Om at bide hoveder af

Der grubles.

Forleden stødte jeg helt tilfældigt på dette indlæg af Claus Buhl om det for nogle mennesker svære og skamfulde ved at have et ikke-akademisk talent i en kultur der hylder akademiske dyder. Jeg delte det i min læser fordi jeg kunne mærke der skete noget med mig da jeg læste det.

På den ene side tror jeg at Claus Buhl har ret i sin analyse af fotografens problem, og også i at der formentlig er mange der kan genkende den konkrete problematik hos dem selv. Skabelonen for hvordan skam og talent kan blive koblet hos den enkelte hvis talentet afviger fra den herskende kulturs mest værdsætte egenskaber, er jeg også med på - det er ikke nogen ny tanke for mig overhovedet, sådan teoretisk set.

Men på den anden side kunne jeg personligt slet ikke genkende fotografens problematik, og det udfordrede mig. Nu er det ikke fordi jeg skal hævde at jeg har noget særligt talent; det handler mere om det grundproblem mange af os vel sagtens tumler med hvis vi er bare en lille smule vågne i livet, nemlig at det kan være meget svært dels at give sig hen til og at tro på gyldigheden af en oplevelse af at der er noget vi bare  bruge vores tid på, og dels at acceptere at dette noget dukker op inde fra os selv og er uafhængigt af hvad for eksempel omverdenens normer eller økonomien dikterer.

Her er det at det går op for mig at jeg godt kan bruge skabelonen, men at værdierne har omvendt fortegn når jeg fylder den ud med mit personlige indhold. Jeg er vokset op i en absolut ikke-akademisk familie og kultur hvor boglige sysler blev anset for det rene tidsspilde, og hvor personer der ikke kunne arbejde med deres hænder og krop, var en slags fejludgaver af mennesket. Groft, men ikke forkert, sagt. Jeg har meget tidligt lært at arbejde, hvilket der hvor jeg kommer fra, betyder at udføre konkret, hårdt, praktisk arbejde. Og jeg har meget tidligt lært at det at have lyst til at læse en bog eller beskæftige sig med at tænke, analysere eller reflektere er tæt på at være en dødssynd, og at det fører til denne verdens undergang hvis man giver sig hen til den slags slendrian. Hvordan skal man få mad i munden hvis man falder i staver i stedet for at arbejde? Hvordan skal man bevare sin værdighed med en sådan dovenskab?

Jeg er - og jeg har virkelig gransket min hukommelse* - den højst uddannede i min familie både i min egen generation og i tidligere til trods for at jeg "kun" har en uddannelse som folkeskolelærer (som jeg iøvrigt kun har brugt kortvarigt fordi arbejdet var alt for udadvendt og .. ja, praktisk til at jeg kunne finde mig til rette med det). Det siger ikke så lidt, synes jeg.

Tilbage til skabelonen. Hvis jeg har et "talent", og det er forbundet med skam, hvad er det så? Det er præcis min akademiske interesse, helt i kontrast til Claus Buhls pointe. Det er mit gode hoved, som dele af mit ubevidste system har vægret sig ved at lade mig bruge fordi det er forbundet med så stor skam, at jeg hellere ville dø end at følge min naturlige tilbøjelighed, hvis jeg kan kalde det det, til at tænke. For hvis jeg gav mig hen til det, ville det jo betyde at jeg var en fejludgave. Det er jeg gået meget langt for at skjule at jeg er, ikke med bevidst vilje, men fordi mit ubevidste overlevelsesinstinkt har budt mig det. 

Jeg sniger mig til at læse. Jeg sniger mig til at skrive. Jeg sniger mig til at tænke abstrakt og samle viden sammen. Jeg lader som om jeg godt ved at det ikke kan bruges til noget af nogen andre end mig selv. Jeg lader som om fordi jeg er så bange for at blive stemplet som et usselt menneske af mine medmennesker som jeg - med en del af mig som jeg ikke er herre over, i hvert fald i øjeblikke - forestiller mig tænker lige som min barndoms voksne.

Nu er jeg nået dertil at noget må have en ende, ellers eksploderer jeg i frustration, vrede og sorg over at livet ligesom ikke er mit, kan jeg mærke. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at mit hoved er indrettet som det er, og bruge det som det er designet til. Jeg må tage imod det som er givet, og som jeg ikke kan lave om på.

Jeg må bide hovedet af al skam. Jeg .

------------
*Note 06/12/10: Jeg har nu erfaret at jeg har en fætter der er ingeniør (men oprindeligt udlært maskinarbejder) - hvor godt!

Kommentarer

  1. TAK Janne for et tankevækkende indlæg! Jeg har prøvet at skrive denne kommentar mange, mange gange, men jeg må erklære mig ordfattig... men tankerig :O)
    Tak for du deler.
    Og dit liv skal gøres til dit.
    JA!
    Kram! :)

    SvarSlet
  2. TAK Lotte, jeg er også ordfattig nu, måske har jeg brugt dagens kvote :) .
    Og vores allesammens liv skal gøres til vores eget - også fotografernes ;) .
    Nu springer jeg i skitøjet, badekarret er fyldt. Stort knus tilbage til dig.

    SvarSlet
  3. Janne, interessant.
    I har jo begge ret, både dig og Claus. 

    Jeg tror at i en akademiker familie er det skamfuldt ikke at vælge den vej, og i en ikke-akademisk familie er skolebænken latterlig.

    Begge mine forældre kommer fra ikke-akademiske familier, men nok mest min far. Han var skamfuld over at ønske at komme i gymnasiet, og så bagefter at ønske at flytte fra øerne for at flytte til Dk for at studere. Hans far havde svært ved at acceptere min fars valg, men gav efter.

    Derfor er jeg vokset op i en familie, hvor det at tage en uddannelse var vigtig. Længen af uddannelsen var underordnet, boglig eller ikke boglig havde ingen betydning. Men papirer på at vi kunne noget mente de var vigtigt. Derfor er både mine søstre og mig blevet støttet i vores valg som er endt med: En økonomisk uddannelse inden for bankverden (men som senere er blevet til bogholderi), mig som lærer, en søster som pædagog og en eneste søster som akademiker - med en universitets uddannelse fra Norge.

    Jeg oplever i mit lærer liv, at det er ufattelig svært at bryde den sociale arv. De valg forældrene har taget påduttes deres børn. Det kan godt irritere mig. Men jeg ved selv hvor svært det er som forældre ikke at pådutte sine børn ens egne livsnormer og værdier.

    SvarSlet
  4. Boing! DER ramte du! Av, hvor kan jeg mærke det. Jeg skammer mig også altid over at klippe og klistre og fifle og sidde og kigge ud i luften og tænke på ord.

    SvarSlet
  5. Solrun, ja, jeg tror også det er ufatteligt svært at bryde den sociale arv, endda i tilfælde hvor den sociale arv ikke er lig med den kulturelle norm. Børn er meget loyale over for det deres forældre viser dem som måden at leve og tænke på, selv når forældrene set udefra er helt galt afmarcheret, og det er som regel det der går os mest på og vi undrer os gang på gang. Tænker jeg. 

    Claus Buhr tager jo nærmest fat på det modsatte, idet han går ud fra at alle i vores samfund regner det for finere at analysere end at udføre, som han vist kalder det. Det tror jeg er rigtigt langt henad vejen, for vi begræder sjældent den ulykkelige, men succesfulde læge eller advokat der måske lever et helt liv med et uforløst kunstnerisk eller håndværksmæssigt talent.

    Begge dele er for mig at se det samme i grunden, men det hele bliver voldsomt farvet at hvad vi regner for godt og skidt, uden at vi egentlig er bevidste om at vi bærer nogle værdier som kunne diskuteres, som ikke er absolutte.

    Grundproblemets rod er efter min mening i alle tilfælde og variationer over talent-skam-temaet ubevidsthed - og vejen frem bevidsthed. Det er blandt andet derfor at det ikke er selvoptaget hvis forældre prioriterer at lære sig selv bedre at kende og arbejder med sig selv - det kan ende med at blive den største gave de giver deres børn. Det er det der bryder mønstre - før det er børnene selv der skal knokle for at gøre det.

    Som jeg ser det - bare lige for at slå en krølle ud fra din kommentar :) .

    SvarSlet
  6. Kirsten, vi må den skam til livs. Tænk sig hvilken energi der ville blive frigivet hvis vi ikke længere skammede os mens vi arbejdede på den måde som vi er skabt til at arbejde på. Tænk sig :) . Ikke at jeg har noget at klage over i forhold til dine fiflerier, jeg har bare på fornemmelsen at der er meget mere i posen.

    SvarSlet
  7. Sikke et godt indlæg - altså både dit og Buhls, og jeg er enig i, at I begge har ret. Vi er mere påvirket af hvad vi kommer af, end vi måske selv går og tror, men i den her slags grundlæggende syn, kommer forskellene frem. Jeg er først blevet "boglig" i en sen alder, tanken om at studere har slet ikke strejfet mig før (det gjorde vi bare ikke) - trods interessen for bøger og læsning altid har været der.

    SvarSlet
  8. Marianne, det er rigtig godt at tænke på at det heldigvis lykkes for mange mennesker at "udvide repertoiret" og bruge andre sider af sider af sig selv end dem der i ungdommen trådte klarest frem  :) .


    Jeg vil ikke sige jeg først er blevet "boglig" i en sen alder. Jeg har altid været det, og jeg kunne være blevet jordemoder dengang i firserne hvor jeg skulle vælge uddannelse, med mit HF-gennemsnit (jeg gik ikke i gymnasiet trods lærernes overtalelsesforsøg, fordi der ikke var nogen i mit bagland overhovedet der bakkede det op). Jeg har bare altid skammet mig (tænker jeg nu) så meget over mit ikke-praktiske hoved at det aldrig er blevet til noget med den akademiske uddannelse eller det akademiske arbejde som jeg altid har haft lyst til. Jeg har såmænd både læst på universitetet og dpu, men er blevet sendt til tælling af mit "skamkompleks" i begge tilfælde. Der har altid været denne kamp. I hvert fald som jeg forstår det lige nu.

    Nu tjener jeg lidt håndører som svømmeinstruktør og bruger ikke mit hoved til ret meget andet end de fornøjelser jeg sniger mig til, og det går mig på. Meget.

    Nu fik du min historie, den måtte vist lige ud. Måske mest for at sige at hvis skammen (og angsten) er meget dyb, kan den overtage et menneskes liv. Og man kan ikke selv se det overhovedet, man bliver bare flået levende.

    SvarSlet
  9. Louise Silhuet Ballast Ballouet3. december 2010 kl. 09.03

    Jeg læste også indlægget som du havde linke til. Og avde det PRÆCIST som du. Jeg vil gerne være mindre dybsindig-finurlig-absrakt indrettet. Men det ER JEG IKKE: Og jeg er vedat kaste op over mit - vældig gode og fine og blablabla - arbejde, hvor jeg er den funktionsstabile, rationelt-analytiske rygrad.

    Jeg MÅ bare noget andet. På en eller anden måde. NU!

    SvarSlet
  10. Louise, den kvalme kender jeg kun alt for godt!

    Og hold kæft, hvor har jeg slået mig selv mange, mange gange i hovedet for at få det til at makke ret, og lige meget har det hjulpet. Jeg fik bare en masse buler som jeg så også skulle koncentrere mig om.

    NU er målet nået, også for mig, og nu har vi skrevet det her, både du og jeg, så alverden kan høre det, forhåbentlig os selv inkluderet: Vi er temmelig intelligente på den gammeldags kvotient-facon, og det er ikke noget at skamme sig over - tværtimod.

    Tillykke. Det skal være ordet fra mig til dig i dag.

    SvarSlet
  11. Louise, jeg skal lige tilføje noget: Det er den intuitive opfattemåde der gør forskellen, tror jeg. Når den bliver kombineret med det rationelt-analytiske går funktionsstabiliteten fløjten, for så skal tingene hele tiden forbedres, udvikles, fornys, tænkes endnu bedre igennem, tilføjes flere dimensioner og lag, twistes med humor og fantasi ikke mindst, osv. Så kan man simpelthen ikke holde ud bare at udføre det andre sætter én til, man kan ikke holde ud at gentage, reproducere eller følge blindt. Man må være medium for nye tanker fra et sted uden for en selv og den meget konkrete verden, eller noget i den stil, i stedet for at udføre.

    SvarSlet
  12. Louise Silhuet Ballast Ballouet3. december 2010 kl. 23.48

    Janne, en dag vil jeg møde dig. Live og i levende live. For ovenstående er SÅ sandt.
    Det er bare ikke nok. At gøre tingene. At gøre dem stabilt. Ordentligt. Konstant. Jeg vil tænke. Og tænke selv. Tænke videre. Drømme det utænkelige. Tænke det, jeg ikke tør drømme om. Jeg har det svært med hverdagens begrænsninger, når jeg nu ved og kan mærke, at der er mere. End kalkyler, statistikker og nytteværdi.
    Jeg mangler bare modet til at turde være modig.
    Men jeg tror tiden er inde.
    Det kan ikke gå værre end galt, og selv det at fejle er bedre end stivne.
    Kærligst
    L

    SvarSlet
  13. Louise, jeg vil også mødes! Og kommer du her forbi, er du velkommen. Til enhver tid. Ellers må vi lige have det in mente ..

    Ingen siger det bedre end du: "Selv det at fejle er bedre end at stivne".

    Jeg har lukket for kommentarerne, men kan du huske det her: Gud er at alt er muligt? Ting tager tid, og alting kommer præcis når det skal, det eneste der tæller, er om man holder retningen og værner om processen. Det sætter jeg min lid til, mens jeg tager mod til at hive dæmonerne frem i lyset en for en.

    Vi har hinanden, og det gør hele forskellen. Virkelig.

    Knus
    J

    SvarSlet

Send en kommentar