torsdag den 31. marts 2011

Retrospektiv billedanalyse


Dette er IKKE et billede taget i dag, men et billede taget en anden dag hvor håret var kortere og stod mere lige op i luften. Og netop fordi det IKKE er et billede taget i dag, kan jeg kigge på det, grine lidt og tænke: Hold kæft, hvem ved sine fulde fem gider leve sit liv så man ser sådan her ud hver anden eller femte dag? Gider JEG det? Næ.

Hver halvtredsindstyvende dag måske. Men det må også være højden.

tirsdag den 29. marts 2011

I farver

Det kan være godt at bruge en usynlighedskappe så længe der er fare på færde, og man føler sig truet, men på et tidspunkt bliver det måske tid til at skifte til en blikfangskappe, og måske er den tid kommet for mit vedkommende nu, for lige pludselig og ved et tilfælde (eller var det nu også et tilfælde?) er jeg blevet den lykkelige ejer af dette farveorgie af et sjal. Jeg har det på lige nu, og det føles nærmest som om det altid har været mit, og det er jo et spøjst fænomen når jeg ved at jeg tidligere har tænkt at det var helt uden for min sortusynlige rækkevidde at komme til at eje og bære sådan et.

mandag den 28. marts 2011

Weekendbilleder

Jeg fordøjer. Sorterer. Tænker på at drikke en ekstra kop kaffe og tænker at lige om lidt går jeg i gang med det jeg skal.

Billeder fra en fantastisk weekend flyver rundt i mit hoved. Jeg kigger på dem og mærker efter. Bladrer.

---
Jeg sidder i min stue. En ven, jeg lærte at kende for vistnok cirka 24 år siden, har smidt sig i min sofa og siger ting jeg griner af, bliver eftertænksom over og bevæget af. Hun rusker i mig på en ret kompetent måde, og jeg værdsætter det højt. Hun kan huske hvad der også er mig, selvom jeg selv har glemt det, og jeg får kontakt til noget der har været forsvundet ud af mit synsfelt i flere år. Jeg registrerer at jeg har mistet noget som jeg engang var rigtig glad for at beskæftige mig med, og at jeg kan godt holde ud at mærke det. Noget bevæger sig.
---
Jeg står i entreen i en lille lejlighed i Middelfart. Jeg hjælper en ældre kvinde der fylder 89 netop denne smukke søndag, med at få overtøjet på og komme over i kørestolen. Langsomt, meget langsomt, for hendes krop er mindst sine 89 år gammel. Det tager en rum tid. Vi kommer hen til elevatoren og opdager at den er i stykker så vi ikke kan komme ned på gadeplan. Vi må gå tilbage ad svalegangen og ind i den lille lejlighed igen. Det var den forårstur. Den 89-årige fødselar tager det med stoisk ro. Hun er vant til at være spærret inde og have mistet sin selvbestemmelse i den ydre verden. Selv kan jeg mærke raseriet og følelsen af afmagt vokse frem indeni.
---
Jeg sidder i bilen. På motorvejen hjem fra Fyn overhaler vi en gul beetle. Bag rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker optaget med de tre andre i bilen og ser mig ikke. En af drengene insisterer på at vi kører ind på en rasteplads og får noget at drikke, så det gør vi. Da vi kommer ud på motorvejen og har kørt en tid igen, overhaler vi en gul beetle. Ved rattet sidder en person jeg engang kendte, og som jeg stadig holder af. Hun snakker med de tre andre i bilen og ser mig ikke. Jeg synes det er ret syret, og mærker at mødet fylder.
---
Jeg ser "Den som dræber", tænker at serien på mange måder minder om "Wire in the blood" og husker at der er skrevet om Tony Hill at han har det sådan: "the grown-ups are shouting and it must be my fault". Sådan har jeg det også, husker jeg nu pludselig. Hvis nogen er vrede, må det være mig der er årsagen. Det har taget mig mange år at fatte at det er en opfattelse jeg selv har konstrueret ud fra oplevelser tidligere i mit liv, og jeg kan stadig blive fanget i følelsen.
---
Jeg sidder ved computeren. Jeg er træt som ind i helvede, men alligevel så nysgerrig at jeg lige må se om nogen har skrevet noget her eller der som jeg gerne vil forholde mig til. Jeg får kludret gevaldigt rundt i nogle ting både her og der, min sædvanlige kritiske, langsomme og grundige stil er åbenbart sat ud af spillet. Min hjerne er optaget, og jeg har det som om jeg ikke er helt mig selv. Jeg griner og husker at nogen engang fortalte mig at når man er træt og udmattet, kommer skyggen frem, og det skal jeg da ellers lige love for. Skidt pyt på den ene side. Øv av på den anden.
---

Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg er introverteret; jeg har brug for tid til at bearbejde alt hvad jeg oplever, i mit eget system, og jeg kan ikke bare køre videre med at opleve i den ydre verden, så bryder mit system til sidst sammen af overbelastning. Nu tager jeg den der sidste kop kaffe og kører i svømmehallen for at svømme selv. Jeg har en aftale, og det er godt, for jeg ved af erfaring at det meditative flow jeg ofte kommer ind i når jeg svømmer, hjælper mig til at bearbejde og sætte billeder på plads, så jeg kan få energi til at vende mig udad igen.

torsdag den 24. marts 2011

Stadig limbo

Jeg er igen her, omend stivheden er aftaget betragteligt. Når jeg skriver 'igen', er det fordi jeg lige fik en udsættelse foræret på grund af en vandskade og nogle andre tekniske uheld. Men en udsættelse er en udsættelse og ikke en aflysning eller en tilbagekaldelse, og nu kører løbet, som har optaget mit system også mens jeg ventede på at det skulle komme i gang. Det er dog allerede blevet et par forhindringer kortere, det er altid noget.

Jeg har den vane at skrive en lille, kort note i min kalender hver aften som jeg synes opsummerer dagen. Jeg har opdaget at uanset at ordene er få, kan jeg stort set altid genkalde mig dagen når jeg læser dem, og det synes jeg er ret sjovt. I går skrev jeg: "Onsdag aften. Jeg overlevede! I morgen skal det fejres".

I dag fejrer jeg så, og jeg kender ikke nogen bedre fest end 1) at forsøge at formulere hvad jeg tænker, på skrift, og 2) at samtale dybt med én anden person. Det mener jeg helt ærligt; jeg køber ikke tøj eller spiser god mad eller samler vennerne når jeg skal feste, jeg skriver og samtaler. Uforstyrret. Og siden jeg efterhånden har konstateret det, har jeg jo spurgt mig selv hvordan jeg kan gøre hver dag til en fest i stedet for at gøre hver dag til et spørgsmål om at overleve noget der minder om min egen begravelse? Svaret blæser i vinden lidt endnu, men det skal nok komme .. det sætter jeg min lid til.

Tabu

Jeg kan ikke slippe billedet af eller tanken om at jeg har mødt personer, her iblandt mig selv, der var bange for at komme tæt på andre mennesker, og som gennem selvransagelse nåede frem til at det var fordi de var bange for at det andet menneske skulle finde ud af noget om dem selv som gjorde at den anden ikke kunne lide dem og måtte tage afstand fra dem. Det tror jeg en del mennesker genkender, men det forekommer mig at for mange af os gælder det også at vi kan tage et spadestik dybere og under denne umiddelbart genkendelige frygt for "at blive afsløret" finde en sønderknusende frygt for at det skulle vise sig at der var noget hos den anden som vi ikke selv kunne lide og måtte tage afstand fra - og at det er denne urummelige eller dømmende instans i os selv vi i virkeligheden er bange for at den anden ville dømme og forkaste os for. Finurligt nok. Som en anden side af præcis samme sag.

Jeg forestiller mig at denne frygt har sit udspring i en mægtig ubevidst tabuisering af det vilkår at vi ikke - selvom det ofte bliver præsenteret for os som et ideal vi burde leve op til - er i stand til som mennesker at være fuldkomment moderligt altfavnende eller i stand til som en anden gud at se og synes at alt er godt, men at vi hver især er afvisende over for nogle værdier og beskyttende over for andre. Jeg oplever det som en slags personlig tabuisering af det træk ved mennesket at vi alle har nogle personlige værdier som tegner os med lys og skygge, dvs. gør at der er noget man som person opfatter som rigtigt og forkert, godt og ondt, positivt og negativt - både i os selv og i andre. Et tabu som er opstået fordi man har en forestilling om at man skal være i stand til at rumme og holde af alle andre for selv at være elskværdig. Måske skammer man sig ligefrem over sig selv når man kan mærke at der er nogle menneskelige egenskaber (og nogle sider af sig selv) man bedre kan lide end andre, og at man - selvom man har forstået det overordnede princip at vi alle er præcis som vi skal være - kan registrere at nogle mennesker måske endda vækker ubehagelige følelser i én.

En sådan ubevidst tabuisering, tror jeg, kan være ganske livshæmmende fordi den tvinger én til at bruge en masse energi på at opretholde en maske som viser det man ubevidst forestiller sig andre kan lide at se (fordi det er sådan men helst selv vil se sig selv), og fordi den hindrer én i at komme så tæt på andre at man kan se bag om deres masker, skræmt fra vid og sans som man er for at finde noget man må tage afstand fra og som kan få en til at mærke hvem man i virkeligheden selv er - bag den pæne maske.

Lys og skygge, det er det det hele handler om, og nu hvor jeg er i det her bestemte skyggefelt, som jeg friskt med mine egne ord kalder ubevidst tabuisering af de ikke-alt-rummende sider af én selv, vil jeg også lige minde om at skyggearbejde ikke handler om at afskaffe skyggen, men om at få øje på at vi alle har en skygge og ikke kan komme uden om at have den (men måske nok gøre den lidt mindre med tiden, lige som når solen står højt, og man befinder sig nær ækvator). Vores psyke vil altid omfatte noget som er ubevidst, og som vi ikke kan se hos os selv, men kun hos andre, og som vi tror hører dem til.

Jeg har med vilje valgt ordet tabu, fordi det for mig også kan illustrere vejen ud af "livshæmningen" og ind i livsudfoldelsen. Sådan helt banalt sagt, så tror jeg på at talemåden eller flosklen om at hvis man bryder et tabu, mister det sin magt, også gælder her. Hvis man kan sige til sig selv: "Okay, der er nogle menneskelige fænomener her i livet jeg bare ikke kan snuppe lige nu, og jeg kan mærke på ubehaget i min krop når jeg er tæt på dem, at det ikke er godt for mig at have noget at gøre med dem lige nu, og det respekterer jeg og tager jeg ansvaret for", så kan jeg måske efterhånden lade masken falde og frigøre noget af al den energi der har været bundet i at opretholde den, og i stedet bruge energien til at lade mit liv udfolde sig med alt hvad det indebærer af godt og ondt.

Og måske er det også så heldigt, at jeg når jeg lader mit liv udfolde sig og bruger min tid her på jorden uden så mange forbehold og bekymringer, bliver i stand til efterhånden at rumme flere af de fænomener jeg lige nu ikke kan snuppe - simpelthen fordi jeg ikke mere har så meget maskeenergi bundet i ikke at lade det skinne igennem at jeg ikke kan snuppe dem. Fordi jeg ikke er så bange for min egen skygge mere og har accepteret at jeg har den. Måske mister de ting der provokerer mig så meget hos andre, deres overdrevne betydning for mig og bliver noget som mere eller mindre bare passerer, noget som jeg måske nok iagttager og registrerer, men som jeg ikke skal "tage mig af" personligt. Tror jeg.

mandag den 21. marts 2011

Tak ..

.. til jer der lukkede mig ind på både den ene og den anden måde i går.


(Og nej, jeg er heller ikke helt i sort i dag ..).

onsdag den 16. marts 2011

Skridt på vejen


Jeg har gået rigtig langt i dag, og mens jeg gik, kom jeg til at tænke på hvordan det er, det der med at rejse. Hvordan man måske nok vænner sig til at være på rejse generelt og måske nok husker at pakke tandbørsten hver gang eller udvikler rutiner der får det hele til at virke velkendt uanset om man sidder i en ventesal eller slår telt op på en campingplads. Men også hvordan man til trods for det altid mentalt er et andet menneske når man tjekker ud end når man tjekker ind, fordi et sted altid er nyt til at begynde med og noget helt andet til at ende med. Og så tænkte jeg på at hvis to rejsende mødtes det samme fysiske sted, i den samme hotellobby eller i det samme sommerhus ved vestkysten, og den ene lige var ankommet og den anden var ved tage afsted, så var de to mennesker på en måde slet ikke det samme sted mentalt.

Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik, og jeg tænkte at jeg må huske hvis jeg er den der lige er ankommet, at det ikke nytter ret meget at spørge den der er ved at forlade stedet, om alt muligt - jeg bliver nødt til at opleve det selv. Og hvis jeg er den der er ved at tage afsted og står over for den der lige er ankommet, skal jeg vare min mund og ikke dele ud af alle mine oplevelser og spille klog, men blot smile så den anden kan se at det har været et godt sted at være for mig, og måske lige sige hvor elevatoren er eller hvor optændingsbrændet ligger, og så ellers bare ønske vedkommende et godt ophold og en fortsat god rejse.

For vi finder jo ud af det selv. Os rejsende. Det er det der er hele idéen. Og det eneste der virker. Det tænkte jeg på mens jeg gik og gik.

tirsdag den 15. marts 2011

Note om stolthed og skam

Jeg trænger til at minde mig selv om at hvad der er den enes stolthed, kan være den andens skam, og omvendt. 

Ingen værdier er absolutte, og når jeg husker at mine værdier er netop mine og ikke nødvendigvis andres, og samtidig forstår at det samme gælder for alle andre og deres værdier, bliver det nemmere at beskytte mine egne og dermed udføre præcis det der er min opgave - og at lade andre udføre det der er deres.

(Men guderne skal vide at det er svært at stå ved sine værdier i liv og levned når de bryder med flertallets eller med de værdier kulturen prøver at hævde som absolutte).

fredag den 11. marts 2011

Mixed media

Janne Møller Olsen
trækker tiden ud fordi diverse trivielle -ing'er står på programmet: Kagebagning, madlavning, borddækning, oprydning, rengøring ..

onsdag den 9. marts 2011

Formel

Min tur ned i de underjordiske regioner er blevet udsat, fordi noget er blevet aflyst, så min hjerne og min evne til at være nærværende fungerer igen for en tid uden de store larmende forstyrrelser.

Det næste jeg skriver, er mest ment for sjov, og der er ingen grund til at blive bekymret eller tænke at nu går det da helt galt for hende det mærkelige tågehorn, for det gør det ikke. Det går nærmest helt godt, og i dag har jeg indset at jeg er ved at blive noget nær fagidiot, hvilket er slemt nok i sig selv, men for mit vedkommende er der i tilgift lige den krølle at man jo næppe kan sige at jeg har noget egentligt fag. Og det går ikke. På samme måde som enhver ved at to plus to er fire, kan man hurtigt regne ud hvad der så er tilbage, og det må der gøres noget ved, har jeg tænkt.

For at jeg ikke selv glemmer glimtet når lyset går ud igen, skriver jeg lige det hele op på en formel:

FAGIDIOT - FAG = IDIOT

Sådan. Nu husker jeg det forhåbentlig.

tirsdag den 8. marts 2011

I anledning af dagen

Til verden, for en bedre udnyttelse af og glæde ved vores fælles ressourcer:

"Og så kan man i øvrigt mene om intelligensprøvers værdi, hvad man vil, men det er påfaldende, at den eneste gruppe, der standsede i udvikling, var de kvikke piger. Psykologisk erfaring viser, at det at være usædvanlig er en tvivlsom gave; især når man hverken vinder kærlighed, beundring eller respekt til gengæld for tabet af fællesskabets tryghed. Det er ikke usandsynligt, at højt intelligente piger indser, at de ikke bare skal gøre sig gældende, men konkurrere, stå over for misundelse, både fra andre piger og drenge, som de kunne have mere lyst til at forelske sig i. Oven i alt andet forstår de, at deres måde at være usædvanlige på, betragtes som mandlig af begge køn. For at blive kvinder giver de afkald på at blive sig selv."

Pia Skogemann om en amerikansk undersøgelse af en gruppe pigers, senere kvinders intelligens og udvikling ved fire prøver over 37 år, i essayet Mandlighed og kvindelighed i bogen "Er jeg en sommerfugl, der drømmer? Kvindelighed, drømme og individuation i ny psykologisk fortolkning". 

søndag den 6. marts 2011

Stiv af skræk

Så kort kan det siges. Hvis jeg skulle tilføje noget, er det at jeg er tavs fordi jeg ikke kan finde stilheden indeni, og at det nok varer de næste 6-7 uger hvor jeg er forpligtet til et utal af ting i embeds medfør som gør mig ængstelig og sluger al min energi.

Men jeg skal nok gøre det. Det er vel en slags pris jeg betaler for det gode, og jeg ved at jeg kan gennemføre det, for jeg har en vilje af stål, hvis nogen skulle være i tvivl. Det bliver en ren nedstigning i mit personlige helvede, og derfor siger jeg: Vi ses igen når jeg kommer op. Momentvist eller endeligt.

tirsdag den 1. marts 2011

Vandskade


Nå. Jaså. Øv.

Og lidt yes, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg fik vist nærmest også en vandskade i sidste uge.

Prøv lige at se hvad jeg fandt på facebook mens jeg sad et øjeblik og udfyldte det ufrivillige "tomrum":




Tak til Hans for den :-).