29. oktober 2010

Standpunkt


Her, på en grå fredag med stearinlys på bordet og en nyindkøbt lyskæde med lyserøde engle på væggen bag mig, kommer et skarptskåret sammendrag af en køkkenbordssamtale mellem to forstandige mennesker - så vidt vi forstår os selv i hvert fald, siger jeg med et grin - suppleret med lidt eftertanke:

Det er som om blogverdenen holder hånden under og over den kvindelighed der ellers har så trange kår i vores tid og kultur. Og kvindelighed skal ikke forstås som nogle ydre træk, men som den indre energi og styrke der opstår når de sider af personligheden som både for den enkelte og kulturelt er forbundet med en slags forbudte indre kvindelige egenskaber, integreres. Og det gælder både for mænd og kvinder; jeg har tidligere prøvet at formulere hvordan jeg ser det, så godt jeg kunne, her.

Når man kigger rundt hos de forskellige bloggere (og i øvrigt også i omgangskredsen) er det slående hvor mange - inklusive mig selv - der lever et splittet liv hvor det arbejde vi dejlige mennesker hver især føler allermest glæde og mening ved at udføre, ikke er vores lønarbejde og nærmest bliver opfattet af både os selv og omverdenen som en slags medicin vi skal tage for at holde til og holde ud at gøre alt det der kræves for at tjene penge og for at opnå status i samfundet. En slags hobbymedicin der efter min mening snarere burde opfattes som en livseliksir der indeholder det stof som et meningsfyldt liv er gjort af, og som vi burde give en primær og ikke en sekundær (eller tertiær eller endnu fjernere) position i den enkeltes liv - uanset hvad det nu er der udgør det stof for den enkelte.

For nogle af os smelter livseleksiren og kulturelt højt skattede dyder som fx udadvendthed, handlekraft og evne til manipulation med den konkrete verden sammen - og så tror jeg at de mest eksistentielt udmarvende konflikter er undgået på heldigste vis og lykken måske gjort (i hvert fald indtil midt i livet hvor mange oplever at modsatte egenskaber, ønsker og behov melder sig med stor styrke). Men for andre af os findes livseleksiren i indadvendtheden og fordybelsen, i arbejdet med alt det der ikke er umiddelbart synligt for det blotte øje, i det der befinder sig på livets lodrette akse, og som i mange tilfælde og for mange menneskers vedkommende forbindes med kvindelighed. Her er det at splittelsen lurer lige om hjørnet for mange af os. Vores behov og vores personlighed anses måske endda virkelig af nogle for en slags sygdom der kræver medicin, og det sætter os yderligere skakmat i forhold til at undgå eller hele splittelsen. Som jeg ser det.

Måske kan du mærke i dig selv hvor nedbrydende og livsødelæggende den opfattelse er, og nu siger jeg så tydeligt jeg kan, hvad jeg mener om den sag: Det vi oplever vi er skabt til, kan aldrig være en fejl eller en sygdom. Det er menneskets enorme arrogance at tro at vi kan skelne mellem godt og ondt på andre menneskers vegne og set udvendigt fra (og at der overhovedet findes noget der er ensidigt godt eller ondt), og den opstår efter min opfattelse når vores frygt for ikke at kunne forstå, overskue, gennemskue og påvirke tager over. Det ulykkelige, ødelæggende og smertefulde opstår først når vi ikke ærer det skabte og har tillid til at det er præcis som det skal være - på godt og ondt.

Jeg vil lige vende tilbage til udgangspunktet med bloggeriet som en hånd under og over kvindeligheden for at sige at vi skal værdsætte bloggeriet som et sted hvor vi afprøver og udvikler vores evne og mulighed for at give det stof i livseleksiren, som gør hele forskellen i forhold til oplevelsen af mening og opfyldelse af vores behov, den primære plads i vores liv. Kun få tjener penge på deres blogge, og det skal heller ikke forstås så konkret selvom det ville være den ypperste løsning at vi kunne det, for det er efter min mening et meget værdifuldt arbejde vi gør her. Det skal snarere forstås som en opfordring til at anskue vores eget bloggeri som det sted vi kommer i kontakt med vores livseleksirs meningsstof i stedet for det sted vi tager dulmende medicin. Jeg kunne måske også sige det sådan at vi skal have fokus på den mulighed for at finde ud af hvad vi er skabt til, der ligger i at eksperimentere på sin blog, snarere end fx at have fokus på at nu er vi endnu engang i færd med lidt "hobbytidsspilde" som måske dulmer smerten ved vores øvrige liv og er i orden så længe vi passer det vi bør, men som ikke fører noget "virkeligt" (det vil sige nogle penge) med sig i sig selv. Den sidste opfattelse er patriarkatets og den vestlige kulturs kerneopfattelse sat på spidsen, efter min mening. Den plads til kvindelighed som findes i blogverdenen, fører i mine øjne i den grad noget virkeligt med sig.

11 kommentarer:

Lotte Frodighed sagde ...

Janne... du er et fantastiskt menneske. Du taler til hjertet. Det her er så utroligt vigtigt. TAK!

Prophecy sagde ...

Kære Janne, jeg er ikke sikker på jeg forstår det ret, men siger du - at det vi tjener penge ved, det ordinære job, der holder vores husleje og status, ikke nødvendigvis er den sande virkelighed? At når man overvældes af 'the real world', ikke kan arbejde 9-5,  og kreativitet, opfindsomhed, omsorg og indadvendthed, ikke betaler husleje, - så diagnosticeres man, og 'hjælpes' af systemet fordi man ikke passer ind i samfundets skattede kasser? Eller er jeg galt afmarcheret?

Janne sagde ...

SelvTAK, Lotte - dit mindst lige så fantastiske menneske :-D .

Janne sagde ...

Kære Prophecy, nej, jeg synes du er helt fint på rette vej i forhold til hvad jeg prøver at sige :) . Jeg kan godt se at der er noget jeg ikke har gjort så tydeligt, så jeg har rettet lidt i tredje afsnit og håber at det klarer mit budskab lidt.
Og overvældes, det er et rigtig godt ord her, synes jeg - jeg tror det er mest almindeligt at blive overvældet at den indre verden, der er som jeg ser det i hvert fald mange der gør sig den største umage for ikke at sidde stille længe nok til at mærke deres egen ditto. Jeg har det lige omvendt, den ydre verden skal indtages i meget små doser for mit vedkommende for at jeg trives, og ja, det oplever jeg af og til bliver betragtet som en sygdom. Det bliver accepteret, sådan lidt: Lad hende nu bare sidde der og nørkle i timevis, for ellers kan hun ikke klare sit arbejde, og det SKAL hun jo, ellers er hun jo nærmest ikke noget ordentligt eller rigtigt menneske. For sådan lige at sætte det fuldstændigt på spidsen :) .

Janne sagde ...

Men måske skulle det lige præcis være mit lønarbejde "at sidde der og nørkle" i stedet for at løbe livet af mig og prøve at have et job som er mere "almindeligt"? Og måske kunne nørkleriet være et mål i sig selv og ikke et middel til at holde ikke-nørkleriet ud?

Janne sagde ...

Men måske skulle det lige præcis være mit lønarbejde "at sidde der og nørkle" i stedet for at løbe livet af mig og prøve at have et job som er mere "almindeligt"? Og måske kunne nørkleriet være et mål i sig selv og ikke et middel til at holde ikke-nørkleriet ud?

Janne sagde ...

Og nu har jeg så lige tilføjet et afsnit .. kunne godt se at sammenhængen ikke var tydelig.

Krutters Krøller sagde ...

TAK! Janne, det er netop præcis sådan det er... for mit eget vedkommende, i hvert fald. Det er meget, MEGET meningsfulde ord - og alle har ret til at være her og bidrage med det vi kan - på den måde vi kan!
Jeg må læse de indlæg du linker til...
Kærligst

Janne sagde ...

SelvTAK, Rina, også til dig for dine ord. Jeg har pillet lidt ved indlægget igen igen, kunne ikke slippe det og blev ved med at skrive videre på det inden i hovedet mens jeg var til fodboldafslutningsfest og samtidig skulle koncentrere mig om prisuddelinger og fædre der forsøgte at konversere. Jeg er uforbederlig. Og måske kommer jeg til at rette og ændre flere gange endnu, indtil jeg føler at jeg har fanget hvad jeg fornemmer. (Det er i øvrigt en dårlig vane jeg har, at tro jeg er færdig og så er jeg det ikke, og så fifler jeg videre efter udgivelse - håber I bærer over).
Også kærligst :)

Megan sagde ...

Tusind tak for de gode ord! Der er så meget sandhed i det, du skriver, og jeg genkender i høj grad mig selv!

Og så fandt jeg jo også din blog! Dejligt, jeg kommer igen!

Megan, som også hedder Lene :)

Janne sagde ...

Kære Megan, som også hedder Lene - tusind tak tilbage til dig for dine ord, dem blev jeg meget glad for. Og du skal være velkommen igen - til enhver tid :) .


Janne

Send en kommentar