at den har ført mig direkte tilbage til der hvor jeg begyndte, nemlig tilbage til min egen intuitive opfattelse af at krop og sjæl er to sider af samme sag, og tilbage til min glæde ved at bruge og være i min krop. På en måde, som jeg umuligt kan uddybe eller forklare, men som jeg tror skal erfares, føles det præcis som at komme hjem.

En dag finder jeg måske mine egne ord og min helt egen vandJannegymnastikpædagog, men her og nu vil jeg give ordet til Helle Gotved, fordi jeg mærker at nogle af hendes ord har en dyb klangbund i min egen personlighed. Blandt andre:
"Da min generation var unge, skulle det være så åndeligt altsammen. Det var nærmest et beklageligt faktum, at man havde en krop - tale om den gjorde man i hvert fald ikke. Der er spildt mange gode år for mange mennesker, fordi de ikke har fået tilstrækkelig oplysning om kroppens funktioner. Her tænker jeg ikke specielt på seksuallivet, men på alle kroppens funktioner - bevægelsesfunktion som organfunktion. Vi kan ikke blive harmoniske, hvis vi ikke respekterer det kropslige lige så fuldt som det sjælelige. Krop og sjæl er ikke to forskellige ting, men den samme - set fra to forskellige sider.
At ha' det godt er at opfylde sin bestemmelse og at komme til udfoldelse både legemligt og sjæleligt - at have lyst til livet og glæde sig over det."
Og et andet sted:

"Hver gang vi fjerner os fra naturen i os selv, gør vi os fortræd." 

12. november 2011

Fodbold (vistnok)

Rimfrost på kunstgræs
De lange skygger
forbinder



I går så jeg Signes reportage med danske og svenske landsholdsspillere i Det Nye Talkshow (fra 38:40). Hold nu op, det er længe siden jeg har grinet så meget! Jeg tørrer øjne endnu.

11. november 2011

Musikfredag: Arven

Denne musikfredag giver jeg til min mor. Hun hørte Harry Belafonte når hun var den eneste voksne i huset og selv kunne bestemme, og jeg husker stadig alle sangene fra hendes grammofonplade og kan synge med fra ende til anden - ind imellem godt nok med de samme komplet uforståelige, men lydrette "ord" som da jeg var syv år gammel.

Jeg håber min mor lytter med fra dér hvor hun nu er, og forstår at hun nåede at bringe mig nærmere mit personlige "Cuba" end hun måske selv i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Tak.


9. november 2011

Barndommens gade tur-retur




"Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod,
og jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
...
Fløj du så vidt over lande,
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen."

fra "Barndommens gade" af Tove Ditlevsen

Jeg vendte tilbage og huskede. Jeg fandt den erindring som indeholder nøglen til de roller jeg har lært at spille i familien, og som med tiden er blevet en del af min personlighed og har fået betydning for mange af mine øvrige relationer på godt og ondt. Og jeg fandt den bankende rytme der kan vise mig vejen ud af rollerne.

Jeg så hvad jeg var parat til at se. Det er godt.