onsdag den 22. december 2010

Mellem linjerne

Der skal være skole-hjem-samtaler i januar i den fjerdeklasse min ene søn går i, og i den anledning har vi (sædvanen tro) skullet udfylde nogle samtaleark. Det går blandt andet ud på at eleven sammen med forældrene placerer en række punkter der angiver forskellige færdigheder, i en skydeskive med tre cirkler: "Kan", "Kan næsten" og "Kan ikke". Arkene ligger nu enten i hans skoletaske eller i lærerens, så jeg kan ikke citere ordret, men under faget dansk lød et af punkterne nogenlunde sådan her:

"Læse mellem linjerne - læse en tekst og arbejde på at forstå hvad teksten kan handle om ud over det der står i den".

Se, det synes jeg er et interessant punkt som jeg kan mærke en stor taknemmelig for er med på listen. Det er måske lidt avanceret for nogle fjerdeklasseselever, det ved jeg ikke, men hvis jeg nu overvejer det på egne vegne?

Jeg mener selv at jeg for mit eget vedkommende vil kunne placere denne færdighed i "Kan"-cirklen - jeg kan vel nok i en vis udstrækning læse mellem linjerne (jeg forsøger i hvert fald på det konstant). Jeg vil også gå et skridt videre og sige at det er den måde jeg skriver på, uanset min sikkert primitive og ulærde facon at gøre det på, men alligevel. Det er her det sner for mig. Mellem linjerne. Det er her jeg finder de lag, den dybde og den kompleksitet som jeg synes det er interessant at beskæftige mig med. Det er her jeg bliver plingvågen og opmærksom og føler at jeg virkelig oplever noget, både når jeg læser og skriver.

Og hvis jeg nu udvider det der kan læses mellem linjerne, til ikke kun at være tekst i betydningen ord på papir eller skærm, men udtryk i bredeste forstand, så bliver jeg for alvor vågen.

Det er selvfølgelig ikke alle der har det sådan, heldigvis, for så blev verden måske lidt rigeligt langsom, ukonkret og ensidigt lodret. Men sådan har jeg det, og sådan må der være flere der har det, og derfor er jeg taknemmelig over at det punkt er med. Over at det fokus er præsent. Der er håb.