mandag den 25. april 2011

Blå mandag aften

Jeg kom, jeg så, og havet sejrede. Som altid.

Nu er jeg hjemme igen, og alt er så uendeligt småt og indelukket. Selvom vi kørte gennem lysegrøn bøgeskov de sidste kilometer, og det fik mig til at smile og glædes, længes jeg allerede igen. Sådan er det bare, for mig. Nu glæder jeg mig til sommer.

Jeg havde mobilen i lommen, og jeg vil gemme et par skud her som en note om alt det jeg gerne vil huske.

Port til det forjættede land
Endeløs energi.
Stille, stille .. havet viser kun tænder på revet og efterlader mig med følelsen af iagttage en mægtig, slumrende kraft.
Naturlig forarbejdning bringer farver og mønstre frem. Jeg kan ikke se mig mæt og må have nogle med hjem.
Resterne af et havdyr minder mig om alt det jeg ikke ved noget om, og det gør mig nysgerrig og videbegærlig.
Et sted derude i disen over et vrag er to drenge og to mænd jeg holder af, i færd med at hale aftensmaden indenbords. Vi frådsede i fisk, og aldrig har det smagt bedre.

Tommelfingeren op, ja.

Der er endnu et billede som jeg må have med her, fordi det viser noget som jeg synes er helt fantastisk. Men jeg må hellere advare og skrive på forhånd hvad det forestiller, så du er parat hvis du scroller længere ned. Det er et billede af en (lille) hugorm. Den flygtede så hurtigt den kunne, da jeg kom trampende, men jeg nåede både at beundre dens smukke zigzagmønster på ryggen og tage et billede halvvejs i blinde i farten. Jeg følte ingen frygt. Kun fuldstændig åndeløs ærefrygt over at den viste sig for mig og i en vis forstand bandt bøgeskov og klithede sammen. Tak til ormen, andet har jeg ikke at sige.

*
*
*
*
*
*