lørdag den 22. januar 2011

Kalle Kamel

Nogle gange er livet simpelthen så helt utroligt.

I går eftermiddags i svømmehallen kommer der en pige hen til mig, stiller sig foran mig med et stort smil og et finurligt glimt i øjnene og spørger om jeg vil høre en sang hun har lært i dag? Jo da, det vil jeg gerne, jeg siger aldrig nej tak til en sang. Det er sådan lidt en drillesang, siger hun så og afventer spændt om jeg vil høre sangen alligevel. Det vil jeg godt.

Og så synger hun for mig om Kalle Kamel der har fem pukler, fire pukler, tre pukler, to pukler, en pukkel, nul pukler .. for Kalle Kamel er en hest. Jeg er målløs, og hun tror vist at min målløshed skyldes det drilagtige indhold og skynder sig at forklare at selv da Kalle Kamel havde én pukkel, var han jo ikke en kamel, men en dromedar. Nu ligner jeg sikkert en der er faldet ned fra månen, for pigen hviner nærmest af fryd over den virkning hendes sang har haft på mig. Hun hopper op og ned på de våde fliser med det bredeste grin malet tværs over ansiget. Tak for sangen, siger jeg, den kunne jeg rigtig godt lide. Velbekomme, siger hun og springer i vandet.

Da jeg vender mig om for at tage en stak plader, ser jeg en skikkelse klædt i noget der ligner en våd, sort chador komme op af vandet i den anden ende af hallen. Jeg vil ikke glo, men stivner et øjeblik og ved simpelthen ikke hvor jeg er henne. I virkeligheden.

Og så er det ikke engang løgn.