mandag den 26. september 2011







'Jannes sted' er sat på pause.

fredag den 16. september 2011

Ufejl

Jeg har en aftale kl. 8.45, og jeg skynder mig at gøre mig klar og komme ud af døren. Jeg kommer frem i ordentlig tid, sætter mig i venteværelset hvor jeg får øje på hende den søde kvinde fra tv. Så kommer en af mine naboer som jeg heller ikke kender, men tit hilser på, ind. Vi nikker alle sammen pænt til hinanden, og en siger noget om valget i går, og så går snakken ellers. Vi udveksler synspunkter og iagttagelser om dette og hint, det ligner en helt almindelig ligegyldig småsnak, men det føles som mere. Der er ligesom et lag af nærvær og optagethed i samtalen som gør godt. Så støder en bekendt til, som er færdig med sin aftale, og vi bliver glade for at se hinanden, for det er længe siden. Vi har formentlig lige to minutter til at samle op, kan jeg se på uret. Det er et meget koncentreret møde, hvor jeg lytter, mærker og iagttager intenst.

Nu kommer hende jeg har aftalen med, ind i rummet. Hun kigger overrasket på mig, griner og siger at jeg da ikke skal komme i dag. Hun siger undskyld hvis hun har sagt eller skrevet noget forkert, så det er hendes fejl at jeg er gået forgæves. Og jeg siger undskyld hvis jeg har hørt eller læst forkert, og hvis forvirringen er min fejl. Jeg tilføjer med tryk på at det er helt i orden at jeg skal gå igen, og går sammen med min genfundne bekendte. Vi snakker lidt videre udenfor indtil vi må gå hver til sit fordi han skal på arbejde.

Jeg vender næsen hjemad. Jeg er glad og let indeni, for det har været en fantastisk morgen, selvom det slet ikke var meningen at jeg skulle have været netop der hvor jeg var. På vejen møder jeg en ven der er ude og lufte hund, og jeg får endnu en herlig sludder med både menneske og hund. Jeg må forklare mig, synes jeg, og bliver mødt med grin og hovedrysten.

Da jeg kommer hjem, tjekker jeg min aftaleseddel, og der står at jeg har en aftale den 19/9 kl. 8.45. Altså på mandag. Jeg undrer mig helt oprigtigt, for jeg synes virkelig der blev sagt "fredag". Jeg kan høre det helt tydeligt. Og så på den anden side, for jeg kender mig selv: Den slags fejltagelser er på en måde mit glansnummer. Nogle gange er jeg bare så helt forrygende dårlig til at finde rundt i verden uden for mig selv at det tenderer det meget mærkelige. Hvad der sker, ved jeg ikke, men det er heldigvis sjældent kedeligt. Og jeg har snart vænnet mig så meget til det at jeg ligefrem sætter pris på det.

Jeg vil gerne sige undskyld til hende jeg forvirrede, og som måske troede og blev ked af at hun havde lavet en fejl, men ellers har jeg egentlig ikke noget at beklage. Tværtimod. Tænk sig, hvis jeg ikke havde hørt forkert, så havde jeg ikke mødt de her mennesker og fået den her en forrygende start på dagen. Tak for den, siger jeg bare. Den kan umuligt have været en fejl.


tirsdag den 13. september 2011

Ø-dans

Bær over med mig. Min verden er fuld af samspillet mellem krop og musik og vand og mennesker, og det er simpelthen så fornøjeligt og opløftende at jeg ikke sådan lige evner at svinge ind på en anden kurs i disse dage. Nogle tager til Cuba og slipper sig selv og hofterne fri i salsa, men så langt behøver jeg slet ikke rejse. Jeg skal bare have en pyt vand, og den må godt smage af klor, så medbringer jeg selv min egen fremmedartede ø at feste på.



("But why am I so cursed/for where I am born?", synger Charlie Winston her. Ja, det kan man jo tænke over. Det er godt man har lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende om to dage ..).

fredag den 9. september 2011

Om at løbe fra og til ..

Her kommer så lige et overskudsdryp mere fra min tour de force gennem tidens taktfaste musik. Bare fordi det er fredag. Eller noget.

Der er intet nyt under solen og ingen grund til at finde spaden frem. Alligevel er det ganske fint at dvæle lidt ved, både billeder, musik og ord. Altså, synes jeg. (Men jeg har også en mærkelig for mig selv uforklarlig sød tand for den her slags musik).


torsdag den 8. september 2011

Fæstningen

Jeg er bygmester. Det jeg bygger, er både godt for noget og skidt for noget. Men bygmester, det er jeg.

Jeg har bygget et forsvarsanlæg omkring mit hus. Det er enormt, og det er så effektivt at der ikke er trængt noget som helst igennem som kunne true mig, de sidste mange år. Jeg har sluppet næring og byggematerialer ind gennem små huller i de metertykke mure når det var absolut nødvendigt, og jeg har skubbet noget den anden vej ud gennem de samme huller når der hobede sig for meget op inden for murene. Affald og kedsomhedsfrembringelser og sådan noget der ikke kan blive ved med at være plads til.

Jeg har alt hvad jeg behøver for at overleve, i fæstningen, og mere til. Jeg har endda bygget en lille kirke, den er min stolthed og min glæde. Jeg besøger den hver dag; jeg beder og mediterer over de billeder af naturen og menneskene udenfor som jeg har malet på væggene ud fra den smule jeg har kunnet se gennem hullerne, eller oppe fra det tårn jeg også har bygget. Jeg har nok føjet lidt til som jeg strengt taget ikke har set, men som jeg tror findes.

Jeg har haft det godt i min isolation, men nu er det som om jeg er ved at tabe tålmodigheden med hele tiden at skulle få alt til at lykkes og fungere i de trange rum. De der transaktioner ud og ind af hullerne, de forekommer mig mere og mere besværlige og tåbelige og prikker til min irritation, selvom jeg prøver at være tilfreds. Jeg prøver at tage det roligt og forklare mig selv at jeg jo har det som blommen i et æg, hvad det så end betyder, for noget hober sig op, og inden længe tror jeg jeg eksploderer.

Jeg har bygget en fæstning, og det har jeg gjort godt. Jeg har evnet at beskytte mig mod det jeg frygter mest. Men mine drømme er begyndt at plage mig. Jeg er bygmester. Om natten bryder jeg mure ned og bygger en enorm portal af brokkerne som jeg og andre mennesker kan gå igennem, på vej til og fra kirken.

Kirken bliver stående. Den er min stolthed og min glæde.

søndag den 4. september 2011

See the beauty of a tree

"When you can see the beauty of a tree, then you will know what love is."
Set som noget en person citerer i novellen Mon Plaisir fra bogen No one belongs here more than you af Miranda July (en fin, forunderlig, overraskende og helt igennem læseværdig novellesamling - se evt. her (via Mette Ø. Henriksen)). Jeg tror dog citatet oprindeligt er trukket sammen ud fra en tekst af Jiddu Krishnamurti, se her, side 57-58.

Hvorom alting er: Jeg synes jeg kan finde hvad jeg behøver for at forstå hvad kærlighed er, under denne sætning.

--
Tilføjelse mandag 5. september:

Jeg kom her til morgen lige i tanke om dette citat af Margaret Anderson, via Eckhart Tolle, som passer så fint her, synes jeg:
"In real love you want the other person's good.
In romantic love you want the other person."