lørdag den 2. oktober 2010

Refleksion

Angrende Maria Magdalene (Magdalene Fabius) af George de La Tour.
Kopieret herfra.

Der er noget jeg tænker meget på for tiden. Det kører lidt i sit eget spor hvor det modnes og tager form bag alt hvad der ellers foregår. Sådan er det tit med det mest betydningsfulde, synes jeg.

Jeg læste et sted som jeg ikke kan huske, at det eneste ansigt vi aldrig - aldrig - kan se, er vores eget. Det ville passe godt til Debbie Ford og hendes univers med skyggearbejde, så måske er det i en af hendes bøger jeg har læst det. Jeg tror måske oprindeligt det er et gammelt buddhistisk ordsprog, men jeg ved det ikke; det er bare blevet hængende.

Vi kan selvfølgelig se vores eget ansigt i et spejl. Eller på et billede. Men aldrig på samme måde direkte som vi ser andre menneskers ansigter. Prøv lige at forestille dig hvad det betyder!

Og hvis du orker, tænk så også lige på at det gælder selvom vi eventuelt godt kan se vores egen skygge, i et gunstigt øjeblik hvor lyset falder rigtigt og vi er indstillet på det.

---

(Billedet øverst genkender du måske, for det er genbrug. Det har fulgt mig gennem mange år, synligt eller usynligt. Nu bringer jeg det påny, for sådan er det også med det mest betydningsfulde: Det vender tilbage igen og igen, hver gang i et nyt lys).