28. marts 2011

Weekendbilleder

Jeg fordøjer. Sorterer. Tænker på at drikke en ekstra kop kaffe og tænker at lige om lidt går jeg i gang med det jeg skal.

Billeder fra en fantastisk weekend flyver rundt i mit hoved. Jeg kigger på dem og mærker efter. Bladrer.

---
Jeg sidder i min stue. En ven, jeg lærte at kende for vistnok cirka 24 år siden, har smidt sig i min sofa og siger ting jeg griner af, bliver eftertænksom over og bevæget af. Hun rusker i mig på en ret kompetent måde, og jeg værdsætter det højt. Hun kan huske hvad der også er mig, selvom jeg selv har glemt det, og jeg får kontakt til noget der har været forsvundet ud af mit synsfelt i flere år. Jeg registrerer at jeg har mistet noget som jeg engang var rigtig glad for at beskæftige mig med, og at jeg kan godt holde ud at mærke det. Noget bevæger sig.
---
Jeg står i entreen i en lille lejlighed i Middelfart. Jeg hjælper en ældre kvinde der fylder 89 netop denne smukke søndag, med at få overtøjet på og komme over i kørestolen. Langsomt, meget langsomt, for hendes krop er mindst sine 89 år gammel. Det tager en rum tid. Vi kommer hen til elevatoren og opdager at den er i stykker så vi ikke kan komme ned på gadeplan. Vi må gå tilbage ad svalegangen og ind i den lille lejlighed igen. Det var den forårstur. Den 89-årige fødselar tager det med stoisk ro. Hun er vant til at være spærret inde og have mistet sin selvbestemmelse i den ydre verden. Selv kan jeg mærke raseriet og følelsen af afmagt vokse frem indeni.
---
Jeg sidder i bilen. På motorvejen hjem fra Fyn overhaler vi en gul beetle. Bag rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker optaget med de tre andre i bilen og ser mig ikke. En af drengene insisterer på at vi kører ind på en rasteplads og får noget at drikke, så det gør vi. Da vi kommer ud på motorvejen og har kørt en tid igen, overhaler vi en gul beetle. Ved rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker med de tre andre i bilen og ser mig ikke. Jeg synes det er ret syret, og mærker at mødet fylder.
---
Jeg ser "Den som dræber", tænker at serien på mange måder minder om "Wire in the blood" og husker at der er skrevet om Tony Hill at han har det sådan: "the grown-ups are shouting and it must be my fault". Sådan har jeg det også, husker jeg nu pludselig. Hvis nogen er vrede, må det være mig der er årsagen. Det har taget mig mange år at fatte at det er en opfattelse jeg selv har konstrueret ud fra oplevelser tidligere i mit liv, og jeg kan stadig blive fanget i følelsen.
---
Jeg sidder ved computeren. Jeg er træt som ind i helvede, men alligevel så nysgerrig at jeg lige må se om nogen har skrevet noget her eller der som jeg gerne vil forholde mig til. Jeg får kludret gevaldigt rundt i nogle ting både her og der, min sædvanlige kritiske, langsomme og grundige stil er åbenbart sat ud af spillet. Min hjerne er optaget, og jeg har det som om jeg ikke er helt mig selv. Jeg griner og husker at nogen engang fortalte mig at når man er træt og udmattet, kommer skyggen frem, og det skal jeg da ellers lige love for. Skidt pyt på den ene side. Øv av på den anden.
---

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er introverteret; jeg har brug for tid til at bearbejde alt hvad jeg oplever, i mit eget system, og jeg kan ikke bare køre videre med at opleve i den ydre verden, så bryder mit system til sidst sammen af overbelastning. Nu tager jeg den der sidste kop kaffe og kører i svømmehallen for at svømme selv. Jeg har en aftale, og det er godt, for jeg ved af erfaring at det meditative flow jeg ofte kommer ind i når jeg svømmer, hjælper mig til at bearbejde og sætte billeder på plads, så jeg kan få energi til at vende mig udad igen.

9 kommentarer:

  1. Billeder, der kryber ind under huden. Er det genkendelighed???...hmm..det er levende for mig, hvad du beskriver og genkendeligt. Er det mig, når nogen er vrede? Overbelastet, overstimuleret...alt kryber ind, og der må tid til bearbejdelse. Træthed, der aktiverer den indre kritiker. Men en hel dag for mig selv. Min moleskin,pc, min kat, kaffe og en løbetur, så er jeg klar igen. Men der må tid og indadvendhed til. God svømmetur på denne mandag i marts.

    SvarSlet
  2. Jeg ved ikke om det er specielt introverteret, eller noget lignende, men jeg synes det lyder rart, at du har oplevet en masse ting og kan huske billeder. Jeg må indrømme at jeg kun lige har ladet øjnene glide ned over et par afsnit, men de er smukt beskrevet og får billeder til at springe frem hos mig. Engang på en hjemtur fra Fyn til Vejby havde jeg pludselig mange minder oven-i-hinanden og et radiohørespil - af den bedre slags - lagde sig oveni og blev til kaos. Det fik jeg da heldigvis sorteret, da jeg kom helskindet hjem! Iøvrigt med god hjælp fra en gammel kollega, der var tekniker på radio-dramaet. Men en god ven (eller veninde) kunne også have hjulpet.

    SvarSlet
  3. Du skriver så fint Janne. Jeg kender det, det med at bladre, af og til så langt tilbage at man tænker man har nået bunden af hukommelsen. Men der skal sorteres, føles, reflekteres. Det var en fornøjelse at læse om dine "billeder". Og lidt nysgerrig bliver man på, hvilke reflektioner du så har på billederne

    SvarSlet
  4. Donald, ja, det er rart at kunne huske, men det er kun begyndelsen .. pointen er at det den introverterede oplever, bliver taget ind og genererer en masse arbejde, som om situationen ikke var ovre. Hvis man så oplever meget på kort tid, lægger det sig som lag på lag og dræner en for energi, og det fordrer at man stopper for stimulering eller input og giver sig tid til at opleve oplevelserne færdige inden i sig selv, så at sige. Eller sådan ville jeg udtrykke det, andre har formuleret det på andre måder.

    Godt du kom helt hjem fra Fyn dengang :-).


    Charlotte, jeg kan godt forestille mig at du genkender, både overstimuleringen som jeg har forsøgt at illustrere, og behovet for indadvendt tid :-). Jeg fik svømmet op opnåede et dejligt flow, og jeg gav mig endda tid til at gå igennem relaxafdelingen og slutte af med at ligge i det varme vand og flyde under ovenlysvinduet og en blå himmel :-).

    Prophecy, ja, det kan tage sin tid at blive færdig med de billeder der har fæstnet sig. Og jeg tænkte nok at et kvikt hoved ville stille spørgsmålet med refleksionerne :-D, og var også lidt i tvivl om hvordan jeg lige skulle dreje det her, men jeg valgte at blive dér hvor jeg måske kunne kunne skrive så andre ved at læse kunne fornemme hvor meget tilsyneladende "små" oplevelser kan komme til at fylde i den introverteredes indre verden. Måske lykkedes det lidt, tænker jeg, når du siger at du bliver nysgerrig efter refleksionerne - så har du i hvert fald mærket at der må følge en hel masse af de her billeder :-).

    SvarSlet
  5. Sikke en masse - og på bare en weekend?! Tænk engang, hvor mange tilstande, indtryk og følelser, vi kan smutte ind og ud af på een dag?!
    Jeg kan li' dine reflektioner og billeder, kære Janne, og kommer til at tænke på en veninde, som fornylig kom til den erkendelse, at hun er laaaangsom til at fordøje indtryk, erkendelser osv. Det langsomme og det introverterede baner vejen for de dybere spadestik i personlige processer. JEg tror på de dybe spadestik ;o))

    SvarSlet
  6. Ja, kan virkelig nikke genkendende til det du skriver. Kender alle de billeder og oplevelser som sætter en hel masse i gang. Selv har jeg glæde af dem - når jeg selv har overskud. Er der til gengæld stress og overload i mit system er det dagens opgave at få sorteret og styr på billeder og indtryk.
    Godt at du kender og finder dine egne afspændningsmuligheder som giver ro og overblik.

    ps. kender vanen med kalenderen du fortalte om i sidste indlæg. Skriver eller prøver at skrive 5 ting jeg er taknemmelig for hver dag.
    Håber du får en god aften
    mange hilsner Nicole

    SvarSlet
  7. Rina, ja, på bare en weekend :-). Og jeg tror da du har ret med hensyn til spadestikkene - til gengæld er der så nogle andre ting man bestemt ikke er god til, eller som i det mindste ikke ligger lige til højrebenet. Du ser aldrig mig futte rundt og sprede god stemning i et større selskab, for eksempel - her er jeg en decideret tørvetriller :-).


    Nicole, ja, det kræver at der er plads og tid, ellers bliver man meget presset og måske stresset, og det kan være noget af en udfordring at "skaffe" plads og tid i vores meget ekstraverterede verden.

    Det med kalenderen - jeg har hørt om andre der har haft stor glæde af sådan en "taknemmelighedsdagbog" - det er i hvert fald et godt fokus at vælge hvis man ikke har det af sig selv, tænker jeg :-).

    SvarSlet
  8. Well, som du skrev på min blog: overload er et kendt fænomen! Men mærkeligt er det nu, når mætningspunktet er nået.... Så er man som et stykke træ, der har suget olie nok. Vand preller bare af...

    SvarSlet
  9. Anne, ja, kendt for nogle af os :-). Jeg kender heldigvis det punkt rigtig godt hos mig selv, og jeg kan nærmest blive udmattet (eller i hvert fald bekymret og bange for om jeg kan holde ud) før en periode hvor jeg kan forudse punktet vil blive overskredet.

    SvarSlet