2. oktober 2010

Refleksion

Angrende Maria Magdalene (Magdalene Fabius) af George de La Tour.
Kopieret herfra.

Der er noget jeg tænker meget på for tiden. Det kører lidt i sit eget spor hvor det modnes og tager form bag alt hvad der ellers foregår. Sådan er det tit med det mest betydningsfulde, synes jeg.

Jeg læste et sted som jeg ikke kan huske, at det eneste ansigt vi aldrig - aldrig - kan se, er vores eget. Det ville passe godt til Debbie Ford og hendes univers med skyggearbejde, så måske er det i en af hendes bøger jeg har læst det. Jeg tror måske oprindeligt det er et gammelt buddhistisk ordsprog, men jeg ved det ikke; det er bare blevet hængende.

Vi kan selvfølgelig se vores eget ansigt i et spejl. Eller på et billede. Men aldrig på samme måde direkte som vi ser andre menneskers ansigter. Prøv lige at forestille dig hvad det betyder!

Og hvis du orker, tænk så også lige på at det gælder selvom vi eventuelt godt kan se vores egen skygge, i et gunstigt øjeblik hvor lyset falder rigtigt og vi er indstillet på det.

---

(Billedet øverst genkender du måske, for det er genbrug. Det har fulgt mig gennem mange år, synligt eller usynligt. Nu bringer jeg det påny, for sådan er det også med det mest betydningsfulde: Det vender tilbage igen og igen, hver gang i et nyt lys).

7 kommentarer:

Anne Thompson sagde ...

Rigtig spændende tanke! Første gang jeg rigtig fangede den, var da jeg læste "Spis, Bed, Elsk", hvor hun fortæller om en meditations øvelse i Indien: Ved indgangen til rummet stod en munnk og gav alle en lille plet i panden med maling i forskellige farver. Den plet kunne de så se på alle de andre, vidende, at der var en plet i deres egen pande, som de ikke kunne se. Ved udgangen efter endt meditation fjernede munken den lille plet fra dem alle sammen. Dét må være noget af en oplevelse!  

Janne sagde ...

Fantastisk fortælling, Anne - jeg kender ikke "Spis, Bed, Elsk" (men har lige googlet det), og historien er vældig illustrativ. Ja, det må have været noget af en oplevelse, forhåbentlig en aha-oplevelse som kom til at betyde noget for deltagernes forhold til både sig selv og andre bagefter. Vi skal bare vide at det aldrig kan blive anderledes, tænker jeg, uanset hvor kloge vi bliver på os selv og andres pandepletter, vil vi ikke kunne se pletten i vores egen pande. Det skal vi huske når vi ser pletten hos andre og får lyst til at bralre løs om den som om det er den selvfølgeligste information i verden, tænker jeg.

Tak for at fortælle, føje til og gøre tydeligere, Anne  :) .

Janne sagde ...

PS. Plus at vi skal bære over med os selv når vi erkender at vi ikke har kunnet se pletten (eller vores eget ansigt) udadtil og dermed været under indflydelse af noget vi ikke var herrer over i situationen. Det er vel at tilgive sig selv og acceptere sin egen sårbarhed og menneskelighed, tænker jeg. Ultimativt.

Madame sagde ...

Jeg synes også, det er en spændende tanke, Janne, og Annes eksempel er rigtig fint. <span>'Spis, Bed, Elsk' af Elizabeth Gilbert har jeg også, som Anne, læst med stor glæde.  </span>

Janne sagde ...

Madame, det kan være at jeg må læse den bog :)  - det husker jeg. Og så kan jeg ikke lade være med at spekulere på hvor optaget man (jeg) kan være af at vise det "rigtige" ansigt uden at fatte at det er en fuldkommen umulig opgave og hvad det betyder i yderste konsekvens.

Charlotte Skaaning sagde ...

Du vækker da virkelig til refleksion her hos mig på sådan en ahh...måde, ja til meditation. Tak for det :-)
Elisabeth Gilbert - hende har jeg også nydt at læse. Kan kun anbefale, at du "kaster dig over" hende.

Janne sagde ...

Okay, Charlotte, alle gode gange tre: Nu har jeg bestilt Gilbert på biblioteket, men der er 10-11 måneders ventetid, så jeg må vente lidt med den fornøjelse. Hun må være meget populær, jeg tror det er den længste ventetid jeg endnu er stødt på.

Godt at kunne vække bare lidt :) . Jeg har lige læst dit indlæg "Kend dit BULLSHIT", og det lægger sig så fint op ad den her "meditation".

Jeg tænker lidt at mange af os kender det med at det er folks bullshit eller deres komplekser vi ser i mødet med dem når de er under indflydelse af dem i en periode eller en situation, men at vi skal udvise den takt og ydmyghed ikke at se ned på dem for det, eller tro at det ER dem, og i hvert fald ikke at bidrage til at bekrige bullshitten/komplekset - netop som du siger. Om to sekunder er det mig selv der er under indflydelse, og mit ansigt bliver plettet af noget skyggemateriale der bryder igennem til min persona, og helt ærligt - det bliver aldrig anderledes. Det kan blive bedre, og i og med at man ser på hele sig selv med kærlighed, bliver det også mindre konliktfyldt og mere dialogisk, præcis som du skriver. Men man vil altid have en skygge, dvs. noget der er ubevidst i et aktuelt øjeblik.


Nå, det blev langt, måske bare fordi jeg selv prøver at hitte rede i det jeg fornemmer. Nu hopper jeg lige over til dig, Charlotte ..

Send en kommentar