tirsdag den 22. februar 2011

Maraton

Hvis sidste uge var en dans for mig (og det var den), må denne uge nærmest være et maratonløb. Jeg har hørt at der er mennesker der gør begge dele for fornøjelsens skyld, danser og løber maraton, og det er heller ikke for at klage, bare for at konstatere forskellen, tror jeg.

Jeg er vikar for en kollega der er på ferie, og det er helt som det skal være, selvom det bliver en lang uge. Jeg tager bid for bid, tygger og smager på dem alle, men når jeg når fredag aften, tror jeg ærlig talt jeg er mæt. I næste uge står der livredning på programmet, og jeg kunne godt forestille mig at det skal udføres på flere planer.

Har jeg nogensinde fortalt at jeg engang blev nr. 2 i toerkajak ved et internationalt maratonstævne, kun slået af nogle irske kvinder der havde dobbelt så store overarme som os (og mine var godt nok store dengang)? Det er også meget, meget længe siden. Desværre. Jeg kunne godt bruge nogle store overarme lige nu. Eller lidt irsk ild i håret.

Voksne svømning
Voksne vandgymnastik
Voksne vandgymnastik
Voksne vandgymnastik
Voksne vandaerobic

Leg og plask
Leg og plask
Begyndere
Let øvede
Øvede
Voksne

Leg og plask
Leg og plask
Begyndere
Let øvede
Øvede
Teenagere
Voksne vandgymnastik
Voksne vandaerobic
Begyndere
Begyndere
Let øvede
Let øvede

søndag den 20. februar 2011

Smeltning

lørdag den 19. februar 2011

De forhåndenværende søms princip


Så går både ugen og ferieeksperimentet på hæld. Min familie er på vej op gennem Tyskland, tror jeg, og jeg glæder mig helt vildt til at se dem. Det er for tidligt og for privat at konkludere noget her, men jeg har fyldt mine egne bøger (de sorte) med iagttagelser.

Mine sofaer er blevet hvide. Klokken et i nat kunne jeg træt smide mig i den ene og se tilbage på et forløb der startede i mit hoved for længe siden. I mandags tog jeg i ikea og købte nye gardiner og pudebetræk. Så gik der fire dage hvor jeg gik rundt som katten om den varme grød og fornøjede mig med andre projekter, som der er glimt af her, fordi jeg var bange for både at regne og klippe forkert når jeg gik i gang med at forvandle de gamle gardiner til sofabetræk. I går var det sidste chance, og jeg fik endelig fundet saks, nål og tråd frem og kom i gang. Er der mon nogen derude der ved hvor lang tid det tager at sy to sofaer i hånden? Nej, vel? I dag er jeg øm i hele kroppen af at sidde i de mest umulige stillinger og sy. Men jeg gjorde det. Og det har stort set ingenting kostet. Resultatet er okay. For nu.

Mens jeg ventede på at sofabetrækideen modnedes, har jeg også læst "Karlsvognen" af Kristín Marja Baldursdóttir, og det var en skuffelse. Som gud og hvermand ved, har samme forfatters bøger om Karitas haft enorm betydning for mig, men "Karlsvognen" kommer ikke så meget som i nærheden af dem. Jeg læste dog hele bogen, noget må alligevel have fanget mig.

Jeg har også genlæst dele af "Kvindelighed i vækst" af Pia Skogemann, det kan du læse lidt mere om på min nørde-blog her. Og jeg har taget hul på "Spis, bed, elsk" af Elizabeth Gilbert, som jeg er blevet nødet til at læse mange steder fra, og som bibliotekets køsystem mener at det er tid for mig at læse nu. Jeg er allerede lidt træt af den snakkende, amerikanske fortællestil, men det kan jo være det bedrer sig. Måske er jeg i det hele taget bare træt.

Lige nu sidder jeg og tænker på at det er lidt fedt at jeg har fundet ud af at spise lakridser med en gaffel så jeg kan hækle samtidig. Ikke dårligt.

Kvindelig typologi

Jeg tænkte at jeg ville dele noget her som jeg selv har haft stor glæde af at have med i bagagen. Det er bare et fragment som jeg personligt selv har fundet nyttigt at tage frem og undersøge nærmere med jævne mellemrum, og jeg skriver kort og for det meste med de originale ord om det, for egentlig vil jeg bare gerne henvise til kilden selv.

I bogen ”Kvindelighed i vækst. Voksne kvinders udvikling set ud fra C.G. Jungs psykologi” af Pia Skogemann er der et mindre afsnit om typologi. Bogen er fra 1984, så den er ikke helt ny, og formentlig er opfattelserne i den for længst taget til et nyt niveau, enten af Pia Skogemann selv eller af andre kyndige mennesker. Jeg tager den alligevel op her, dels fordi jeg kan mærke at noget giver genklang og virker gyldigt på mig, og dels fordi den om ikke andet angiver et fokus der kan fungere som et udgangspunkt for min egen og eventuelt andres videre søgen.

Pia Skogemann stiller spørgsmålstegn ved om Jungs typologi, som mange sikkert kender overfladisk fra for eksempel Myers Briggs Typeindikator (MBTI), overhovedet er lige så relevant for kvinder som for mænd, og med afsæt i dette inddrager hun Toni Wolffs ”fire kvindelige strukturformer” hvor der er lagt vægt på en dimension i typebeskrivelserne som Jungs typologi ikke direkte medtager, men som er karakteristisk for kvinder, nemlig forskellige former for relationsmåder.

Pia Skogemann skriver om sit valg af teori:

”Dette anser jeg for værdifuldt, fordi der dermed lægges vægt på den psykologiske baggrund for de forskellige kvindelige roller, som mor, hustru, datter, elskerinde, som alle sammen forudsætter et forhold til andre. Også i de ”objektive” roller ude i samfundet er det tydeligt, at kvinder lægger mere vægt på personlige forhold, fællesskab og grupper end mænd gør”. (side 78).

Og videre lidt længere nede:

”Snarere udgør Wolffs ”typologi” et kvindeligt mønster, der kan hjælpe den enkelte kvinde til at forstå, hvilket psykisk grundmønster der primært præger hendes tilværelse. Det kan også hjælpe kvinder til at indse, at der er andre kvinder, hvis veje og værdier er anderledes end deres egne, men som alligevel kan være med til at udvide og udtrykke det kvindelige univers.” (side 80).

Som nævnt opererer Wolff med fire kvindelige strukturformer:
  • Modertypen, ”som støtter og nærer alt, hvad der er svagt og uudviklet”. Måske ”i besiddelse af en næsten grænseløs uselviskhed og selvopofrelse”. ”Den positive udgave er næsten identisk med selve kvindeidealet i vores samfund”. Træder også frem ”i mere overført forstand som for eksempel Florence Nightingale og Mother Theresa”. (side 80). 
  • Hetæretypen, som ”er den typiske ”fars datter". I vores samfund er der to tilsyneladende meget forskellige udgaver af dette grundmønster”: 1) Anima-kvinden der opnår følelsen af betydning ved at spejle sig i en mand, og som er "ekspert" i at møde sin mands ubevidste forventninger til hvordan en kvinde skal være på det sanselige plan, og 2) ”Den kloge datter” som spejler sin mands intellekt og ånd, som er mandens gode, præsterende kammerat og medhjælper, og som værdsættes højt af manden (så længe hun ikke overhaler ham intellektuelt). (side 81) 
  • Amazonetypen, der har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. ”I positiv forstand hviler hun i sig selv, men i negativ forstand bliver hun præget af en følelsesmæssig utilnærmelighed”. Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82). 
  • Formidlertypen, som ”Wolff kalder den mediale struktur”, og som først og fremmest er ”knyttet til det kollektive ubevidste. Hun opfanger intuitivt det, som ligger i luften, og hun søger at videregive det i en eller anden form. Ofte drejer det sig om indtryk af det, som ligger i omgivelserne, men som disse ikke er sig bevidst”. Indtil hun har udviklet ”et fast ego og en differentieret skelneevne”, kan hun blive ”oversvømmet af ubevidst indhold” og have ”svært ved at skelne mellem jeg’et og det ubevidste”, for hendes psyke er ”porøs indadtil”. (side 84). Denne types primære relationer til andre kan altså beskrives som en formidlers rolle, og det indhold der eventuelt formidles, hvis det er passende, er hentet fra det kollektive ubevidste. ”Wolff skriver: ”Det objektivt eller kollektivt psykiske kan imidlertid kun udtrykkes dækkende i et objektivt sprog, som, bortset fra kunsten, må være et psykologisk eller symbolsk sprog.”” Typen har ”i vores kultur haft meget få muligheder for positiv og anerkendt udfoldelse. Nogle få undtagelser har været de store religiøse kvindelige begavelser – og de måtte anerkende en nonnetilværelse. I gamle kulturer og i primitive kulturer har formidlertypen haft sin plads som seerske, sibylle, orkalpræstinde og shaman. Alle har de været kvinder, hvis opgave det var at opdage, hvad der endnu kun var i sin vorden – de har skullet afdække ”gudernes” vilje, noget som angik hele samfundet”. (side 84). 
Pia Skogemann der anser sig selv for at have formidlertypen som sin primære struktur, giver en kort, men fin fremstilling af sit eget forløb frem mod at udvikle ovennævnte skelneevne og dermed at kunne adskille sig selv fra de kollektive projektioner. Hun skriver blandt andet: ”Jeg lærte at bruge andre bevidsthedsfunktioner til at skelne med – og at dette var højst nødvendigt, for ikke alt det, man aner eller bliver grebet af som formidlertype, er noget som bør bringes frem”. (side 85).

Pia Skogemann afslutter hele kapitlet om kvindelig typologi sådan:

”Selvom hver kvinde altså først og fremmest må blive sig sin egen primære psykologiske struktur bevidst, findes alle fire slags i os alle, og til en individuationsproces hører en bevidstgørelse af dem. Gennem vores moder-del forholder vi os til vores biologiske, fødende og nærende del, og de psykologiske funktioner, som gennem årtusinder er blevet differentieret ud fra den instinktive rod. Gennem vor hetære-del forholder vi os til det andet køn, gennem vor amazone-del forholder vi os til egoet og dets evne til selvstændig virksomhed, og gennem vor formidler-del forholder vi os til den større psyke, som alle mennesker har del i, og som bærer kimene til fremtiden.

Ingen del kan mangle, hvis det er helhed vi søger.” (side 85).

Den 30. august 2008 skrev jeg, inspireret af Wolffs strukturformer, i min dagbog:

The four

The four of us
we stand so tall
uneven though
I love us all.

One I admit
to be the hardest quest
and one provides
for my lover’s best.

One dares to fight
for my soul to be free
and one lets me know
who I want to be.

fredag den 18. februar 2011

Ridderne af det runde bord


Jeg kan så godt kan lide at sidde ved det runde bord i mit køkken, så det gør jeg nu, i denne uge, hvor der kun er mig til at bestemme. Eller næsten kun mig, for katten er her jo også, den står heller ikke på ski. Katte har tilsyneladende indbyggede varmedetektorer, og fuldstændig som den plejer, snupper min kat gerne den stol jeg lige har siddet på, når jeg rejser mig. Jeg er en tålmodig (og ret distræt) sjæl, så jeg skubber bare stolen med katten til side og tager en ny når jeg vil sætte mig igen. Åbenbart. For nu får jeg pludselig øje på sporene efter vores rundbordsdans: Stolene står ligesom ikke jævnt og pænt fordelt rundt om bordet længere, men danner en kø der venter på et nyt input i den ene ende for at kommet en tak videre i den anden ende ..

__
(PS: Næste gang jeg har god tid, skal jeg betrække de her ellers pæne stole som har været min mormors, om. Det lover jeg).

onsdag den 16. februar 2011

Glimt

SystemAFviklingsforsøg.

Inspiration og berøring. "Skyggen" af Rodin (Glyptoteket)

En STOR lille gave fra en ven.

Filterkaffepause.

Skuffelse. "Der står 305 i kø".

Formillustrationsforæring. Mon de TRE minutter er lige lange .. på spor TRE?

mandag den 14. februar 2011

Dagens opskrift


(Set og fotograferet i bus 400S).

søndag den 13. februar 2011

Trial and error


Her er en iPod-sok jeg hæklede færdig i går aftes, mens jeg "så" DR2 Tema (ja, jeg gjorde så - det kan umuligt være tilfældigt at de genudsendte netop den temalørdag i går hvor der kun var mig i dette hus til at se fjernsyn). Den (sokken, forstås) er ikke synderligt interessant i sig selv, men for mig er den et gennembrud. Jeg bliver lige lidt teknisk nu, og det er ikke for at være kedelig, nærmere redelig.

Der er nemlig noget jeg bliver nødt til at bringe på plads (selvom det ikke er det fedeste i verden at skulle eksponere sin egen idioti med vilje), da jeg ved at håndarbejdslærere og andet håndarbejdskyndigt godtfolk lejlighedsvis kigger med her: Jeg havde (fanden forstå det?) ikke fattet det allermest grundlæggende i den her tapestry crochet-teknik, og det er at når man skifter farve, gør man det allerede når man skal trække tråden gennem sidste gang på den sidste maske med den gamle farve.

Du kan se det illustreret her på Tapestry Chrochet - se billedet øverst til højre i sidebaren.

Jeg er ikke færdig med de kameler. Det må jeg se i øjnene. Og mens jeg er ved det, så spørger jeg lige ud i den store, vide blogverden: Er der nogen der ved hvordan man hækler rundt med fastmasker uden at få kanter? Min hjerne er meget matematisk og mønsteropfangende, og det har bragt mig langt, men jeg kan simpelthen ikke finde et system, hverken indefra eller på de tusinder af hjemmesider jeg snart har besøgt i min søgen, som klarer sagen for mig. Måske er jeg bare ikke tålmodig nok. Måske kan jeg bare ikke lide de løsninger jeg har set, med at tage for meget ud på nogle runder og slet ikke på andre. Måske er der (fanden forstå det ;-)) noget helt grundlæggende her jeg heller ikke har fattet. Hjælp!

lørdag den 12. februar 2011

Ferieeksperiment

Det her bliver formentlig et snotforvirret indlæg. Bær over med mig. Jeg er med i et eksperiment.

Min familie er taget på vinterferie i en uge, og jeg skal være alene hjemme flere dage i træk for bare anden gang i 13 år. Nej, det er ikke løgn, og sidste gang var det kun to nætter. Jeg har glædet mig helt vildt, for hvis det ikke var fordi der er "nødt til" at være nogle faste holdepunkter i sådan en familie for at måltider, skole, arbejde og så videre kan blive passet ordentligt, så flød jeg nok bare mere med strømmen, altså den der kommer indefra. Men det er dælenduleme svært hvis man har familie, og det kan godt føles som at blive trængt op i en krog. Hvis man er mig, altså. Og 13 år, det er noget længe at sidde en krog, skulle jeg hilse at sige.

Nu har jeg så chancen. Jeg startede med at stå op klokken halvfem i morges for at lave morgenmad og sige farvel. Da de var kørt, gik jeg i seng igen og sov til klokken halvelleve. Så er stilen ligesom lagt. Nu sidder jeg her med kaffe og computer og et totalt mylder af ideer, og det føles befriende godt samtidig med at det føles tomt samtidig med at det føles skræmmende samtidig med at det føles .. ja.

Det skal blive interessant at se hvad der sker. Jeg oplever det som at min person er med i et eksperiment, og at jeg skal observere hvad der mon sker med den person i løbet af ugen, for jeg tror helt ærligt ikke jeg kan forudsige hvad der vil dukke op. Spændende! Og samtidig er der en hel masse jeg gerne vil, sådan helt konkret, som jeg aldrig får gjort til hverdag. Noget er allerede planlagt. Andet drøner stadig rundt i hjernekassen som fritsvævende ideer. Det er som det skal være, og jeg er klar.

onsdag den 9. februar 2011

Katarsis

Jeg har været ude og rydde op efter stormen. Intet dramatisk som væltede træer eller ødelagte bygninger. Blot noget vissent elefantgræs som (desværre) ikke var blevet flået op med rode, men bare havde fået afmonteret cirka fire millioner lysebrune blade, og en lygte der var blæst ned og blevet knust.

Det der elefantgræs, det plejer jeg at fjerne hver vinter, og hvorfor det stod der endnu i år, ved jeg egentlig ikke. Sådan er der så meget med mig og praktiske gøremål. Jeg glemmer dem. Men nu skulle det så væk når jeg alligevel skulle fjerne de fire millioner visne blade der dækkede kælderskakten, forhaven, naboernes forhaver og gangstien, tænkte jeg, og gik i gang med at klippe stråene over ved jorden, fjerne dem fra beddet i nydelige bundter og klippe dem over på midten så de kunne være i trillebøren. Helt som jeg plejer.

Men så kom jeg til at tænke på hvor træt jeg er i krop og sjæl af nogle omstændigheder i mit liv som jeg tålmodigt finder mig i fordi jeg er sådan et forbandet pænt og tilpasset menneske, i hvert fald på overfladen, men som jeg dybest set opfatter som et regulært fængsel. Og så var det at jeg lagde beskærersaksen væk og begyndte at flå de her elefantgræsstrå af ved roden med de bare næver, smadre dem ned over et løftet knæ i bundter og brække dem over på midten for til sidst at kyle dem en 3-4 meter over i trillebøren.

Jeg måtte gå to gange over til haveaffaldscontaineren. Nu kan jeg kigge ud af mit køkkenvindue på 0,0001 ha flået stubmark. Det føles godt.

Gentagelsen/2

Jeg ligger lavt
under de andres radar
frygter bjerget
der kan tvinge mig op


--
(*Postet første gang 3. februar 2010).

mandag den 7. februar 2011

Taksigelse

Jeg hvisker lige forsigtigt med ansigtet vendt væk, øjnene slået ned og hånden for munden, for jeg har kigget i min blogstatistik og set hvordan det er væltet ind med besøg ovre fra Losarinas Mor i dag, og det er lidt overvældende for en introverteret person som mig, men altså, det jeg gerne vil sige, eller hviske, eller måske bare håbe at I forstår uden at jeg behøver sige så meget, er at jeg ikke er mindre glad og taknemmelig end Miri. Tænk sig at så dejligt et menneske havde lyst til at besøge mig!

Jeg ved godt at jeg nok ikke kan sende nogen over til Miri som ikke allerede har været der, men tjek nu alligevel lige det her ud ..

fredag den 4. februar 2011

Smukt



Smukt. Præcis dét.

Jeg vil ikke sætte flere ord på - af skræk for at komme til at forstyrre både min egen og andres oplevelse ved at trække noget ned på jorden som hører til i de højere luftlag. Nogle ting her i livet skal opleves snarere end forstås, formuleres eller tolkes.

torsdag den 3. februar 2011

Gentagelsen

tirsdag den 1. februar 2011

Kort sagt

Nu tror jeg jeg forstår det, helt indefra:

Det er de ubrugte og mørklagte talenter og muligheder i vores personligheder der forstyrrer vores forhold til andre og vores engagement i tilværelsen, og ikke vores mindre flatterende sider. De første er måske endda anledning til at de sidste kommer til at fylde for meget.