torsdag den 24. marts 2011

Tabu

Jeg kan ikke slippe billedet af eller tanken om at jeg har mødt personer, her iblandt mig selv, der var bange for at komme tæt på andre mennesker, og som gennem selvransagelse nåede frem til at det var fordi de var bange for at det andet menneske skulle finde ud af noget om dem selv som gjorde at den anden ikke kunne lide dem og måtte tage afstand fra dem. Det tror jeg en del mennesker genkender, men det forekommer mig at for mange af os gælder det også at vi kan tage et spadestik dybere og under denne umiddelbart genkendelige frygt for "at blive afsløret" finde en sønderknusende frygt for at det skulle vise sig at der var noget hos den anden som vi ikke selv kunne lide og måtte tage afstand fra - og at det er denne urummelige eller dømmende instans i os selv vi i virkeligheden er bange for at den anden ville dømme og forkaste os for. Finurligt nok. Som en anden side af præcis samme sag.

Jeg forestiller mig at denne frygt har sit udspring i en mægtig ubevidst tabuisering af det vilkår at vi ikke - selvom det ofte bliver præsenteret for os som et ideal vi burde leve op til - er i stand til som mennesker at være fuldkomment moderligt altfavnende eller i stand til som en anden gud at se og synes at alt er godt, men at vi hver især er afvisende over for nogle værdier og beskyttende over for andre. Jeg oplever det som en slags personlig tabuisering af det træk ved mennesket at vi alle har nogle personlige værdier som tegner os med lys og skygge, dvs. gør at der er noget man som person opfatter som rigtigt og forkert, godt og ondt, positivt og negativt - både i os selv og i andre. Et tabu som er opstået fordi man har en forestilling om at man skal være i stand til at rumme og holde af alle andre for selv at være elskværdig. Måske skammer man sig ligefrem over sig selv når man kan mærke at der er nogle menneskelige egenskaber (og nogle sider af sig selv) man bedre kan lide end andre, og at man - selvom man har forstået det overordnede princip at vi alle er præcis som vi skal være - kan registrere at nogle mennesker måske endda vækker ubehagelige følelser i én.

En sådan ubevidst tabuisering, tror jeg, kan være ganske livshæmmende fordi den tvinger én til at bruge en masse energi på at opretholde en maske som viser det man ubevidst forestiller sig andre kan lide at se (fordi det er sådan men helst selv vil se sig selv), og fordi den hindrer én i at komme så tæt på andre at man kan se bag om deres masker, skræmt fra vid og sans som man er for at finde noget man må tage afstand fra og som kan få en til at mærke hvem man i virkeligheden selv er - bag den pæne maske.

Lys og skygge, det er det det hele handler om, og nu hvor jeg er i det her bestemte skyggefelt, som jeg friskt med mine egne ord kalder ubevidst tabuisering af de ikke-alt-rummende sider af én selv, vil jeg også lige minde om at skyggearbejde ikke handler om at afskaffe skyggen, men om at få øje på at vi alle har en skygge og ikke kan komme uden om at have den (men måske nok gøre den lidt mindre med tiden, lige som når solen står højt, og man befinder sig nær ækvator). Vores psyke vil altid omfatte noget som er ubevidst, og som vi ikke kan se hos os selv, men kun hos andre, og som vi tror hører dem til.

Jeg har med vilje valgt ordet tabu, fordi det for mig også kan illustrere vejen ud af "livshæmningen" og ind i livsudfoldelsen. Sådan helt banalt sagt, så tror jeg på at talemåden eller flosklen om at hvis man bryder et tabu, mister det sin magt, også gælder her. Hvis man kan sige til sig selv: "Okay, der er nogle menneskelige fænomener her i livet jeg bare ikke kan snuppe lige nu, og jeg kan mærke på ubehaget i min krop når jeg er tæt på dem, at det ikke er godt for mig at have noget at gøre med dem lige nu, og det respekterer jeg og tager jeg ansvaret for", så kan jeg måske efterhånden lade masken falde og frigøre noget af al den energi der har været bundet i at opretholde den, og i stedet bruge energien til at lade mit liv udfolde sig med alt hvad det indebærer af godt og ondt.

Og måske er det også så heldigt, at jeg når jeg lader mit liv udfolde sig og bruger min tid her på jorden uden så mange forbehold og bekymringer, bliver i stand til efterhånden at rumme flere af de fænomener jeg lige nu ikke kan snuppe - simpelthen fordi jeg ikke mere har så meget maskeenergi bundet i ikke at lade det skinne igennem at jeg ikke kan snuppe dem. Fordi jeg ikke er så bange for min egen skygge mere og har accepteret at jeg har den. Måske mister de ting der provokerer mig så meget hos andre, deres overdrevne betydning for mig og bliver noget som mere eller mindre bare passerer, noget som jeg måske nok iagttager og registrerer, men som jeg ikke skal "tage mig af" personligt. Tror jeg.

13 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Hvor er du klog. Jeg siger det helt fra hjertet af.
Og er ret glad i din "lige nu" for livet er hele tiden i bevægelse.
Tak for alle dine tanker:-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Miri, jeg ved du taler fra hjertet af :-). Og selvtak for dine tanker - sådan hjælper vi hinanden med at bevæge os, tror jeg :-).

Liv Davids sagde ...

Du er altså en klog kone, og jeg vil slet ikke forsøge at komme med en indsigtsfuld kommentar. I stedet for vil jeg tænke over dine kloge ord, for du har fat i noget væsentligt her.

Mange hilsner

Liv

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak, Liv :-). Og tænk endelig videre, for så kloge er mine ord med garanti ikke at de skal være de sidste. Så klog er ingen.

(Og til både dig Liv og Miri: jeg opfatter altså ikke mig selv som klog overhovedet. Famlende, søgende delende - det er alt :-)).

Krutters Krøller sagde ...

Janne, du ER en viis kvinde! Og du kan sætte ord på det - tak for det ! LIvshæmmende er rammende og præcist - og derfor er SÅ vigtigt at slippen kampen. Og nogle gange er det også bare sådan, at man har bedre kemi med nogen end med andre, skygger eller ej. Og det er også helt ok. Tak for dit indlæg, kære Janne - det genopfrisker det, der kan glemmes i en hverdag. ;o)

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak, Rina :-). Hvor er jeg glad for at du kunne bruge det her til noget konstruktivt, det er jo hele mit ærinde. (Og jeg ved godt at jeg jeg laver en helt umulig metafor nu, men tror du ikke det er skyggen der bestemmer kemien? Jeg har oplevet at de mennesker jeg føler mig på bølgelængde med, ofte viser sig at have udviklet komplekser (altså i jungiansk forstand) som ligner mine vegne vældig meget?).

Janne Møller Olsen sagde ...

Nøj, jeg er træt efter en fantastisk, men optaget dag. Dobbelt-jeg'er og 'vegne' i stedet for 'egne' - håber du kan læse hvad jeg mener ..

Krutters Krøller sagde ...

*SS* Jo, jeg tror helt bestemt, at skygger har stor betydning for kemien - god eller dårlig. Kom faktisk til at tænke på, at man nogle gange møder mennesker, hvor der opstår en gensidig tiltrækning, men hvor det er svært alligevel at komme tæt på hinanden - lidt ligesom Brio-tog, der er vendt forkert?
Måske er det to gensidigt uopdagede skyggesider, der mødes?
Nå, det var bare en "sen" tanke... ;o))

Janne Møller Olsen sagde ...

Rina, briotog, haha. Min mormor havde to små plastikhunde i vindueskarmen da jeg var barn, en hvid og en sort terrier, og de havde magneter i hoved og r... Jeg kunne få timer til at gå med at prøve at sætte de to hunde sammen - de kunne kun stå hoved mod r.. - gad vist om det kan bruges til noget? Nej, helt alvorligt .. jeg er for træt til at tænke, jeg vender måske tilbage ..

Krutters Krøller sagde ...

*GGG* Det giver unægteligt andre associationer end Briotog! Og gad vide om der var tænkt over magneternes placering i de to hunde?!?! *GG* En dejlig søndag til dig ;o)

Janne Møller Olsen sagde ...

Rina, jeg tror der var tænkt over det :-). Og tak, nu er den gået, den søndag - jeg håber din har været god :-). (Min har).

Charlotte sagde ...

Det tror jeg også, Janne (din sidste kommentar i indlægget :-)) Jeg tror på, at i det øjeblik vi tager vores egne skyggesider poisitivt og anderkendende til os, lægger vi helt automatisk masken. Vi har simpelthen ikke noget ærinde i at binde vores energi i andre menneskers skyggsider. Rummeligheden i forhold til os selv øger selvværdet og gør os mere rummelige i forhold til andre og sætter os fri. og så er der en skyggeside i også at tage til os, at vi faktisk er mennesker, der nogle gange ikke kan rumme, at acceptere denne side af os også, at vi ikke bare altid er rummelige, venlige, imødekommende, som vi måske helst vil se os selv. Og der kan selvfølgelig opstå en indre konflikt, når man som du er inde på godt véd, hvad der skal til: at være anerkendende overfor sig selv, at vide at man er lige som man er, at vide dette og så samtidig mærke, at det ikke er sådan det er. Det er livshæmmende, og der er virkelig et tabu at bryde her. Måske gentager jeg bare, hvad du skriver, men du har virkelig fat i noget væsentligt her, og jeg vil bare gerne være med til at slå hul i det tabu. Tak for det gode indlæg :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Charlotte, tak for din kommentar, jeg synes jo bare det er dejligt at se budskabet gentaget. Jo flere måder det bliver sagt på, jo flere mennesker kan måske fange det. Tror jeg :-).

Send en kommentar