25. januar 2011

Om frihed og tilpasning, kraft og tanke

Forleden blev jeg optaget af et citat fra Junglebogen af Rudyard Kipling som jeg mere eller mindre stødte på tilfældigt og tog til mig fordi det fyldte mig med glæde og energi at læse det. Jeg har fået lyst til at knytte et par bemærkninger til det - ikke en egentlig tolkning eller en fyldestgørende forståelse ud fra den helhed, Junglebogen, som citatet selvfølgelig rettelig burde ses i, men bare nogle bemærkninger som Kiplings ord giver mig anledning til formulere (undskyld til både Kipling og litteraturelskere).

Men først citatet:

"ELEFANT-TOOMAI

Jeg vil erindre, hvem før jeg var: jeg faar af de Lænker ondt -
Jeg vil erindre min gamle Kraft og min Færden i det fri.
Jeg vil ej sælge min Ryg til Folk for Sukkerrør i et Bundt,
Jeg vil gaa hjem til min egen Æt og se hvert Skovens Hi.

Jeg vil gaa bort, til det gryr igen, og Dagen staar på Spring,
Bort til de rene Kærtegn og Kys af Vandet og Vinden dér.
Jeg vil brække min Tøjrepæl og glemme min Ankelring.
Jeg vil se til hver utæmmet Ven og hver mistet Hjertenskær!" *

Jeg læser her og der, jeg ser tv og hører radio, og jeg taler med andre mennesker, og det slår mig at der er et overvældende fokus på den opfattelse at hvis vi lærer at styre eller kontrollere vores tanker - og teknikkerne hertil er mangfoldige - så kan vi også styre, kontrollere, ja endda skabe os selv og vores liv. Så kan vi forandre os selv og vores liv så det bliver som vi vil have det til at være. Det er selvfølgelig en fin opfattelse så langt at det giver os mulighed for at tage ansvaret for vores eget liv hvis vi føler vi har givet det væk til noget eller nogen uden for os selv, og tilsyneladende virker det helende på nogle mennesker alene at føle at de tager ansvar for sig selv i betydningen "mig". Jeg skal heller ikke nægte at jeg oplever at verden er hvad vi tænker om den. Alligevel er der noget ved den opfattelse og det fokus som generer mig, som byder mig imod og som jeg kan mærke at jeg må tage afstand fra.

Tag nu elefanten her ovenfor. Hvis jeg forstår for eksempel teknikken med at tænke positivt og dermed skabe et positivt liv rigtigt, og elefantens ufrihed som en indre tilstand, så svarer det til at elefanten skulle tage sig selv i nakken og tænke: Lad mig glemme alt om mine lænker, lad mig se bort fra at andre bestemmer over mig og at jeg skal udføre slavearbejde. Glem det, og tænk i stedet på hvor smukt der er her hvor jeg går, hvor sød den lille elefantdreng er, og hvor taknemmelig jeg er over at han gav mig et ekstra sukkerrrør i går. Hvis bare jeg tænker sådan, bliver min dag god, og jeg vil jo gerne have en god dag. Lad mig skabe et positivt nu.

Det er selvfølgelig en helt brugbar strategi i tid og sted, sådan på dag til dag-niveau. Men det er ikke en strategi der kan skabe en grundlæggende forandring i elefantens indre, det vil sige give en varig forandring i elefantens opfattelse af sin egen ufrihed, så vidt jeg kan se. Elefanten bliver i øvrigt heller ikke bedre til at være i nuet, som det er så populært at tale om som et tidens løsen. At være i nuet er ikke nødvendigvis en smertefri tilstand. Det er en tilstand hvor man uden dom tager imod præcis det som er, også i en selv. At kontrollere sine tanker kan i værste fald have nøjagtig den modsatte virkning: at lægge låg på den længsel og drift elefanten har mod en glemt kraft og en fri tilværelse. Hvis dag efter dag går med at tøjle sine tanker og sit indre liv til at producere positive tanker og holde længslen efter det der var engang, eller som kunne være, eller nedtryktheden over og smerten ved det der er eller ikke er, stangen, så bliver den her elefant aldrig fri. Vejen til friheden skal snarere findes ved at mærke sine følelser end ved at kontrollere sine tanker. (Med frihed mener jeg, i korthed, den psykologiske tilstand hvor man ikke er i lommen på andre, dvs. afhængig af andres følelser over for én eller tanker om en, men hvor forbindelsen til Selvet er (gen)etableret, og man føler sig varigt omfattet af kærlighed fordi man uden tvivl giver sig hen til det man er skabt til - så lille og uperfekt et menneske man nu engang er. Hvor man ikke sælger sin "Ryg til Folk for Sukkerrør i et Bundt", dvs. er i andre menneskers tjeneste for for eksempel at skaffe sig ros og anerkendelse eller undgå noget man frygter. Det betyder ikke at andre ikke betyder noget for én, at man ikke længere kan holde af eller have tilknytning til andre mennesker og glæde sig over deres ros og anerkendelse. Det betyder derimod at det ikke længere først og fremmest er sig selv man søger og ser i den anden, og at egentlig kærlighed er mulig).

I stedet for al den snak om tanker vil jeg egentligt hellere tale om holdninger eller indstillinger, for det tror jeg bærer mere i retning af friheden end tanker. Det er vores indstilling til os selv og tilværelsen der bestemmer hvad vi får ud af os selv og den. Dag for dag og i det store hele. Er vi åbne og nysgerrige, vil vi lære så længe vi lever, tør vi se mangetydighed og kompleksitet i øjnene og kan vi mærke os selv og vores egne følelser? Eller vil vi kontrollere og beherske, lukke inde og afgrænse, sætte punktummer og ramme ind?

Vi vil sikkert helst det første, de fleste af os i hvert fald. Så vidt vi ved. Problemet er bare - som jeg ser det - at nogle af os har to modstridende indstillinger i os: En bevidst og en ubevidst. Forestil dig at en person bevidst har den første indstilling, men ubevidst den sidste, og hvilken krig der så foregår i personens samlede pyske. Og se for dig hvilket behov for kontrollerende tanker denne person har for at holde krig og kaos nede i det ubevidste og for måske af al magt at overbevise sig selv og andre om at det ubevidste slet ikke eksisterer, så det ikke overvælder og ødelægger ham/hende fuldstændigt. Forståeligt og reelt, men givet ikke konstruktivt i længden set udefra.

For mig er det ubevidste en realitet som efterlader sig spor overalt, for eksempel i drømme, fantasier, hændelser, kroppen, relationer, følelser og tanker, og for mig er det ubevidste ikke kun en fjende eller affaldsbeholder, men også et uendeligt hav af muligheder og ressourcer. Det gælder altså ikke om at holde alt hvad der findes i havet, nede i dybet, selvom der også findes mange voldsomt skræmmende og truende skabninger dernede, men i en langsom og livsvarig proces i takt med at personligheden modnes og beredes til det, at fiske det op som kan fortælle én om hvem man i virkeligheden er, frigjort fra omverdenenes krav og forventninger. Det er her materialet til elefantens tabte "gamle kraft" og "færden i det fri" skal genfindes og fiskes op. Det er af dette hav de ingredienser til et meningsfuldt liv for netop den enkelte person skal findes eller genfindes hvis de er gået tabt. Det kan man simpelthen ikke tænke sig til med vilje.

Som jeg ser det, fører alt det fokus på tanker og på at skabe sit eget liv først og fremmest til tilpasning. Tilpasning til omverdenen, hvilket også kan være en god og passende ting at kunne mønstre i visse situationer. Det er et fantastisk redskab for mennesket til at gøre sig selv til maskiner der kan klare hverdagen og livet på arbejdsmarkedet mest gnidningsløst og smertefrit. Men det er ikke en løsning eller et redskab der skaber varig forandring i det enkelte menneskes psyke, den forandring der betyder at man kommer til at hvile i sig selv, populært formuleret. Det er ikke et redskab til frigørelse.

C.G. Jung skriver i To skrifter om analytisk psykologi, at det ubevidstes "drivende motiv - så vidt det er muligt for os at fatte et sådant - synes i det væsentlige kun at være en drift til selvvirkeliggørelse"**, som for Jung er et andet ord for individuation eller selvrealisering. Det fører mig frem til en sidste ting som jeg gerne vil tage op her, og det er at når jeg læser her og der, ser tv og hører radio og snakker med folk, så slår det mig også ofte hvor stort et tabu det stadig er for mange at tale om det hvis de oplever at "en krig" mellem det bevidste og det ubevidste bryder ud og viser sig i symptomer som for eksempel depression og angst. Det gør mig så trist at opleve igen og igen at folk synes de er ringere mennesker fordi de oplever disse symptomer, som jeg vil kalde det, eller sygdomme, som andre kalder det. Det gør mig ondt at se hvordan åbenlyst talentfulde og begavede mennesker kan være bange for at nogen skal opdage at de kender til mørke og frygt. Jeg skal overhovedet ikke gøre mig klog på så store størrelser, men blot her sige eller gentage at jeg også kender til både depression og angst, og at jeg efterhånden har fundet det mest konstruktivt at vende det hele på hovedet og forstå det på den måde som Jung formulerer her (dog med udgangspunkt i begrebet "neurose"):

"De få, der rammes af en sådan skæbne, er egentlig "højere" mennesker, der imidlertid af forskellige grunde er blevet for længe på et primitivt trin. Deres natur kunne i længden ikke holde ud at blive hængende i en sløvhed, der var unaturlig for dem. Som følge af deres bevidstheds snæverhed og deres tilværelses og livs indskrænkethed sparede de energi, der ubevidst efterhånden hobede sig op og til sidst eksploderede i form af en mere eller mindre akut neurose. Bag denne enkle mekanisme behøver der ikke nødvendigvis at ligge en "plan". En uden videre forståelig trang til selvvirkeliggørelse burde være fuldt ud tilstrækkelig som forklaring. Man kunne også tale om en forsinket modning af personligheden".***

(Bemærk anførselstegnene omkring 'højere'. Jeg tillader mig - ud fra resten af citatet og med baggrund i hovedtanken om selvvirkeliggørelse - at fortolke det ikke-elitært som et relativt udtryk der angiver en persons forhold til sig selv på et givent tidspunkt i livet, og ikke i forhold til andre mennesker).

Dette har været min egen intuitive holdning til mine egne psykiske udfordringer i mange år, og når jeg har fortalt om mig selv, har jeg forsøgt ikke at præsentere mig som syg, men som søgende og modtagende - uanset at det har givet langt mindre forståelse, omsorg og genkendelse. Det er naturligt nok også min indstilling til andres ubehagelige og smertefulde neurotiske udfordringer. Og min fantasi er uden grænser når det gælder tanken om det guld der kan graves frem med den indstilling eller holdning.

For at vende tilbage til udgangspunktet: Jeg opfattede med det samme jeg så Elefant-toomai, at det her handler om kærlighed, og det er fordi jeg opfatter det at følge driften mod selvvirkeliggørelse som et udtryk for kærlighed. Det er en yderst kærlig indstilling at imødekomme selvvirkeliggørelsen i sig selv og andre så godt vi hver især formår. Og det er det modsatte af kærlighed at billige udvekslinger af slavetjenester for sukkerrør.

---
* Henrik Boserup: Boserup's kærlighed - en kogebog, side 21.
**C.G. Jung: To skrifter om analytisk psykologi, afsnittet om Det ubevidstes funktion, side 193.
***C.G. Jung: To skrifter om analytisk psykologi, afsnittet om Det ubevidstes funktion, side 194.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar