16. maj 2011

Portræt

Her kommer historien om Kaj, Anine og trolden. Eller i hvert fald en lille bid af den fortalt frit efter hukommelsen.

Kaj var min mormors bror. Han havde tykke briller, pibe i mundvigen og skrev digte og sange så folk fik en klump i halsen og et eftertænksomt glimt i øjnene når de læste eller sang hans ord. Alle jeg kendte, var forundrede over hvor han dog fik det fra - og så med kun syv års skolegang og et hårdt liv som arbejdsmand i bagagen? Og så havde han giftet sig med Anine, det var også lidt forundrende, for ifølge min far og hans familie var hun på alle måder en meget mærkelig kone. Hun gjorde ikke (ret meget) rent, men syede tøjdyr til de børn der var i nærheden af hende, som de sov med og slæbte rundt på indtil knapøjnene ikke kunne sys på mere, eller forældrene smed dem ud fordi at NU var de altså for ulækre. Jeg husker tydeligt min egen brors tøjdukke, som han elskede overalt på jorden, og som min far syntes kraftedeme var så grim at man skulle tro det var løgn.

Hun lavede heller ikke mad, eller hun lavede i hvert fald ikke rigtig mad efter min farmors mening, men min farmor var også kogekone og pensionatsejer og betragtede enhver lemfældig omgang med fødevarer som den ottende dødssynd. Nej, Anine brugte i stedet hele dage på at lave sit enorme mylder af mærkværdige lerfigurer som hun velsignede alle med ved enhver passende lejlighed, og som kom til at stå rundt omkring i folks stuer i reolsystemerne ved siden af nydelige figurer i kongeligt porcelæn.

Således også i min mormors reol. Da hun døde og efterlod min bror, mig og sin egen brors familie sit jordiske gods, stod vi der med lige dele af Anines og den kongelige porcelænsfabriks frembringelser. Vi deltes i fredsommelighed, og jeg valgte en af Anines trolde som den dag i dag står i min stue og kigger tilbage på mig med det mest finurlige, skeløjede blik. Når jeg ser den i øjnene, spørger den mig om jeg slet ikke kan se hvor tilforladelig, elskelig og menneskelig den egentlig er .. på trods af de enorme fødder og hornene i panden.

Jo, jeg kan godt se det. Efterhånden. Men det tog sin tid at få øje på. Tak, Kaj og Anine.

Og her er han så, trolden, på min håndflade. Jeg var nødt til at gå udenfor og fotografere ham for at få lys nok til at min stenaldermobil kunne klare opgaven bare sådan nogenlunde. I solskin er han endnu smukkere!


7 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Han ligner en lille gammel rar brumbasse :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Lavendel, ja, han er ikke ret uhyggelig :-). Og så kigger han OP på én, det synes jeg er så sjovt. Jeg troede trolde var større end mennesker ..

Losarinas mor sagde ...

Og så minder han os om, hvad der er vigtigt at gøre med sin tid..Og det er IKKE rengøring :-)

Gitte sagde ...

En fin sjæl ;)

Janne Møller Olsen sagde ...

Miri, ja, lige præcis, og det er op til den enkelte at bruge tiden til det der synes vigtigt - hvem er vi til at dømme? Det er nu heller IKKE rengøring i mit tilfælde, hø.

Gitte, ja ;-). Apropos styrke.

Lotte sagde ...

Hvor bliver jeg glad, når jeg læser din fortælling om Anine, Kaj og Trolden,
hjertevarmt, og så vigtigt.
Det giver den dybeste, smukkeste mening om hvad der er væsentligt her i livet.
:-)
TAK!!! :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Lotte, det er godt at du bliver glad, varmet og kan mærke dine prioriteringer - så er målet i sandhed nået, og det er virkelig mig der takker ;-).
Og du skulle have portrætteret trolden med dit fototalent og kamera - så ville hans elskelighed måske have trådt endnu tydeligere frem :-).

Send en kommentar