18. august 2011

Ild i håret

Jeg røg lige af i svinget. Det sker. Og mens jeg lå der og så vognen køre videre, læste jeg følgende opdatering af Marianne Williamson på facebook:
""Suffering doesn't make us weak; only an avoidance of suffering makes us weak. Sometimes the only way to get around it is to burn through it."All neurosis is a substitute for legitimate suffering." -- Carl Jung"
Og jeg tænkte: Det er i hvert fald rigtigt! Jeg kan selvfølgelig ikke vide om udsagnet i Jung-citatet* gælder i alle tilfælde af neuroser som det selv hævder, men det gælder i hvert fald for mig. Det gør resten af opdateringen også; det er bare en lille smule svært (eller rettere lidelsesfuldt, når det nu skal være) at efterleve, måtte jeg erkende dér i svinget og følte mig ret weak som jeg bestemte mig for at forsøge at mærke smerten. Også den der blev lagret i fortiden, og som jeg ikke rigtigt har været i kontakt med før.

Nu forsøger jeg så at brænde lige igennem. Der var engang én der sagde til både sig selv og mig at vi var sådan nogle der havde ild i håret. Jeg har ikke mærket noget videre til det før, måske så hun ind i fremtiden, men nu er det lige før jeg håber hun havde ret.

---
Ps. Jeg beklager den fjollede tone i forhold til det tunge emne, men jeg trænger sådan til at skabe lidt ironisk distance. Jeg har aldrig været god til det der med at sige at jeg lider, ikke engang til mig selv. Lige som katten gemmer jeg mig helst under sengen indtil det er gået over (eller jeg er død). Det får mig til at føle mig som en irriterende og besværlig pivskid at skulle sige at jeg lider.

Og SE!: Der har jeg roden til ondet. Så er det sagt.

*Jeg skulle lige tjekke citatet af C.G. Jung og kan kun finde det i denne form: “Neurosis is always a substitute for legitimate suffering.” Men meningen er vist den samme, og det ser ud til at være Jungs ord.

5 kommentarer:

Krutters Krøller sagde ...

Jeg kan undre mig såre over at vi aldrig rigtig blev præsenteret for Jung under studiet (Freud var dog heller ikke rigtig "in", men der blev dog udbudt undervisning i stoffet, omend som valgfrit fag *S*) Nå, Jung er jo ret præcis - og det giver mening! Når vi er "pivskid'er" så mærker vi - det vi gør ved os selv - og det vi gør ved andre. Og mærke er bedre end ikke at mærke - for hvis vi intet mærker, hvordan kan vi så vide, hvordan vi kan udvikle os? (hvis det er plidder-pladder så bare glem det... jeg er vist lidt træt til aften *SSS*

Janne Møller Olsen sagde ...

Rina, nu kan jeg så hoste morgengrøden af stemmen og håbe at kaffen når at virke så jeg kan skrive tilbage :-).

Det med uddannelsen, ja, det kan da undre, men der er jo så enormt meget at tage af, og måske har tidens tendens mere været i retning af det kognitive? Hvad ved jeg, det er ren spekulation. Jung er jo også nærmest blevet adopteret af new age-bevægelsen (hvis en sådan findes?) og det har måske ikke gavnet hans eftermæle som videnskabsmand og forsker? (Desværre, men jeg må jo vedkende mig at jeg rider lidt med på bølgen ..).

Jeg tror jeg forstår hvad du skriver, og jeg tænker at det er rigtigt at det er når vi mærker os selv - også lidelse og smerte - at vi finder kimen til udvikling, fordi det bl.a. fortæller os hvad der er vigtigt for os.

Men lige præcis det der med neurose som erstatning for legitim lidelse, det forstår jeg sådan at en neurose kan forstås som en beskyttelse mod at (gen)opleve lidelse, og det ringer en klokke! Jeg opfatter den splittelse der er i mit sind, og al den ballade den udvirker, som mit sinds måde at håndtere den lidelse jeg ikke må have følt eller føle ved visse omstændigheder i mit liv, og som jeg ikke må tale om eller tage alvorligt. At det ikke har været legitimt for mig at mærke lidelse i forbindelse med min mors død eller den ensomhed jeg altid har følt - men at jeg altid har fået at vide at det var noget pjat eller jeg måtte lære at fokusere på det positive eller det syntes der ikke at være nogle objektive grunde til - har givet anledning til (helt ubevidst, forstås, og ikke finalt) at jeg er så neurotisk som jeg er..

Lidelse er simpelthen ikke legitimt, for ingen kan holde ud at mærke den, heller ikke når den bor hos andre mennesker. Vi trøster og affejer og bortforklarer og hvad ved jeg for at undgå den, og på den måde går - som du siger - væsentlige informationer om hvad der kunne gøre os gladere og få os til at føle os mere hjemme i livet, tabt. Derfor må vi hjælpe hinanden med at gøre lidelse legitimt. Ikke opsøge den, ikke dyrke den, ikke skabe den. Men anerkende den når den er der, for der findes ikke et liv uden lidelse. Når vi kan det giver det en enorm mulighed for helbredelse.

Det var vist bare det jeg ville sige oprindeligt. Undskyld det her blev så langt, men nu måtte jeg lige have det hele med :-).

Tak, Rina.

Janne Møller Olsen sagde ...

PS. Man kunne måske også vende det om og sige at hvis en person er meget neurotisk kan man godt regne med at der ligger en del lidelse bag som personen ubevidst oplever som illegitim og derfor ikke kan bringe for en dag på en mere ligefrem måde? Det passer i hvert fald på mig, men det gør det jo ikke nødvendigvis almengyldigt.

Krutters Krøller sagde ...

Det ubevidste er en "sjov fisk" *S* Og jeg er enig i, at lidelse er illegitim. Og det samtidig med, at jeg ofte oplever at hvis vi kan "se" andres lidelse og sårbarhed sammen med dem, føler vi os virkelig set? Neuroserne er en beskyttelse (mod lidelse), som du skriver.Og eftersom det ikke er legitimt at mærke den og at vi egentlig ikke ønsker at mærke den af oplagte grunde... ja, så bliver de ligesom hængende...?
Der er stof til en hel studiegruppe her *S*

Janne Møller Olsen sagde ...

Rina, :-).

Send en kommentar