fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Godt nytår til dig hvis blog jeg læser og bliver inspireret af.
Tak fordi du deler.

Godt nytår til dig som følger med her og viser interesse.
Tak fordi du lytter.

Godt nytår til os alle. Må vi møde det nye år med mod, nysgerrighed og åbenhed.

onsdag den 29. december 2010

Molesk...

Det var det. Nu har jeg lige lukket den sidste kasse med julepynt og sat den i kælderen. Om lidt er det nytår, og jeg har besluttet at det virkelig skal være et nyt år, så jeg har taget min mormors forklæde af i mere end en forstand og i stedet iført mig en MOLESKINE. Jeg har fået et gavekort i julegave, og der var vist ikke andre end mig der kunne se det, men der stod MOLESKINE på det med store bogstaver.

Folkene bag denne herlige ting lader intet være op til tilfældighederne, men har efterladt en folder indeni hvor jeg - hvis jeg er i tvivl - kan læse nøgleord som "culture", "imagination", "memory", "travel" og "personal identity", også skrevet med store bogstaver. Hvis jeg stadig er i tvivl, kan jeg gå videre til det med småt: "The Moleskine(R) notebook is the heir and successor to the legendary notebook used by artists and thinkers over the past two centuries: among them Vincent van Gogh, Pablo Picasso, Ernest Hemmingway, and Bruce Chatwin. (..)"

Jaja. Der skal nok være dem der tænker at jeg ikke er en MOLESKINE værdig, men det blæser jeg på. Endelig (tror jeg nok). Nu håber jeg bare der er lige så god kraft i den kalender som i min mormors forklæde. Småkagerne blev i hvert fald gode, efter min egen mening. Og branding (er det ikke det det hedder?) skal man ikke kimse af, især ikke hvis den går indad.

onsdag den 22. december 2010

Mellem linjerne

Der skal være skole-hjem-samtaler i januar i den fjerdeklasse min ene søn går i, og i den anledning har vi (sædvanen tro) skullet udfylde nogle samtaleark. Det går blandt andet ud på at eleven sammen med forældrene placerer en række punkter der angiver forskellige færdigheder, i en skydeskive med tre cirkler: "Kan", "Kan næsten" og "Kan ikke". Arkene ligger nu enten i hans skoletaske eller i lærerens, så jeg kan ikke citere ordret, men under faget dansk lød et af punkterne nogenlunde sådan her:

"Læse mellem linjerne - læse en tekst og arbejde på at forstå hvad teksten kan handle om ud over det der står i den".

Se, det synes jeg er et interessant punkt som jeg kan mærke en stor taknemmelig for er med på listen. Det er måske lidt avanceret for nogle fjerdeklasseselever, det ved jeg ikke, men hvis jeg nu overvejer det på egne vegne?

Jeg mener selv at jeg for mit eget vedkommende vil kunne placere denne færdighed i "Kan"-cirklen - jeg kan vel nok i en vis udstrækning læse mellem linjerne (jeg forsøger i hvert fald på det konstant). Jeg vil også gå et skridt videre og sige at det er den måde jeg skriver på, uanset min sikkert primitive og ulærde facon at gøre det på, men alligevel. Det er her det sner for mig. Mellem linjerne. Det er her jeg finder de lag, den dybde og den kompleksitet som jeg synes det er interessant at beskæftige mig med. Det er her jeg bliver plingvågen og opmærksom og føler at jeg virkelig oplever noget, både når jeg læser og skriver.

Og hvis jeg nu udvider det der kan læses mellem linjerne, til ikke kun at være tekst i betydningen ord på papir eller skærm, men udtryk i bredeste forstand, så bliver jeg for alvor vågen.

Det er selvfølgelig ikke alle der har det sådan, heldigvis, for så blev verden måske lidt rigeligt langsom, ukonkret og ensidigt lodret. Men sådan har jeg det, og sådan må der være flere der har det, og derfor er jeg taknemmelig over at det punkt er med. Over at det fokus er præsent. Der er håb.

tirsdag den 21. december 2010

Blålys


Lyset er blåt. Katten vil ud, og så vil den alligevel ikke ud. Jeg åbner troligt døren hver gang den beder om det, bare for at se den snurre rundt om sig selv med den ene pote i døren og vibrerende næsebor.

Nu ligger den her på printeren, og jeg sidder her ved computeren. Radioen spiller Lis Sørensen, og hende læste jeg lige om i et ugeblad i går, og helt ærligt, jeg ved godt hun har set lyset og alt det der, og at hun synger om det med et gudbenådet talent. Gudskelov for det. Men selv har jeg det mest som katten. Jeg bliver slået tilbage af kulden.

fredag den 17. december 2010

Stier

Jaa. ...

Træt fredag. Der er ikke så meget at sige, så jeg siger (næsten) ikke noget. Jeg tror jeg er ved at blive forkølet og fryser allerede ved tanken om et par timer i 26,5 graders "varmt" vand i eftermiddag.

Jeg nærer en ufattelig stor tiltro til menneskers åndsevner generelt, og der skal meget til at ryste den. Det er dog muligt, har jeg opdaget - heldigvis på den sjove måde. Prøv at se denne video, som jeg har gravet frem på YouTube efter at flere har delt en anden kopi af den på facebook (tak!).

Jeg ønsker god weekend og intelligent stifinding i sneen til alle!

tirsdag den 14. december 2010

Legenden


Marianne spurgte i en kommentar om jeg kendte "Legenden om juleroserne" af Selma Lageröf. Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg nu, og det er jeg blevet meget rigere af.

Da jeg skulle finde ud af hvad det var for en fortælling, stødte jeg hele tiden på ordene ".. beretning om troens styrke", og det er lige hvad det er. Det er en smuk fortælling som får mig til at tænke - og det følgende står helt for min egen regning, jeg håber ikke jeg støder nogen ved at sige det - på Marianne Williamsons korte, slagordsagtige formulering af hele sin forståelse af tro: "There's no such thing as a faithless person; faith is an aspect of consciousness. Do you have more faith in fear, or in love?" Når jeg læser Selma Lagerlöfs beretning, er det som om jeg kan mærke hvad det betyder, og jeg tager legenden til mig som en af de ypperste "julefortællinger" jeg indtil nu har læst. (Ikke fordi jeg har læst så mange, men alligevel).

Jeg fandt den i "Fortællinger, legender, essays og taler" af Selma Lageröf, og den beholder jeg julen over for også at læse de andre tekster.

Der er ellers gang i bibliotekets reserveringsleveringer for tiden, så jeg kommer ikke til at kede mig når jeg er færdig med at holde svømmejuleafslutninger (og forberede julen). Næst i stakken ligger Hildegard.

Servicemeddelelse

Her kommer en servicemeddelelse. Jeg har afinstalleret Echo-kommentarsystemet fordi jeg igennem en periode ikke også har modtaget bloggens kommentarer i Bloggers eget kommentarsystem. Så blev jeg bange for at de ville forsvinde helt hvis og når og i tilfælde af .. og så videre. Jeg har dem godt nok som feed også, men det kommer jo ikke læserne til gode, og det er lige præcis hvad de gerne skulle, synes jeg.

Da Echo var væk, væltede de manglende kommentarer gudskelov ind i mit Blogger-kommentararkiv (og min indbakke), så det endte godt, pyha, men jeg har alligevel besluttet at benyttet Bloggers eget system fremover. Jeg har ikke rigtigt teknisk snilde nok til at føle mig tryg ved det andet.

Nu er der så bare det at der ikke længere er link fra kommentatornavnene til kommentatorernes egne blogge, og det er jeg ked af. Derfor:

Hvis du ikke ved hvem der "gemmer" sig bag de kommentarer der er udgivet indtil dette øjeblik, så kig i sidepanelet i blogrullen 'Vindue til verden' og find navn og blog ad den vej.

Der er også lidt skuddermudder i hvilke kommentarer der er svar til hvem, men jeg håber at det alligevel er til at finde sammenhængen.

Undskyld. Det er ikke fordi jeg ikke værdsætter de kommentarer der er skrevet, faktisk tværtimod. (Og jeg var såmænd også glad for Echo med de ekstra muligheder der lå i det ..).

mandag den 13. december 2010

Fjerne egne


Min familie kom i fredags fra fjerne egne i landet og bragte ting ind i huset som taler til fjerne egne i min personlighed:
Bogen "Thy til sanserne" (se mere her) og Thylandia Bitter med klokkelyng.

Så kan jeg måske komme ned på jorden, på smukkeste vis. Jeg længes, kan jeg mærke. Og savner.

tirsdag den 7. december 2010

Småkager


Jeg er ved at bage småkager. På lørdag skal vi have 19 gæster, og selvom det er en fødselsdagsfest, skal de ikke gå hjem uden at have mærket at det snart er jul. Jeg har iført mig et af min mormors forklæder, håber lidt af hendes køkkenarbejdsånd kan nå mig ad den vej.

Det går godt. Jeg kom godt nok til at måle smørret forkert af til vaniljekransene i første omgang, og jeg var også lige ved at glemme ingefæren til jødekagerne selvom jeg havde lagt både den og rivejernet klar ved siden af skålen. Vistnok drev jeg væk fordi jeg stod og tænkte på nogle brudstykker af Dorthe Nors' "Dage" som har sat sig fast i mit hoved sammen med hele stemningen der nægter at give slip på mig. Noget med at "flække" (ikke af grin, men af gråd), og at nogle mennesker "synes de ved bedre, fordi de har det bedre". Det er fandme godt sagt. Lige som alle de andre få, men fyldige ord i den bog. Jeg nød den - rigtig meget. Den er stor, selvom man ikke kan se det udenpå.

Vi har testsmagt vaniljekransene. De blev gode. Nu skal jeg pakke dem ned.

mandag den 6. december 2010

Hjerternes fest

Hørt i går:

- Jeg tror lige jeg rydder den sne jeg kan nå, mens vi venter ..

Skovle, skrabe, også ind på den ældre nabos område.

- Nej, nej, du behøver ikke gøre det dér, for hun har nogen til at rydde for sig. Jeg har lagt mærke til at der altid er ryddet.

Måbe, grine. Hvem søren tror han den der "nogen" er?

---

Og mens vi er ved overskudsdeling, så kommer også her et link til den indsamling til mødrehjælpens julehjælp som jeg har opdaget at gode kræfter i blogland har sat i værk, og som jeg ikke synes kan få opmærksomhed nok:



lørdag den 4. december 2010

En postkasse er en postkasse er en ..

For nogle år siden gik jeg med post i en meget kort periode. I snedriver og snebyger og med tykke stakke af julereklamer.

I går gik jeg med reklamer for min søn som var forhindret i selv at passe sin rute for en gangs skyld. I snedriver og snebyger og med tykke stakke af julereklamer.

Jeg har rigtig mange skrappe meninger i den anledning, men jeg skal spare jer for brokken og bare forsøge at give det hele et par konstruktive ord med på vejen. En gang i fremtiden vil der måske slet ikke være noget der hedder fodpost, men indtil da siger jeg bare:

Hvis I skal forære nogen en postkasse i julegave, eller hvis I selv ønsker jer en, så sigt mod en todelt postkasse med ét rum til aviser/reklamer og ét rum til breve, og med et låg der kan åbnes helt op:



Så giver I også de omdelere der bringer post og tryksager ud, den næstbedste julegave de kan tænke sig. Tror jeg, i hvert fald. (Den bedste er uden tvivl et officielt "Reklamer - Nej tak"-skilt fra posthuset, det er en gave til os allesammen (måske lige bortset fra reklameuddelerne), men det behøver jeg nok ikke at nævne her).

Den sværeste sprække at putte noget der er større end en C5-kuvert, ind ad, er en almindelig gammeldags lodret eller vandret brevsprække i døren med en fjeder på indersiden.

Så ved I det.

Jeg oksede af sted; det var tungere end normalt på grund af sneen som ingen jo kan gøre ret meget ved ud over at rydde den væk, og det gør folk faktisk generelt her. I dag har jeg ondt i armene af at trække vognen, men det er okay, og det var også ret dejligt at gå rundt i sol (den første time) og frost. Se bare udsigten her fra den ene ende af ruten:

torsdag den 2. december 2010

Dage

I halen af det forrige tunge indlæg kommer her lige et lettere - for sådan er min dag også.

Om lidt tager jeg skitøj på og bevæger mig op i byen for at hente den bog på biblioteket som er klar til afhentning. Jeg er en fattigrøv, og jeg må vente til biblioteket leverer hvis jeg vil læse. Og jeg har ventet. I mange, mange dage. På "Dage" af Dorthe Nors. Men nu ligger den klar, og jeg er på vej ..

Næsten. For inden jeg går, vil jeg lægge min fine betonafstøbning af et rabarberblad, som jeg har fået helt fra Källö Knippla, hvor rabarberne gror på trods og ligner en slags dværgrabarber, til optøning i badekarret sammen med mine lanterner, så jeg kan få fyldt røde æbler i det første og lys i de sidste. Det bliver fint, tror jeg. Jeg skal sørge for et billede til min lille juleserie i sidebaren senere.

Klik her/på billedet i sidebaren for at se alle billeder.

Om at bide hoveder af

Der grubles.

Forleden stødte jeg helt tilfældigt på dette indlæg af Claus Buhl om det for nogle mennesker svære og skamfulde ved at have et ikke-akademisk talent i en kultur der hylder akademiske dyder. Jeg delte det i min læser fordi jeg kunne mærke der skete noget med mig da jeg læste det.

På den ene side tror jeg at Claus Buhl har ret i sin analyse af fotografens problem, og også i at der formentlig er mange der kan genkende den konkrete problematik hos dem selv. Skabelonen for hvordan skam og talent kan blive koblet hos den enkelte hvis talentet afviger fra den herskende kulturs mest værdsætte egenskaber, er jeg også med på - det er ikke nogen ny tanke for mig overhovedet, sådan teoretisk set.

Men på den anden side kunne jeg personligt slet ikke genkende fotografens problematik, og det udfordrede mig. Nu er det ikke fordi jeg skal hævde at jeg har noget særligt talent; det handler mere om det grundproblem mange af os vel sagtens tumler med hvis vi er bare en lille smule vågne i livet, nemlig at det kan være meget svært dels at give sig hen til og at tro på gyldigheden af en oplevelse af at der er noget vi bare  bruge vores tid på, og dels at acceptere at dette noget dukker op inde fra os selv og er uafhængigt af hvad for eksempel omverdenens normer eller økonomien dikterer.

Her er det at det går op for mig at jeg godt kan bruge skabelonen, men at værdierne har omvendt fortegn når jeg fylder den ud med mit personlige indhold. Jeg er vokset op i en absolut ikke-akademisk familie og kultur hvor boglige sysler blev anset for det rene tidsspilde, og hvor personer der ikke kunne arbejde med deres hænder og krop, var en slags fejludgaver af mennesket. Groft, men ikke forkert, sagt. Jeg har meget tidligt lært at arbejde, hvilket der hvor jeg kommer fra, betyder at udføre konkret, hårdt, praktisk arbejde. Og jeg har meget tidligt lært at det at have lyst til at læse en bog eller beskæftige sig med at tænke, analysere eller reflektere er tæt på at være en dødssynd, og at det fører til denne verdens undergang hvis man giver sig hen til den slags slendrian. Hvordan skal man få mad i munden hvis man falder i staver i stedet for at arbejde? Hvordan skal man bevare sin værdighed med en sådan dovenskab?

Jeg er - og jeg har virkelig gransket min hukommelse* - den højst uddannede i min familie både i min egen generation og i tidligere til trods for at jeg "kun" har en uddannelse som folkeskolelærer (som jeg iøvrigt kun har brugt kortvarigt fordi arbejdet var alt for udadvendt og .. ja, praktisk til at jeg kunne finde mig til rette med det). Det siger ikke så lidt, synes jeg.

Tilbage til skabelonen. Hvis jeg har et "talent", og det er forbundet med skam, hvad er det så? Det er præcis min akademiske interesse, helt i kontrast til Claus Buhls pointe. Det er mit gode hoved, som dele af mit ubevidste system har vægret sig ved at lade mig bruge fordi det er forbundet med så stor skam, at jeg hellere ville dø end at følge min naturlige tilbøjelighed, hvis jeg kan kalde det det, til at tænke. For hvis jeg gav mig hen til det, ville det jo betyde at jeg var en fejludgave. Det er jeg gået meget langt for at skjule at jeg er, ikke med bevidst vilje, men fordi mit ubevidste overlevelsesinstinkt har budt mig det. 

Jeg sniger mig til at læse. Jeg sniger mig til at skrive. Jeg sniger mig til at tænke abstrakt og samle viden sammen. Jeg lader som om jeg godt ved at det ikke kan bruges til noget af nogen andre end mig selv. Jeg lader som om fordi jeg er så bange for at blive stemplet som et usselt menneske af mine medmennesker som jeg - med en del af mig som jeg ikke er herre over, i hvert fald i øjeblikke - forestiller mig tænker lige som min barndoms voksne.

Nu er jeg nået dertil at noget må have en ende, ellers eksploderer jeg i frustration, vrede og sorg over at livet ligesom ikke er mit, kan jeg mærke. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at mit hoved er indrettet som det er, og bruge det som det er designet til. Jeg må tage imod det som er givet, og som jeg ikke kan lave om på.

Jeg må bide hovedet af al skam. Jeg .

------------
*Note 06/12/10: Jeg har nu erfaret at jeg har en fætter der er ingeniør (men oprindeligt udlært maskinarbejder) - hvor godt!