27. januar 2011

No strings

"No strings".

Det skriver Rina i et indlæg hvor hun sender en "Stilish Blogger Award" videre til blandt andre mig, og jeg har lavet et hurtigt opslag:

no strings attached
no special demands or limits that you have to accept

Jeg vil gerne sige tak til Rina for at have givet mig awarden, fordi jeg tolker det som en anerkendelse af at jeg skriver her og deler det jeg gør. Jeg er glad for at det bliver værdsat. Men jeg bliver simpelthen nødt til at tage en måske noget rabiat konsekvens af tildelingen, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene, for jeg er ikke meget for alt det award-halløj. Jeg har selvfølgelig set hvordan diverse awards bevæger sig rundt i blogland, og med hensyn til at skulle give min videre, må jeg melde pas. Der er allerede mange der har formuleret noget som svinger meget godt med min egen holdning, og jeg kan ikke tilføje så meget til det der allerede er sagt mange steder. Se for eksempel nederst i dette indlæg af Dorit. Sådan er det også for mig, rundt regnet, og det er så fint formuleret.

Så er der de der 8 ting om mig selv som jeg "skal" fortælle ud fra den begrundelse at der er en vis nysgerrighed efter at lære hinanden at kende her i blogverdenen. Jamen, så lad mig gå en helt anden vej: Jeg vil lade det være op til jer læseres nysgerrighed snarere end min fantasi at bestemme hvad det er jeg skal skrive. Stil mig et eller flere spørgsmål i en kommentar herunder om hvad som helst - hvad som helst - du har lyst til at vide om mig, og jeg skal svare så godt og ærligt jeg overhovedet kan. No strings.

Vi rammer nok ikke præcis 8 ting; jeg kunne forestille mig at antallet af spørgsmål bliver ret meget mindre hvis der overhovedet bliver stillet nogen, men så må det være sådan. Redelighed frem for alt, efter min mening.

No strings. Sådan var oplægget.

13 kommentarer:

intetnytundersolen sagde ...

Hvilke kvaliteter sætter du mest pris på hos dine medmennesker?

Janne Møller Olsen sagde ...

intetnytundersolen, det var et godt spørgsmål som jeg har haft stor fornøjelse af at summe lidt over. Her kommer et (foreløbigt) svar, inddelt i tre prioriterede grupper:

Integritet
Evne til at tilgive
Evne til at lære

Fantasi/forestillingsevne
Humor
Evne til at være taknemmelig og glædes

Idealisme
Engagement
Livslyst

Jeg har på fornemmelsen at jeg måske har "glemt" noget som er vigtigt for mig - hvis der dukker mere op skriver jeg igen :-).

Tak, Marianne. Hvad er dine (hvis jeg må spørge, du må gerne lade være med at svare, selvom jeg er nysgerrig)?

Krutters Krøller sagde ...

Kære Janne,
No strings - præcis det jeg mente!
Jeg har stor respekt og genkender det, du skriver - og jeg kan lære af det, lære (endnu mere) at stole på min mavefornemmelse *S* Men nogle gange slår de gamle mønstre igennem ;o)
Har du lyst til at dele et "defining moment" fra dit liv? ;o)

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Rina,
Nej, det er ikke sådan med de mønstre .. de har én i det mindste indtil man opdager at man har dem ;-). Suk.

Jeg vil gerne dele et "defining moment", og jeg vidste med det samme hvad jeg ville skrive da jeg så udtrykket. Her kommer det:

Den 30. januar 2005 vågnede jeg og huskede denne drøm:

Jeg drømmer jeg er i et klasseværelse. Ud over mig er der ingen jeg kender, alle de andre er mænd i vikinge-/riddertøj. De har lige overstået et slag, de er beskidte, lugtende og fæle at se på – dog uden at det skræmmer mig.
Vi sidder omkring et stort bord (eller i en hestesko af borde). For enden, der hvor læreren ville have siddet, står en stor mand med fuldskæg. Jeg kan mærke hans styrke. Han taler til os/soldaterne. Ude ved væggen dør en såret mand. Det påvirker alle, men jeg ved at det er uundgåeligt.
Pludselig ved/ser jeg at NN sidder ved siden af mig. Jeg fornemmer at jeg skal passe på hende. Især ser jeg at hendes hår er stort, langt og gyldent hår.
Den store mand taler ikke mere, alle småsnakker. Så kan jeg mærke at manden har sat sig bag ved mig og trækker mig ind til sig, så jeg mærker hans bryst mod min ryg. Det er godt, jeg lader mig falde helt ind i hans varme og styrke, men tænker også lige i et glimt at han lugter stærkt og fremmed. Det frastøder mig ikke.
Så rejser vi os og går. Jeg følger med fordi det er det jeg allerhelst vil, men jeg oplever også at jeg bare går fra NN uden at sige farvel eller forklare. Jeg lader hende i stikken, føler jeg.

Det var den første morgen i flere år hvor jeg kunne huske at jeg havde drømt noget, endsige hvad det var. Jeg blev lysvågen med det samme og huskede drømmen i detaljer. Så snart jeg havde mulighed for det, skrev jeg den ned. Jeg følte at der var hændt mig noget stort, uden at jeg på nogen måde havde adgang til hvad det var.

Drømmen kom på et tidspunkt i mit liv hvor jeg havde været nedtrykt i flere år, til tider meget, til tider kun lidt. Jeg var kommet dertil at jeg snart ikke orkede at være til længere. Der syntes simpelthen ikke at være nogen som helst mening med at jeg skulle slæbe mig igennem det her liv, jeg var alligevel bare en slags nikkedukke som hver dag tog mig helt vildt sammen for at gøre det som jeg burde og havde pligt til.

Jeg læste drømmen igen og igen i løbet at de næste uger, og en dag stod det fuldstændig lysende klart for mig at jeg måtte kontakte en jungiansk analytiker for at få hjælp. Jeg overvejede ikke andre muligheder. Jeg vidste bare at tiden var inde.

Jeg var ude af stand til at tolke drømmen, og det er først nu, set i bakspejlet, at jeg ved hvad den handlede om (dog uden at jeg kan/vil skrive den her). Men jeg fulgte min oplevelse af at være blevet råbt op af noget der forsøgte at passe på mig. Ikke på nikkedukken, men på hele mig. Og jeg valgte at forstå det som at jeg var kommet til et vendepunkt i mit liv, hvor det gjaldt liv eller død, og at jeg stadig havde et ønske dybt i mig om at vælge livet. Fra da af valgte jeg at kæmpe fordi jeg mente at have fået et tegn på at noget i mig protesterede mod at give op. At noget i mig stadig var i stand til at skabe mening, og at en del af mig stadig ønskede at leve. Jeg så i øjnene at energien til og ønsket om få et bedre liv skulle graves frem af mig selv og ikke findes i mine ydre omgivelser (som jeg ellers var voldsomt utilfreds med og overbevist om helst ville af med mig på grund af mine åbenlyse fejl og mangler). Jeg forstod at jeg stadig havde en rejse foran mig at gøre, at det var ikke slut endnu, og at jeg havde en fører dybt i min psyke som ville hjælpe mig.

Janne Møller Olsen sagde ...

Rina, nu fik jeg trykket på Send for tidligt, jeg for vist vild i at skifte mellem at redigere og se eksempel, og jeg var ikke helt færdig.

Det var det mest defining 'defining moment' jeg kunne grave frem af min historie .. du har jo lige skrevet om en af dine vigtigste "øjen-åbner-begivenheder", som jeg læser det, så jeg vil ikke spørge tilbage. Tak fordi du spurgte, det var et spørgsmål som jeg var glad for at svare på, men som jeg nok aldrig ville have delt her af egen drift - jeg har (stadig) den frygt i mig at der vil være nogen som dømmer mig som totalt kukkuk på baggrund af min måde at opleve indre materiale på, samtidig med at jeg "på en anden kanal" tror at det kan inspirere og interessere andre. Jeg håber det gjorde det sidste.

:-)

Krutters Krøller sagde ...

Kære Janne, tusind tak for det du deler - og tager dig tid! Det gør mig dybt rørt, både det "defining moment" i sig selv og at du vælger dig selv til igen og igen *S* Vi må alle lære det - i os selv. Jeg er glad for at du er her ;o)

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak, Rina. Og i lige måde, ikke mindst :-).

Marianne sagde ...

Uh, Janne - jeg havde jo ikke regnet med at få spørgsmålet tilbage igen. Det er jo svært!
Mod
Indlevelse
Nærvær
kunne være 3 bud

PS. jeg ved altså ikke hvorfor jeg ikke kan komme igennem som mig selv på din blog, så nu prøver jeg med en googlekonto. kh Marianne, intetnytundersolen

Janne Møller Olsen sagde ...

Marianna, det var måske også lidt unfair, undskyld, men jeg er glad for at du - helt frivilligt :-) - har svaret, for jeg sad virkelig og tænkte at det ville jeg da gerne vide, for man kan jo altid få åbnet øjnene for noget. Dine tre valgte kvaliteter jeg skatter i hvert fald højt.

Det der med kommentarerne, det ved jeg ikke lige om jeg kan gennemskue. Jeg har tjekket mine indstillinger, og alle skulle kunne kommentere. Hvis det bare lige var nu, er det måske en (midlertidig) fejl hos Blogger? Sig lige til hvis det bliver ved med at være et problem, så vil jeg prøve at grave ..

Marianne sagde ...

Janne, jeg tror problemet ligger hos mig eller Wordpress, for jeg kan heller ikke kommentere andre steder.

Janne Møller Olsen sagde ...

Marianne, okay, det er da mærkeligt - jeg håber det bliver bedre.

(Undskyld stavefejlen i dit navn ovenfor, jeg så det lige nu. Jeg laver tit sådan nogle fejl som jeg først selv ser senere. Det er møgirriterende og ikke fordi jeg ikke gerne vil gøre det ordentligt).

charlotteskaaning sagde ...

Smuk og stærk fortælling om et vendepunkt i dit liv. Den viser, synes jeg, hvordan vi langt hen ad vejen kan hele os selv op indefra, hvis vi lytter til det indre liv, der er i os og tager det alvorligt. Dejlig og berørende læsning.

Janne Møller Olsen sagde ...

Tak, Charlotte, både for det du siger og for at sige det :-).

Send en kommentar