16. september 2011

Ufejl

Jeg har en aftale kl. 8.45, og jeg skynder mig at gøre mig klar og komme ud af døren. Jeg kommer frem i ordentlig tid, sætter mig i venteværelset hvor jeg får øje på hende den søde kvinde fra tv. Så kommer en af mine naboer som jeg heller ikke kender, men tit hilser på, ind. Vi nikker alle sammen pænt til hinanden, og en siger noget om valget i går, og så går snakken ellers. Vi udveksler synspunkter og iagttagelser om dette og hint, det ligner en helt almindelig ligegyldig småsnak, men det føles som mere. Der er ligesom et lag af nærvær og optagethed i samtalen som gør godt. Så støder en bekendt til, som er færdig med sin aftale, og vi bliver glade for at se hinanden, for det er længe siden. Vi har formentlig lige to minutter til at samle op, kan jeg se på uret. Det er et meget koncentreret møde, hvor jeg lytter, mærker og iagttager intenst.

Nu kommer hende jeg har aftalen med, ind i rummet. Hun kigger overrasket på mig, griner og siger at jeg da ikke skal komme i dag. Hun siger undskyld hvis hun har sagt eller skrevet noget forkert, så det er hendes fejl at jeg er gået forgæves. Og jeg siger undskyld hvis jeg har hørt eller læst forkert, og hvis forvirringen er min fejl. Jeg tilføjer med tryk på at det er helt i orden at jeg skal gå igen, og går sammen med min genfundne bekendte. Vi snakker lidt videre udenfor indtil vi må gå hver til sit fordi han skal på arbejde.

Jeg vender næsen hjemad. Jeg er glad og let indeni, for det har været en fantastisk morgen, selvom det slet ikke var meningen at jeg skulle have været netop der hvor jeg var. På vejen møder jeg en ven der er ude og lufte hund, og jeg får endnu en herlig sludder med både menneske og hund. Jeg må forklare mig, synes jeg, og bliver mødt med grin og hovedrysten.

Da jeg kommer hjem, tjekker jeg min aftaleseddel, og der står at jeg har en aftale den 19/9 kl. 8.45. Altså på mandag. Jeg undrer mig helt oprigtigt, for jeg synes virkelig der blev sagt "fredag". Jeg kan høre det helt tydeligt. Og så på den anden side, for jeg kender mig selv: Den slags fejltagelser er på en måde mit glansnummer. Nogle gange er jeg bare så helt forrygende dårlig til at finde rundt i verden uden for mig selv at det tenderer det meget mærkelige. Hvad der sker, ved jeg ikke, men det er heldigvis sjældent kedeligt. Og jeg har snart vænnet mig så meget til det at jeg ligefrem sætter pris på det.

Jeg vil gerne sige undskyld til hende jeg forvirrede, og som måske troede og blev ked af at hun havde lavet en fejl, men ellers har jeg egentlig ikke noget at beklage. Tværtimod. Tænk sig, hvis jeg ikke havde hørt forkert, så havde jeg ikke mødt de her mennesker og fået den her en forrygende start på dagen. Tak for den, siger jeg bare. Den kan umuligt have været en fejl.


4 kommentarer:

Gitte sagde ...

Haahahaa..Janne, at lave UFEJL er det bedste ! Du er tydeligvis FULDKOMMEN "aligned"
- ufejl :D....

Janne Møller Olsen sagde ...

Gitte, sådan føles det også, selvom fx min mand glor på mig som om jeg er fra en anden planet når jeg laver sådan noget. Ha.

Ufejl, det stod lige pludselig dér! Lidt i familie med U-vending og ubåd, og så negation. Noget med at vende det hele 180 grader, at bevæge sig under overfladen og at nægte at acceptere den gængse fejlfinderkulturtolkning, tænker jeg :-D. You know.

Lotte sagde ...

Hihi... Janne, det er simpelthen herligt :O) (Ufejl, godt ord! Og GODT du nægter at acceptere fejlfinderkultur! ;O) )

Janne Møller Olsen sagde ...

Lotte, ha ja, jeg rider faktisk på bølgen endnu :-D. (Og al den der fejlstøvsugning - jeg er træt og har ondt i ryggen af det, det er spild af liv!).

Send en kommentar