16. marts 2011

Skridt på vejen


Jeg har gået rigtig langt i dag, og mens jeg gik, kom jeg til at tænke på hvordan det er, det der med at rejse. Hvordan man måske nok vænner sig til at være på rejse generelt og måske nok husker at pakke tandbørsten hver gang eller udvikler rutiner der får det hele til at virke velkendt uanset om man sidder i en ventesal eller slår telt op på en campingplads. Men også hvordan man til trods for det altid mentalt er et andet menneske når man tjekker ud end når man tjekker ind, fordi et sted altid er nyt til at begynde med og noget helt andet til at ende med. Og så tænkte jeg på at hvis to rejsende mødtes det samme fysiske sted, i den samme hotellobby eller i det samme sommerhus ved vestkysten, og den ene lige var ankommet og den anden var ved tage afsted, så var de to mennesker på en måde slet ikke det samme sted mentalt.

Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik, og jeg tænkte at jeg må huske hvis jeg er den der lige er ankommet, at det ikke nytter ret meget at spørge den der er ved at forlade stedet, om alt muligt - jeg bliver nødt til at opleve det selv. Og hvis jeg er den der er ved at tage afsted og står over for den der lige er ankommet, skal jeg vare min mund og ikke dele ud af alle mine oplevelser og spille klog, men blot smile så den anden kan se at det har været et godt sted at være for mig, og måske lige sige hvor elevatoren er eller hvor optændingsbrændet ligger, og så ellers bare ønske vedkommende et godt ophold og en fortsat god rejse.

For vi finder jo ud af det selv. Os rejsende. Det er det der er hele idéen. Og det eneste der virker. Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik.

16 kommentarer:

  1. Jeg synes du er klog.Tak for at dele indsigt.

    SvarSlet
  2. Gitte, tak. Det betyder meget at du siger det :-).

    SvarSlet
  3. Det var meget livsklogt formuleret - tak for det :-)

    SvarSlet
  4. Man tænker så godt, når man går :-)

    SvarSlet
  5. Marianne, tak - også til dig for at sige det :-).

    Miri, ja :-) (men nogle gange også på det forkerte, jeg havde i hvert fald lidt svært ved at koncentrere mig om det jeg gik for at ordne, men det er nærmest the story of my life :-)).

    SvarSlet
  6. Kære Janne,
    et dejligt og tænksomt indlæg... Det fik mig i hvert fald til at tænke over det med at dele ud af erfaringer (læs go'e råd *S*). Jeg ku' godt øve mig i ikke at øse så "gladeligt" ud af erfaringer *S* Man er nødt til at mærke selv... Tak! ;o))

    SvarSlet
  7. Rina, tak :-). Jeg kender udmærket fornøjelsen ved at dele ud af det der har gjort en forskel for mig selv ;-), men jeg har også lært noget helt fundamentalt af at mærke hvad det betyder at skulle gå hele vejen selv for at finde indsigt og svar, og ikke modtage dem fra andre, og af at blive ledsaget af én person der har indsigt nok til at lade noget der er større end ens egen altid begrænsede bevidsthed sætte dagsordenen og være i stand til at modstå fristelsen til selv at gøre det. Jeg har - og det er jo så bare min individuelle måde at se det på - lært at det er det eneste der batter i sidste ende.
    Det er fint at lade sig inspirere af andre og selv give sin inspiration videre - hvis vi ikke gjorde det, ville verden nærmest gå i stå eller miste balancen, tror jeg. Men i sidste ende er vi alle selv i stand til at få kontakt med visdommen i os selv.

    SvarSlet
  8. Det var meget smukt at læse, Janne! Og tak for i går - det var dejligt at møde dig også i virkeligheden, hos Losarinas mor. Disse blogtræf har en særlig magi, som jeg holder meget af.

    SvarSlet
  9. Madame, tak - og selvtak, ikke mindst, det var nemlig rigtig fint. Det gør noget ved én at træde frem fra bag skærmen - og at opleve andre gøre det samme :-).

    SvarSlet
  10. Som Kirkegaard der går sig til sine store tanker. Smukt beskrevet hvordan vi må gå vejen selv. Kender både til det at være en gavebod af gode idéer;) og følelsen af at der kun er den vej som jeg mærker er Rigtig for mig. Dejlig læsning...

    SvarSlet
  11. Charlotte, ja, det er sådan det er. Heldigvis forstår man til sidst godt hvor meget man risikerer hvis man i det helt intime møde med ét enkelt menneske overøser det med indsigt som hører fremtiden til for vedkommende, tænker jeg, i hvert fald som den "vedkommende" jeg er :-). Det har dog taget sin tid for mig helt at fatte, men man kan jo bare kigge på sine store børn og deres reaktioner når man prøver at spille klog og lægge op til at de kan overtage ens egen erfaring - det er en meget illustrativ parallel, synes jeg :-).

    SvarSlet
  12. He he..ja børn er givetvis rigtig gode læremestre...

    SvarSlet
  13. Charlotte, jeg har lige opdaget at du skriver på en blogspotblog og ville lægge en kommentar, men der kommer ikke noget skrivefelt op ..

    Tillykke med din farmor - og ikke mindst mindet om hende som gør at hun er til stede selvom hun ikke er det ;-).

    SvarSlet
  14. Charlotte, jeg har fundet fejlen mht. kommentarboksen på din blog - den var helt og holdent her hos mig og er nu rettet :-). Jeg havde indstillet et tilføjelsesprogram jeg bruger, for "skrapt".

    SvarSlet
  15. Skønt at se dig på min nye side, så godt du fandt ud af teknikken :o)

    SvarSlet