30. september 2010

Hviledag

Det er torsdag, og det betyder fridag. Eller hviledag, skulle jeg måske hellere kalde det, for jeg bruger det meste af mine fridage for tiden på at forsøge at finde både mig selv og lidt energi igen, og så kan jeg vel næppe sige at dagen er fri? Jo, fri fra lønarbejde, men nej, ikke fri til at bruge til det der ellers venter inden i mig og kalder på mig for at blive brugt og forløst.

Det tager megen fordybelse for mig at nå det sted i mig selv hvor jeg kan mærke hvad der kalder, og en enkelt dag er ikke nok. Slet ikke når energireserverne er i bund lige fra morgenstunden, og det er de konstant for tiden, fordi en gammel, velkendt dæmon flår mig endnu engang. Jeg er kun et menneske, men jeg glemmer det igen og igen, fordi en del af mig lever i den vildfarelse at jeg skal være guddommelig for at have ret til at være her. Nu har den del igen sneget sig ind på mig i ubemærkethed og blandet sig i mine sager, og der skulle en kraftfyldt drøm og nogle tydelige signaler fra min krop til for at bringe mig ud af besættelsen igen. Men nu ser jeg. Og det kræver jo også sin energi. Og sin hvile.

14 kommentarer:

Lotte Frodighed sagde ...

Ja. Det må gerne snart være godt nok "bare" at være menneske og være til!
Knus og god hviledag til dig :)

Janne sagde ...

Ja, det må snart være nok. Jeg er så træt. Og altid bange for at det ikke er nok.

Knus tilbage, Lotte. Hvis du ser havet, så send lidt af det med en tanke til mig :)  

Donald sagde ...

Guddommelig? Ja, man kan somme tider få indtryk af at der er brug for en gud i det politiske maskineri med alle de afsløringer, vi får.

Hvis det kan være dig en hjælp - det håber jeg - kan jeg fortælle at jeg også har brug for tid og at jeg synes jeg har brugt den til at finde ind der, hvor de vante forestillinger begynder at flytte sig, reagere på hvad jeg ser og finder ud af. Det gør somme tider _ondt_ at erkende, hvor dum man/jeg har været og så gælder det om at sige at vejen frem til mindre dumhed går igennem iagttagelse og at man også skal kunne elske den lille rare fyr (eller pige) man var indtil man blev mere - øh, observant? Mere i stand til at se og føle empati for de ting, som er lige for næsen af en, men som jeg ikke så, når tanker og følelser var bundet af andre ting. Jeg skylder lige at sige at jeg egentlig er rimeligt normal :)

Donald sagde ...

Guddommelig? Ja, man kan somme tider få indtryk af at der er brug for en gud i det politiske maskineri med alle de afsløringer, vi får.

Hvis det kan være dig en hjælp - det håber jeg - kan jeg fortælle at jeg også har brug for tid og at jeg synes jeg har brugt den til at finde ind der, hvor de vante forestillinger begynder at flytte sig, reagere på hvad jeg ser og finder ud af. Det gør somme tider _ondt_ at erkende, hvor dum man/jeg har været og så gælder det om at sige at vejen frem til mindre dumhed går igennem iagttagelse og at man også skal kunne elske den lille rare fyr (eller pige) man var indtil man blev mere - øh, observant? Mere i stand til at se og føle empati for de ting, som er lige for næsen af en, men som jeg ikke så, når tanker og følelser var bundet af andre ting. Jeg skylder lige at sige at jeg egentlig er rimeligt normal :)

Janne sagde ...

Donald, jeg ved godt at du er rimeligt normal, for ikke at sige helt normal, og det er jeg faktisk også. Det usædvanlige (men ikke unormale) vi har til fælles er måske netop at vi tager os tiden til at kigge lidt i dybden og lade det forandre os. Jeg kender den rejse du beskriver, rigtig godt, og jeg tror egentlig ikke vi finder noget i løbet af den som andre ikke ville kunne finde i sig selv - forskellen er måske bare at vi gør rejsen. Det hjælper mig meget at du skriver som du gør fordi det får mig til at føle at du kan se med mig hvad der foregår. Det er jeg taknemmelig for, det skal du vide.

Og apropos din fine tekst om Skyggen som jeg har læst i dag, så har jeg en stor tilbøjelighed til at tro at det er rigtigt at universet kun har begyndelser. For mig peger (næsten) alting fremad, mod nye muligheder, selv de gentagne møder med mine egne indre dæmoner.

Tak, Donald :) .

Charlotte Skaaning sagde ...

Åh...det lyder som et hæsligt sted, du kan lande med dig selv (at du skal være guddommelig for at have ret til at være her) Men hvor er det godt, du har en fantastisk krop og dine drømme til at bringe dig tilbage på den gode side af det, du kalder besættelsen. Du kan mærke, hvad der kalder. Det er jo fantastisk. Især bagefter ikk'? ;)

Har du nogensinde tænkt på om du er særlig sensitiv (og det mener jeg på den absolutte positive måde)? Jeg kan henvise til en bog (du kender den måske allerede) af Elaine Aron, som hedder Særligt sensitive mennesker. Hun har forsket i, hvordan vi mennekser har forskellige tærskler for, hvornår vi føler os overstimulerede af forskellige påvirkninger, og at visse (ca. 20 pct af os) er så sensitive overfor stimuli, at vi har brug for særlig lang tid til at fordøje,, bearbejde, reflektere for herefter at vende stærkt tilbage igen.

Der er noget, jeg genkender i det du beskriver, og jeg har fundet stor inspiration i Arons bog. Det vil jeg gerne dele med dig :)

Kærlig hilsen Charlotte

Madame sagde ...

Kære Janne, det lyder som en drøm, der gav indsigt og aha-oplevelser. Håber, du passer på dig.
Ha' en rigtig god weekend!

Janne sagde ...

Charlotte, jeg må indrømme at din kommentar bringer mig lidt ud af fatning. Jeg spekulerer lidt på om du ved at jeg er den Janne der skrev på "Jannes sted"?

Jeg har selv skrevet om særligt sensitive mennesker, se især dette indlæg fra 2008 hvor Elaine Arons bog "The highly sensitive person" udkom på dansk. Dette indlæg, eller måske især de nederste kommentarer, giver også et indtryk af mit forhold til Elaine Aron og særlig sensitivitet. Jeg har også engang skrevet en kommentar til dette indlæg på din blog til netop det med særlig sensitivitet.

Som du måske ved, har jeg mere end fem års jungiansk analyse bag mig som ikke er slut endnu, og det har bragt mig langt ud over udfordringerne ved at være særlig sensitiv, hvis jeg kan formulere det sådan. Jeg har været meget glad for at læse Elaine Aron (også nogle af hendes videnskabelige artikler der gør hendes forbindelse til Jung og den analytiske psykologi klar - hun er jo jungiansk analytiker), og jeg sætter meget stor pris på hendes bidrag og er sikker på at hun kommer til at gøre en enorm forskel for rigtig mange mennesker. Jeg har det personligt sådan nu, at ja, jeg er særligt sensitiv, ingen tvivl om det (alle mine indlæg her tror jeg peger på det for det vågne øje), men det er stadig bare et karaktertræk og det siger dybest set ikke meget om hvad der rører sig i mit sind eller i sjælen, og det er her jeg bliver tændt for alvor.

Jeg er jo bare lægmand, og jeg skal ikke gøre mig klog på nogen former for faglighed, men har på "Jannes sted" forsøgt at formidle nogle af de tænkere jeg selv har haft glæde af at stifte bekendtskab med. Det gjorde jeg i nogenlunde samme takt som at jeg bevægede mig rundt i individuationens spiral - men aldrig mens jeg stadig arbejdede med et bestemt område, aldrig mens noget stadig var aktuelt i min egen terapi - den er og skal være et lukket rum. Mit sprog er ikke terapeutens eller psykologens, det er bare mit som menneske for jeg har ikke noget andet at komme med, men det betyder ikke at når jeg skriver ord som "guddommelig", at der så ikke en hel verden af hårdt arbejde, begreber og langsommelig proces bag - det er der, men det er helt op til læseren at fylde det ud med sit eget materiale. Jeg er - hvis jeg selv skal sige det - meget bevidst om hvad selv skriver, men selvfølgelig er jeg stadig kun et menneske med skygge og det hele, og det bliver jeg ved med at være til mine dages ende uanset hvor langt min analyse strækker sig - det er vel nærmest pointen i det her indlæg.

Efter min egen mening vil de mest relevante faglige emneord til dette indlæg være narcissistisk sårethed og manapersonlighed. 

Så vidt mine ord, Charlotte, jeg håber ikke du tager mig dem ilde op, men jeg blev lige nødt til at sætte en fod ned her. Jeg er meget træt af ikke at blive set, apropos  :) .

Kærlige tanker

Janne sagde ...

Kære Madame, nemlig med den drøm - og jeg passer på mig selv for nu kan jeg heldigvis se hvad der foregår :) .
I lige måde god weekend til dig.

Louise sagde ...

Gid jeg vidste mindre om mig selv, når jeg vågnede end når jeg går i seng. Selv mine drømme er bundet op i mine analytisk rigide mønstre, så jeg kan analysere dem som skabeloner.

Jeg vil finde ud af dét, jeg ikke ved. Om mig selv. Og som får mig til at gentage spiraler, der ikke bevæger sig opad, men skruer mig ned.

Det lyder som om, du bevæger dig opad, Janne. Det er SÅ dejligt at vide, at det også kan ske.

Kram og kærlighed

Charlotte Skaaning sagde ...

Kære Janne
Jeg er klar over, at du er Janne, der skrev på Jannes sted. Har ikke læst dine indlæg om særlig sensitivitet førend idag. Må sige, det er spændende læsning. Respekt herfra for din indsigt og dine refleksioner.

Husker nu, at du i sin tid har responderet på mit indlæg om særligt sensitive.

Jeg har ikke som sådan været dykket ned i dine arkiver, og har ikke kendt til dine indlæg, udover dem (andre) jeg har læst ad-hoc. Når jeg har reageret på det du har skrevet, har jeg gjort det ud fra et her-og-nu-udgangspunkt.

Det har ikke været mit ærinde at drage konklusioner om, hvad der rører sig i dig eller om, hvem du er, men jeg kan godt forstå, det kan komme til at lyde som om jeg propper dig ind i Arons kasse, når jeg forespørger og refererer til hende. Det ligger mig fjernt at tænke i kasser, omend de kan bruges som pejlemærker i nærmere undersøgelse af, hvordan det VIRKELIGT forholder sig. Jeg er ligesom dig optaget af OPLEVELSEN mere end objektive analyser og konklusioner. Hvorfor oplevelsen alene ikke er nok. Det er den...jeg håber, jeg formår at møde dig i det du oplever denne gang :)

Jeg tager mine kommentarer til dig i går til efterretning, og jeg har det sådan, at din reaktion er velkommen. Jeg er med på, at du ikke har følt dig set. Det kan jeg virkelig godt forstå, du bliver meget træt af.

Kærligst Charlotte

Janne sagde ...

Louise, er du klar over hvor glad jeg blev for dine ord? Hvis jeg kan vise at der er en vej opad i spiralen, så er alt hvad jeg vil med at skrive, nået. Det er i bund og grund mit eneste ærinde.

Det er nu ikke altid det føles sådan, vil jeg lige sige, og ind imellem skal jeg godt nok anstrenge mig for at finde det helt høje helikoptersyn frem for at se det. Jeg har bare en eller anden solid tro på at det kan lade sig gøre, selv når det er rigtig skidt - den er helt irrationel, men den forsvinder kun i de allersorteste øjeblikke, og dem er det da heldigvis lykkedes mig at overleve indtil nu :) .

Jeg vil lige sige én ting: Uden en kompetent ledsager med den samme tro på og personlige erfaring med hvad det hele handler om og hvordan man bedst støttes, var det aldrig lykkedes. Det er rigtig, rigtig vigtigt at sige her. Jeg tror det er praktisk taget umuligt at gøre alene, og desuden tror jeg man skal være meget kritisk når man vælger ledsager. Jeg er kun til de "dyre" løsninger, mindre kan ikke gøre det efter min mening, men så kommer man til gengæld også ud på sit livs eventyr som jeg slet ikke kan forestille mig at man nogensinde vil fortryde. Det kommer til at betyde forskellen mellem liv og død for en.


Nu skrev jeg en masse, Louise, fordi det er vigtigt, og du gav mig en anledning. TAK, siger jeg bare. Og sender masser af kærlighed tilbage til dig, for det er det der gør forskellen. Kærligheden.

Janne sagde ...

Kære Charlotte,

Vi har siddet og skrevet samtidig, tror jeg, det er sjovt at tænke på :) .


Tak for dine ord, jo, nu føler jeg mig set, men det viser også bare hvor stor en andel jeg selv har i at være usynlig. Selvfølgelig har du ikke læst alle mine indlæg, det er helt rimeligt (nu smågriner jeg :) , og måske tror jeg bare at alle her i blogverdenen forbinder mig med det med særlig sensitivitet og Elaine Aron - måske har jeg selv puttet mig i en kasse?


Det er det med sensitive mennesker, det er ofte det stille vand med den (meget) dybe grund, og man skal aldrig tro at man får hele historien som tilhører/tilskuer. Det har jeg levet med hele mit liv, men nu er det altså at jeg sgu vil gøre mit til at det ikke bliver ved det. Hvis jeg kan. Og tør.

Og nemlig, det med oplevelsen. Der er ikke så meget mere at snakke om, med mindre man vil drive videnskab, og det egner det åndelige sit altså ikke til, efter min mening.

Nu er vi fair and square, Charlotte, og jeg føler mig helt tryg og set, og jeg glæder mig til alle de givtige og lærerige møder vi forhåbentlig kan have her i blogverdenen fremover. Hvis jeg ellers kan finde en måde at udtrykke mig på som også kan forstås, jeg føler lidt jeg står over for en enorm udfordring her som godt kan tage vejret lidt fra mig.

Hav en dejlig aften, Charlotte. Og tak for at hjælpe til med at få det hele på plads :) .


Kærligst
Janne

Charlotte Skaaning sagde ...

Kære Janne
Hvor er jeg glad for at vi har fundet frem til en forståelse :)  Jeg ser frem til fremtidige dialoger og ang. Arons teorier....vil jeg bare sige TAK fordi du kaster lys over nogle ting, som har siddet som en modstand i mig, men som jeg haft svært ved at formulere. Det gør du så fint!

Skøn weekend til dig
Kærligst Charlotte

Send en kommentar