søndag den 31. oktober 2010

Mere vand

Fra weekendens kursus i
aqua fitness = træning i vand

Jeg siger det bare: Jeg er ikke helt det samme menneske som før weekenden. Eller også er der dukket en "person" op indefra som har slumret i meget lang tid, måske i de næsten 14 år der er gået siden jeg - tro det eller ej - først og fremmest var kendt af både mig selv og andre for alt det jeg kunne finde ud af med min krop. Nu har jeg gjort nogle helt nye og anderledes erfaringer med den, og jeg har opdaget at jeg stadig både kan bruge den ganske godt og lære med den. Mit hoved er fyldt til randen med ny viden og forunderlig inspiration. Der er blevet hældt på så jeg overhovedet ikke selv er på omdrejningshøjde med udvidelsen endnu, og jeg sidder her med skuldermuskler der nægter at løfte armene op over hoftehøjde og knæstrækkere der føles lige så store og hårde som en cykelrytters ser ud. I nat skal jeg sove som jeg aldrig har sovet før, for natten mellem i går og i dag i et hotelværelse gav ikke megen hvile på trods af den ekstra vintertidstime. Den forslog som en skrædder i helvede fuldstændig lige som de kloge ord af Piet Hein der var malet på væggen over for sengen:
"Der findes en ro,
som beror på,
at man er tro mod det,
som man tror på".
Det var godt, det hele, og sat sammen af særdeles kompetente ildsjæle. Ingen tvivl om det, og tak til dem! Nu skal jeg bare liiiige finde tilbage til det jeg tror på.

Sådan rent fysisk er jeg hjemme igen og har tændt vores græskarlygter. Der ligger små pakker slik klar i entreen hvis der kommer nogen forbi - jeg håber bare ikke det er mig der skal ud og åbne, for om lidt anbringer jeg mit legeme i vandret stilling for noget nær første gang i denne weekend, og jeg er ikke sikker på at jeg kan komme op igen de næste par dage.

fredag den 29. oktober 2010

Standpunkt


Her, på en grå fredag med stearinlys på bordet og en nyindkøbt lyskæde med lyserøde engle på væggen bag mig, kommer et skarptskåret sammendrag af en køkkenbordssamtale mellem to forstandige mennesker - så vidt vi forstår os selv i hvert fald, siger jeg med et grin - suppleret med lidt eftertanke:

Det er som om blogverdenen holder hånden under og over den kvindelighed der ellers har så trange kår i vores tid og kultur. Og kvindelighed skal ikke forstås som nogle ydre træk, men som den indre energi og styrke der opstår når de sider af personligheden som både for den enkelte og kulturelt er forbundet med en slags forbudte indre kvindelige egenskaber, integreres. Og det gælder både for mænd og kvinder; jeg har tidligere prøvet at formulere hvordan jeg ser det, så godt jeg kunne, her.

Når man kigger rundt hos de forskellige bloggere (og i øvrigt også i omgangskredsen) er det slående hvor mange - inklusive mig selv - der lever et splittet liv hvor det arbejde vi dejlige mennesker hver især føler allermest glæde og mening ved at udføre, ikke er vores lønarbejde og nærmest bliver opfattet af både os selv og omverdenen som en slags medicin vi skal tage for at holde til og holde ud at gøre alt det der kræves for at tjene penge og for at opnå status i samfundet. En slags hobbymedicin der efter min mening snarere burde opfattes som en livseliksir der indeholder det stof som et meningsfyldt liv er gjort af, og som vi burde give en primær og ikke en sekundær (eller tertiær eller endnu fjernere) position i den enkeltes liv - uanset hvad det nu er der udgør det stof for den enkelte.

For nogle af os smelter livseleksiren og kulturelt højt skattede dyder som fx udadvendthed, handlekraft og evne til manipulation med den konkrete verden sammen - og så tror jeg at de mest eksistentielt udmarvende konflikter er undgået på heldigste vis og lykken måske gjort (i hvert fald indtil midt i livet hvor mange oplever at modsatte egenskaber, ønsker og behov melder sig med stor styrke). Men for andre af os findes livseleksiren i indadvendtheden og fordybelsen, i arbejdet med alt det der ikke er umiddelbart synligt for det blotte øje, i det der befinder sig på livets lodrette akse, og som i mange tilfælde og for mange menneskers vedkommende forbindes med kvindelighed. Her er det at splittelsen lurer lige om hjørnet for mange af os. Vores behov og vores personlighed anses måske endda virkelig af nogle for en slags sygdom der kræver medicin, og det sætter os yderligere skakmat i forhold til at undgå eller hele splittelsen. Som jeg ser det.

Måske kan du mærke i dig selv hvor nedbrydende og livsødelæggende den opfattelse er, og nu siger jeg så tydeligt jeg kan, hvad jeg mener om den sag: Det vi oplever vi er skabt til, kan aldrig være en fejl eller en sygdom. Det er menneskets enorme arrogance at tro at vi kan skelne mellem godt og ondt på andre menneskers vegne og set udvendigt fra (og at der overhovedet findes noget der er ensidigt godt eller ondt), og den opstår efter min opfattelse når vores frygt for ikke at kunne forstå, overskue, gennemskue og påvirke tager over. Det ulykkelige, ødelæggende og smertefulde opstår først når vi ikke ærer det skabte og har tillid til at det er præcis som det skal være - på godt og ondt.

Jeg vil lige vende tilbage til udgangspunktet med bloggeriet som en hånd under og over kvindeligheden for at sige at vi skal værdsætte bloggeriet som et sted hvor vi afprøver og udvikler vores evne og mulighed for at give det stof i livseleksiren, som gør hele forskellen i forhold til oplevelsen af mening og opfyldelse af vores behov, den primære plads i vores liv. Kun få tjener penge på deres blogge, og det skal heller ikke forstås så konkret selvom det ville være den ypperste løsning at vi kunne det, for det er efter min mening et meget værdifuldt arbejde vi gør her. Det skal snarere forstås som en opfordring til at anskue vores eget bloggeri som det sted vi kommer i kontakt med vores livseleksirs meningsstof i stedet for det sted vi tager dulmende medicin. Jeg kunne måske også sige det sådan at vi skal have fokus på den mulighed for at finde ud af hvad vi er skabt til, der ligger i at eksperimentere på sin blog, snarere end fx at have fokus på at nu er vi endnu engang i færd med lidt "hobbytidsspilde" som måske dulmer smerten ved vores øvrige liv og er i orden så længe vi passer det vi bør, men som ikke fører noget "virkeligt" (det vil sige nogle penge) med sig i sig selv. Den sidste opfattelse er patriarkatets og den vestlige kulturs kerneopfattelse sat på spidsen, efter min mening. Den plads til kvindelighed som findes i blogverdenen, fører i mine øjne i den grad noget virkeligt med sig.

onsdag den 27. oktober 2010

Morgen

I har nok allesammen* set lyset denne smukke morgen, det var næsten ikke til at undgå. Mit kamera er stadig kaput, men det gør nok ikke nogen større forskel i forhold til at fange øjeblikket som det så ud for en halv time siden, for jeg duer alligevel ikke til at tage billeder. Egentlig tænkte jeg også meget mere på Eleanor Farjeons Morning has broken med Cat Stevens, og selvom det nummer hører en helt anden tid i mit liv til, så kunne jeg næsten huske alle ordene og sang dem mens jeg smurte madpakke og lavede morgenmad.

Sådan en morgen er god at gemme i ens indre arkiver, synes jeg. Og nu har jeg også gemt den her.


---
Opdatering kl. 15.09:
*Nej, ikke allesammen, men måske nok kun jer der bor i Københavnsområdet? Jeg hørte det også kommenteret i radioen og tænkte at det så nok var et ret landsdækkende fænomen, men sådan var det vist ikke lige ...

søndag den 24. oktober 2010

Bavian

Jeg er stor modstander af at man prøver at sige noget når man ikke har noget at sige, men som alle ordentlige mennesker ved, sker det for os alle sammen at vi gør netop det som vi ikke kan fordrage at andre gør. Måske gør vi det endda lidt oftere end vi vil være ved, suk, men som regel ved vi det trods alt først bagefter, hvis jeg skal sige noget til vores forsvar.

Jeg vidste det nu allerede før jeg skrev det første bogstav, altså at jeg ikke har noget at sige, og så er det jo helt absurd at prøve på det, men nu siger jeg noget alligevel. Gad vide hvorfor jeg ikke kan lade være?

Nå. I kan få et billede fra Bavian Rock 2010, kan I, som vi, dvs. min familie og jeg, var så heldige at have fået billetter til i lørdags. Endda sådan nogle vip-billetter der gav adgang til vip-loungen inklusive frokost og drikkevarer og wienerbrød og kaffe og jeg skal komme efter dig sammen med nogle få af de fine og en masse af de ikke-fine ligesom os selv. Fint, fint, sådan en lørdag eftermiddag i efterårsferien.

Det mere eller mindre anonyme band spillede røven ud af bukserne, efter min ydmyge mening, og gav visse af de såkaldte stjerner en opbakning de måske ikke helt kunne leve op til, men så kunne man da nyde musikken om ikke sangen. Rasmus Seebach havde sit eget band med og gjorde sig noget så sjældent som umage, og det virkede, ja det gjorde, så vi hverken kunne tie eller sidde stille. Sådan var det ikke ligefrem i tilfældet med en vis lille pige med sange om farmor og veninder, eller en vis tidligere drengekorssolist som nok har stemmen, men vist ikke helt viljen, eller hvad det nu var der manglede. Men festligt, det var det da, og hvad I ikke kan se på billedet, er Medina, som faktisk både kunne synge, sådan nogenlunde i hvert fald, og droppe det allermest selvhøjtidelige udtryk, det havde jeg måske ikke lige forventet. Men man kan da heldigvis blive overrasket, og det er en god ting her i livet.


torsdag den 21. oktober 2010

Just for the fun of it ..




(Jeg er her også. Stadig. Sådan da).

mandag den 18. oktober 2010

Regn

De siger i radioen at regnen breder sig vestfra, og selvom det er noget sludder at sige, så føles det fuldstændig sådan inden i mig også. Jeg har meget at glæde mig til og over, og det ved jeg godt med den ene halvdel af mig selv, men den anden er sådan kommet i tvivl. Ikke om det der skal ske om en time, eller om at der er nok at glæde sig til og over i det nære, men om hvad meningen overhovedet er med at jeg er her. Jeg har altid troet på at der er reserveret en plads til hvert eneste menneske der bliver født på denne jord, og at vi alle sammen har hver vores opgave at udføre i løbet af vores liv, men nu er det at jeg - igen - kommer i tvivl om om det nu også gælder for mig, eller om jeg er undtagelsen der bekræfter reglen eller noget i den retning. Jeg er ikke i tvivl på noget som helst andet menneskes vegne, vær søde at notere jer det, men helt ærligt, jeg kan simpelthen ikke få øje på hvor min plads eller hvad min opgave skulle være, og det føles præcis som om jeg hele tiden forsøger at udfylde en andens.

fredag den 15. oktober 2010

Mennesket mod maskinerne

I går sad jeg på min flade det meste af dagen og holdt mine vandtrætte lemmer og mit indtryksmætte sind fuldkommen i ro, og hvad er bedre når man skal restituere, end at møblere om på sin blog mens man drikker kaffe og tager sig en pause ind imellem og bare kigger ind i et par tændte stearinlys? Ikke meget, synes jeg, så der blev rodet og regeret, måske ikke med noget bedre resultat til følge, men skidt nu med det - det var lige hvad jeg trængte til, nemlig.

Og mens jeg sad dér og puslede, fik jeg pludselig øje på at mit navn står alle vegne, og tænkte at I jo nok snart ved hvad jeg hedder, og at jeg måske kunne nedtone det en lille smule selvom det ikke ligefrem er tilfældigt at min blog hedder mit navn. Hvad med et billede i stedet, var første idé, og det forsøgte jeg mig så med, men jeg kunne ikke få det til at blive som jeg ville have det. Så kiggede jeg på bogstaverne og tænkte at de da måtte kunne bruges til et eller andet. Frem med bogstavbrikker og tålmodighed i jagten på et godt anagram, men det kunne jeg heller ikke få til at blive som jeg ville have det. En lidt for bunden opgave, måske, der er dog grænser for hvad den menneskelige hjerne kan kreere ud af et så sparsomt materiale. Men jeg kunne ikke slippe ideen, så her til morgen skulle jeg lige prøve om jeg kunne finde en effektiv anagramgenerator på nettet, og ved I hvad, nu kommer pointen, JEG KUNNE IKKE FINDE NOGEN ANAGRAMGENERATOR SOM KUNNE FINDE PÅ TILNÆRMELSESVIS DET SAMME SOM MIN HJERNE HAVDE GJORT I GÅR, og det synes jeg fandme er så opløftende at I skal have resultaterne her, uanset at nogle af dem mere end nærmer sig noget fortænkt og forsludret vrøvl. Men jeg har slået maskinerne, og det skal bare ikke overses, og jeg håber at alle der læser det her, vil huske at de til enhver tid selv kan slå denne verdens maskiner med deres hjerner.

Og her kommer de så, de menneskegenererede anagrammer med mit navns bogstaver:

nej en ølolm raslen
jollen er løs manne
nøj mon alle ler ens
ej ranselmølnolen
nol møl ej ranselen

og det bedste som alligevel ikke er godt nok:
le nar men øs jollen, altså som i: Le (bare, din) nar, men øs jollen (selv først)!

Der findes helt sikkert et perfekt anagram som både giver mening, er sprogligt i orden og udtrykker noget jeg står for, og jeg giver ikke op. Når jeg - eller en anden? - finder det, kommer det op i blogtitelfeltet, det lover jeg. Kommer tid, kommer råd.

(Og jo, jeg har tænkt på noget med moral og morale, men jeg kunne ikke få det på plads, det blev bare til noget underlødigt, som jeg ikke tør skrive her ..).

tirsdag den 12. oktober 2010

Ord som forankrer

Jeg er nået til sidste side i den dagbog jeg skriver i for tiden. Lige om lidt sætter jeg de sidste kruseduller der er plads til, og det får mig til at tænke på at jeg altid vil huske netop denne dagbog for nogle ord af Eckhart Tolle som jeg engang hørte i et radiointerview og skrev ned efter hukommelsen, og som jeg vender tilbage til igen og igen. Nu kan jeg ikke lade være med at google ordene, det er en indgroet vane jeg har altid at skulle grave, og vupti er jeg på en side hvor interviewet er skrevet ned. Når jeg læser i det, kan jeg tydeligt høre de to stemmer der taler sammen, i mit hoved.

"The only difference between a Master and a non-Master is that the Master embraces what is, totally."

Sådan lyder de ord jeg skriblede ned efter hukommelsen i dagbogen et sted undervejs. Jeg glemmer dem aldrig, tror jeg. Heller ikke selvom den dag engang skulle komme hvor ikke bare min hjerne, men også mit hjerte forstår dem i sin fulde udstrækning.

Jeg har købt en ny dagbog for længe siden, og den ligger klar til at blive taget i brug. Hvis der er noget, jeg er panisk angst for at løbe tør for, så er det plads til at skrive og tegne lidt af alt det der drøner gennem hovedet på mig såvel om natten som om dagen med jævne mellemrum. Dagbogen er som et anker i tilværelsen for mig. Uden det drev jeg måske væk.

mandag den 11. oktober 2010

Satellitsyn

"Vi må hjem og slå op på Google Earth så vi kan få et helikoptersyn på hvordan det hele er placeret i forhold til områderne udenom", sagde jeg på søndagens tur rundt på Christiania.

"Det hedder altså 'satellitsyn' ..", lød det omgående og korreksende fra den yngste af de to jeg fulgtes med.

Nåja. Så siger vi det. Satellitsyn.


lørdag den 9. oktober 2010

Duften


Jeg har været frem og tilbage en million gange; nu venter jeg på sidste tur, for det er vaskedag, og det er jo helt trivielt og kedeligt og noget enhver kender til, så der er ingen grund til at sige så meget om det. Men i tilfælde af at du ikke selv har vasket og hængt ud i dag, netop i dag, hvor himlen er høj og luften lugter af efterår på den måde efterår lugter når det er allersmukkest, så kommer her et billede som du ikke skal kigge for meget på, men måske hellere prøve at fange duften af.

onsdag den 6. oktober 2010

(Sociale knapper)

(Jeg ved ikke hvorfor de der deleknapper pludselig kan ses under hvert indlæg. De er muligvis af det gode, og det er muligvis udmærket at stille dem til rådighed, men jeg har ikke selv bestemt at de skulle være der, og præcis derfor er det skideirriterende at de er der. Jeg håber de går væk af sig selv igen på samme måde som de er dukket op, for så kan jeg sætte flueben ud for muligheden hvis det passer mig. Og det er nu engang mere min stil).

Opdatering kl. 21:41
(Og så virker de knapper ikke engang, går det op for mig i dette øjeblik, og det er endnu mere irriterende at de kan ses uden at kunne bruges, så nu HAR jeg sat det flueben .. grrr).

Opdatering 7. oktober kl. 21:30
(Hehe, der snød jeg dig, Google/Blogger. Kom igen!)

Vaks ved havelågen


mandag den 4. oktober 2010

Mandagsblå

I går var jeg for første gang på besøg i en lejlighed hvor hver ting har sin plads og alting er valgt med omhu. Her er det helt utænkeligt med sure fodboldstrømper på gulvet, skærebræt med krummer og kniv på køkkenbordet og uindrammede børnetegninger på væggene.

Og helt ærligt, jeg var ikke fri for i et glimt at ønske mig 25 år tilbage i tiden hvor jeg selv boede sådan (næsten). Men det er jo kun Superman der kan dreje kloden baglæns, så jeg sprang hurtigt videre til i et glimt at se for mig at jeg hentede trillebøren i haven og kørte skrammel og unødvendigt gods væk i fast rutefart mellem hoveddøren og containeren i total udsmidnings- og oprydningsrus hele denne skønne mandag.

Men også det glimt kom jeg over. Jeg tror jeg nøjes med at rydde lidt op efter weekenden hvor alt fik lov at ligge hvor det blev smidt, fordi jeg havde travlt med at hækle en gave til værtinden. Jeg er ikke sikker på at det jeg fik lavet i min glade iver var så velvalgt, det kan jeg vist lige så godt sige selv. Kulturkløft, kunne man måske nærmest komme til at tænke, men som sagt: Jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage, selvom jeg på én måde gerne ville. Heldigvis kan jeg også godt få øje på at jeg på en anden måde helt sikker ikke ville, selvom jeg havde valget. Gudskelov.


lørdag den 2. oktober 2010

Refleksion

Angrende Maria Magdalene (Magdalene Fabius) af George de La Tour.
Kopieret herfra.

Der er noget jeg tænker meget på for tiden. Det kører lidt i sit eget spor hvor det modnes og tager form bag alt hvad der ellers foregår. Sådan er det tit med det mest betydningsfulde, synes jeg.

Jeg læste et sted som jeg ikke kan huske, at det eneste ansigt vi aldrig - aldrig - kan se, er vores eget. Det ville passe godt til Debbie Ford og hendes univers med skyggearbejde, så måske er det i en af hendes bøger jeg har læst det. Jeg tror måske oprindeligt det er et gammelt buddhistisk ordsprog, men jeg ved det ikke; det er bare blevet hængende.

Vi kan selvfølgelig se vores eget ansigt i et spejl. Eller på et billede. Men aldrig på samme måde direkte som vi ser andre menneskers ansigter. Prøv lige at forestille dig hvad det betyder!

Og hvis du orker, tænk så også lige på at det gælder selvom vi eventuelt godt kan se vores egen skygge, i et gunstigt øjeblik hvor lyset falder rigtigt og vi er indstillet på det.

---

(Billedet øverst genkender du måske, for det er genbrug. Det har fulgt mig gennem mange år, synligt eller usynligt. Nu bringer jeg det påny, for sådan er det også med det mest betydningsfulde: Det vender tilbage igen og igen, hver gang i et nyt lys).