24. oktober 2010

Bavian

Jeg er stor modstander af at man prøver at sige noget når man ikke har noget at sige, men som alle ordentlige mennesker ved, sker det for os alle sammen at vi gør netop det som vi ikke kan fordrage at andre gør. Måske gør vi det endda lidt oftere end vi vil være ved, suk, men som regel ved vi det trods alt først bagefter, hvis jeg skal sige noget til vores forsvar.

Jeg vidste det nu allerede før jeg skrev det første bogstav, altså at jeg ikke har noget at sige, og så er det jo helt absurd at prøve på det, men nu siger jeg noget alligevel. Gad vide hvorfor jeg ikke kan lade være?

Nå. I kan få et billede fra Bavian Rock 2010, kan I, som vi, dvs. min familie og jeg, var så heldige at have fået billetter til i lørdags. Endda sådan nogle vip-billetter der gav adgang til vip-loungen inklusive frokost og drikkevarer og wienerbrød og kaffe og jeg skal komme efter dig sammen med nogle få af de fine og en masse af de ikke-fine ligesom os selv. Fint, fint, sådan en lørdag eftermiddag i efterårsferien.

Det mere eller mindre anonyme band spillede røven ud af bukserne, efter min ydmyge mening, og gav visse af de såkaldte stjerner en opbakning de måske ikke helt kunne leve op til, men så kunne man da nyde musikken om ikke sangen. Rasmus Seebach havde sit eget band med og gjorde sig noget så sjældent som umage, og det virkede, ja det gjorde, så vi hverken kunne tie eller sidde stille. Sådan var det ikke ligefrem i tilfældet med en vis lille pige med sange om farmor og veninder, eller en vis tidligere drengekorssolist som nok har stemmen, men vist ikke helt viljen, eller hvad det nu var der manglede. Men festligt, det var det da, og hvad I ikke kan se på billedet, er Medina, som faktisk både kunne synge, sådan nogenlunde i hvert fald, og droppe det allermest selvhøjtidelige udtryk, det havde jeg måske ikke lige forventet. Men man kan da heldigvis blive overrasket, og det er en god ting her i livet.


5 kommentarer:

Leo Vang sagde ...

Dejligt, når du ikke har noget at sige. Så kommer der de mest utrolige, lækre ord og holdninger frem. Og sådan et øjebliksbillede kan vi alle godt holde til at dvæle ved. ;) Bliv ved med det.

Losarinas mor sagde ...

Når man gør sig umage , er man kommet langt

Janne sagde ...

Tak, Leo - og du ved jo i hvert fald hvad du snakker om når det kommer til musik, så vi kan måske supplere hinanden lidt  :-D .

Janne sagde ...

Ja, det tror jeg er rigtigt. Her skilte det i hvert fald fårene fra bukkene, efter min mening  :) .

Janne sagde ...

PS. Og nogle gange skal vi gå til den modsatte ende af os selv for at finde nyt liv - så jeg øver mig i at gøre det jeg ikke kan lide, når jeg får lyst til det alligevel. Måske ligger der en skat begravet dér.

Send en kommentar