30. juni 2011

Sommeraften

Sidst på dagen smører jeg sandwich og pakker pakker badetøjet, og da alle har fået fri, kører vi ud i sommerlandet for at nyde den sidste bid af endnu en fantastisk sommerdag. Jeg er allerede træt inden vi tager af sted, for jeg har også været i dgi-byen og blandt andet haft den flippede fornøjelse at svømme rundt og rundt, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af smagen af saltvand og legen i rigtigt havvand.

Stranden er næsten tom for mennesker, vandet er stille og helt klart, og solen skinner bag et tyndt gardin af skyer. Jeg er i drømmeland, tror jeg, det bliver ikke bedre.

- <> -


Strandet haj. Efter en drabelig kamp i vandet, som den vistnok tabte, er den landet i klitten og venter på at den sidste luft bliver presset ud af den.



Tre men'sker på en strand ..



Solen står lavt, og aftenbrisen har næsten lagt sig. Vi har badet, spist vores aftensmad og ligger og lytter til strandlydene.



Dagen er godt brugt, og vi må hjem. Jeg døser lidt i bilen på vejen og mærker hvor fyldt jeg er. Det skal blive godt at sove.

28. juni 2011

Limboløve

Jeg er i besiddelse af en limboløve. Jeg har helt selv - dog uden at jeg rigtigt vidste af det - skabt den i et tilfælde af vanvid, og med jævne mellemrum bliver den uhørt sulten og truer med at æde mig.

Jeg besluttede engang, da jeg godt ved at jeg selv har ansvaret for denne hersens glubske løve, at det aldrig skulle lykkes for den at sluge mig. Helt. Fanden ta' mig. Men lunser har den fået, det skal ikke nægtes, og jeg kan stadig se arene. De bliver især meget tydelige og gør ondt når den brøler ad mig. Så er jeg nogle gange ved at give helt op indtil det øjeblik hvor jeg pludselig tager en dyb indånding og brøler igen af fuld styrke. Når vi begge er blevet trætte af alt brøleriet og til sidst falder udmattede om, gispende efter luft, aer jeg den meget forsigtigt og hvisker stakåndet ind i dens lodne øre at det nok skal gå altsammen, for jeg vil tage mig af den.

Det største problem med min limboløve er dog at jeg ind imellem glemmer at den er min. Nogle gange tror jeg sgu den tilhører andre mennesker, og at de har stopfodret den i en sådan grad at den også vil æde mig bare fordi den ikke kan få nok. Puha, så er den helt ude af proportioner, og Aylas huleløve ville ligne en huskat i sammenligning. Da bliver jeg nødt til meget bestemt at bede den gå ind i vores hus igen så vi kan brøle ad hinanden dér i stedet for ude på gaden eller ovre i en andens hus. Det larmer godt nok forfærdeligt, men jeg foretrækker trods alt dét i det omfang jeg har noget at skulle have sagt



23. juni 2011

Tilbage

Jeg træder varsomt i barndommens land. Kigger ned. I kærlig erindring.

I morgenens overfart midt mellem søvn og vågen tilstand opstår der forvirring i mine oplevelser. Hedder byen Jante eller kom de til at stave mit navn forkert på kirkekontoret?

Dagen kommer, og jeg vågner helt. Byen hedder Middelfart. Jeg hedder Janne. Og jeg har fået livet tilbage ved at fiske i havet

Jeg ved igen hvem jeg er.



21. juni 2011

"Kærlighed udspringer af bevidsthed"

Jeg er i citathumør her på bloggen for tiden, og jeg må lige lade Anthony de Mello tale (mindst) én gang til, fordi jeg føler en enorm glæde og lettelse ved at have fundet nogle formuleringer som udtrykker hvad jeg tænker og mener og opfatter. Kærlighed er at se.

Indeni mig mærker jeg en slags opbrud eller skabelse, og jeg holder vejret mens jeg spændt venter på måske at få mere at vide om hvad der er ved at blive til.

"Vær vågen

Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer!
- Lukas 12:37

Overalt i verden søger mennesker kærligheden, for alle er overbeviste om, at kun kærlighed kan frelse verden, kærlighed alene kan gøre livet meningsfuldt og værd at leve. Men hvor er der få, der forstår, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan den opstår i et menneskes hjerte. Den bliver så ofte sat lig med det at have gode følelser for andre, med velvilje eller ikkevold eller det at tjene andre. Men disse ting er ikke kærlighed i sig selv. Kærlighed udspringer af bevidsthed. Det er kun i det omfang, at du ser nogen, sådan som han eller hun virkelig er her og nu, og ikke som du ser dem i din hukommelse eller gennem dit begær eller din fantasi eller dine projektioner, at du virkelig kan elske dem, ellers er det ikke mennesket, du elsker, men den forestilling, du har om dette menneske, eller om dette menneske som objekt for dit begær, og ikke sådan som han eller hun er i sig selv.

Derfor er den første kærlighedshandling at se dette menneske eller denne ting, denne virkelighed, som den faktisk er. Og det indebærer den vældige disciplin, det er at droppe dit begær, dine fordomme, din erindring, dine projektioner, din selektive måde at se på, en disciplin så omfattende, at de fleste foretrækker at kaste sig hovedkuls ud i at gøre gode gerninger og tjene andre hellere end at underkaste sig denne askeses brændende ild. Når du begynder at tjene en person, som du ikke har gjort det besvær at se, imødekommer du så denne persons behov eller dine egne? Så kærlighedens første ingrediens er virkelig at se den anden.

Den anden ingrediens er lige så vigtig, at se dig selv, skånselsløst, at kaste bevidsthedens lys på dine motiver, dine følelser, dine behov, din uærlighed, din selvpromovering, din tendens til at kontrollere og manipulere. Det vil sige at kalde tingene ved rette navn, ligegyldigt hvor pinefuld opdagelsen og konsekvenserne er. Hvis du opnår den slags bevidsthed om den anden og dig selv, vil du opdage, hvad kærlighed er. .."
Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

16. juni 2011

Om livet

"..
Og her er en lignelse om livet, som du kan tænke over: En gruppe turister sidder i en bus, som kører gennem et fantastisk smukt landskab, søer og bjerge og grønne marker og floder. Men bussens rullegardiner er trukket ned. De har ikke den mindste ide om, hvad der er uden for bussens vinduer. Og lige så længe rejsen varer, bestiller de ikke andet end at kævles om, hvem der skal sidde på ærespladsen i bussen, hvem der skal roses, og hvem der betyder noget. Og sådan bliver de ved, til rejsen er slut."
Anthony de Mello i "Kærlighedens vej".

9. juni 2011

Kaffesnak


Pause. Jeg er ved at genvinde overblik og overskud, også uden endorfiner. 

På biblioteket fandt jeg en hæklebog der giver mig fornemmelsen af som en anden tåbe at have prøvet at opfinde den dybe tallerken påny. Ha. Jeg må nok indse at min autodidakte stil ikke er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde på alle områder, og at det kan lønne sig i visse tilfælde at sætte sig på sin flade og punkt for punkt læse andres vejledning. Hvad man dog ikke må gå igennem for at få sine drømme opfyldt!

-- < > --

Og psssst, Blogger-bloggere .. har I set det her om favicons og det her om mobilskabeloner på Blogger in draft? (Og nej, jeg læste ikke vejledningerne, men havde opdaget mulighederne og prøvet mig frem inden jeg så indlæggene. Men måske havde det været nemmere at læse først ..).

8. juni 2011

Mary O'Malley: The Rapture of Being Alive

Mere ulveinspiration

Inspiration kommer ad de mærkeligste veje, og i dag har jeg set en reklamefilm for tøj der trykkede på en eksistentiel knap i mig. Måske har det noget med den der ulv at gøre, den er jeg vist ikke færdig med .. prøv at se hvad jeg så hos Camilla på Små mirakler som havde set den på BE Blog ॐ .. 




Og ikke nok med det, en af mine facebookvenner sendte et citat i omløb i mandags som jeg har set mange gange før, og som I sikkert kender til nærmest bevidstløshed:
En gammel indianer fortalte sine børnebørn:

"I ethvert liv er der en frygtelig kamp, en kamp mellem to ulve. Den ene er ond: Den er frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden er god: Glæde, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed, blidhed og medfølelse."

En af børnene spurgte: "Bedstefar, hvilken ulv vinder?"
Den gamle så ham i øjnene og svarede: "Den, du fodrer!"
Jaja. Forskellige genrer, forskellige fortælleteknikker, forskellige mål med fortællingerne, men i sidste ende samme fortælling. Det kan man (jeg) lære meget af, synes jeg.

6. juni 2011

Et skud

Godt så. Skæbnen har villet at jeg har fået en ordentlig dosis endorfiner i dag, og jeg havde lige glemt det, men det stof er jeg altså overbevist om er tusind gange bedre end rødvin og hash og piller (som jeg godtnok aldrig har prøvet, bortset fra vinen) hvis der hænger tunge skyer over hovedet på én. Ikke at endorfiner får skyerne til at gå væk, men virkningen er alligevel ikke til at tage fejl af: De - skyerne - virker pludselig ikke så truende mere, måske kan det ligefrem vise sig at være godt for noget med lidt regn, og under alle omstændigheder er det svært helt at fastholde den følelse at man skulle skamme sig, når man synes ens krop klarer sig okay.

Hvor man køber de der endorfiner henne? Ingen steder, de er for så vidt gratis, hvis man ser bort fra en eventuel udgift til for eksempel løbesko, motionscenter eller cykeludstyr.

Jeg fik mit skud i svømmehallen hvor jeg af forskellige grunde "blev nødt til" at svømme mere end dobbelt så langt som jeg plejer. En tredjedel endda i et ret pænt tempo, hvis jeg må sige det selv. Nu kan jeg dårligt løfte armene nok til at hælde te indenbords, men skidt med det. Mit hoved er til gengæld løftet så meget at jeg kan se skyerne lidt fra oven, og jeg nyder udsigten i fulde drag - så længe jeg har den. Jeg kunne godt gå hen og blive helt afhængig - dér har jeg faktisk været engang med hensyn til motion - men afhængighed har aldrig været løsningen på noget som helst problem eller fjernet nogen som helst skyer, uanset stoffets beskaffenhed. Jeg må dykke ned igen før eller siden, men jeg sætter min lid til at det hjælper på min evne til at finde vej at have set det hele lidt fra oven i et glimt.

5. juni 2011

Ude og inde

Min verden er lidt rigeligt sammensat for tiden, og så bliver jeg som vanligt tavs. Der er bestemt meget jeg kan glæde mig over, men der hænger også nogle mindre opløftende private hændelser over det hele som tunge skyer. Sådan er det i alle menneskers liv fra tid til anden, og jeg prøver at rumme det og gøre mit bedste for at være konstruktiv, men jeg er træt og trist et sted inde bag det hele. Mest, tror jeg, fordi jeg ikke kan dæmpe skylden og skammen, mine lidt for trofaste følgesvende.

Jeg nyder vejret, lyset, varmen, og der hersker en sommerhusagtig stemning i vores lille rækkehus. Naboerne er ikke hjemme i denne forlængede weekend, og selvom jeg ikke har noget som helst skidt at sige vores naboer på, så er det alligevel meget anderledes at kunne gå ud på terrassen og i haven når man er "alene", end når man skal dele uderummet med andre familier.

Og derude, hvor der er stille og himlen er høj, læser jeg "Ulven" af Katrine Marie Guldager, og det glæder mig, for det er rigtig kvalivarelekture som giver mig en stor oplevelse. Derude har jeg "forpagtet" et stykke af haven til en nabo der manglede plads til at dyrke lidt dild, og det glæder mig, for der er ikke meget ved at se på en brakmark, uanset hvor lille den er. Derude vander jeg mine pelargonier og mine solsikker (som nu er kommet ud af drivhuset), og det glæder mig at jeg trods alt stadig kan holde liv i dem. Derude hækler jeg en lille sommertaske i de fineste farver, og det glæder mig at se den vokse frem næsten præcis som jeg havde tænkt mig, for det er godt for én at skabe noget. Derude serverer jeg snart den rabarberkage jeg har bagt, med flødeskum til, og det glæder mig fordi det glæder en anden.

Det er godt alt sammen derude. Hvis ikke det var for skyerne derinde.