torsdag den 30. september 2010

Hviledag

Det er torsdag, og det betyder fridag. Eller hviledag, skulle jeg måske hellere kalde det, for jeg bruger det meste af mine fridage for tiden på at forsøge at finde både mig selv og lidt energi igen, og så kan jeg vel næppe sige at dagen er fri? Jo, fri fra lønarbejde, men nej, ikke fri til at bruge til det der ellers venter inden i mig og kalder på mig for at blive brugt og forløst.

Det tager megen fordybelse for mig at nå det sted i mig selv hvor jeg kan mærke hvad der kalder, og en enkelt dag er ikke nok. Slet ikke når energireserverne er i bund lige fra morgenstunden, og det er de konstant for tiden, fordi en gammel, velkendt dæmon flår mig endnu engang. Jeg er kun et menneske, men jeg glemmer det igen og igen, fordi en del af mig lever i den vildfarelse at jeg skal være guddommelig for at have ret til at være her. Nu har den del igen sneget sig ind på mig i ubemærkethed og blandet sig i mine sager, og der skulle en kraftfyldt drøm og nogle tydelige signaler fra min krop til for at bringe mig ud af besættelsen igen. Men nu ser jeg. Og det kræver jo også sin energi. Og sin hvile.

mandag den 27. september 2010

Mig, en kompulsiv deler

Okay. Der blev sat noget i gang, og nu har jeg så tænkt mig lidt om. Og eksperimenteret lidt. Og jeg erkender at jeg er begavet med eller belastet af - alt efter hvordan man ser det - en tvingende trang til at dele. Når jeg støder på noget godt, dvs. noget jeg kan lide, noget der beriger mig, noget der rusker mig eller noget der bare gør en forskel, tænker jeg straks på at jeg må fortælle den eller dem om det. "Bror M, har du hørt nn, det er da det fedeste jeg hørt længe", lyder det i mit hoved. Eller "Alverden, prøv lige at vende tingene på hovedet lige som hende der skriver her, for det rykker, og det har verden brug for". Eller "Søde Husbond, prøv at se tingene sådan her, det er ikke kun mig ..". Og så videre.

Derfor kan I nu se en boks her til højre i sidepanelet med ting og sager delt via min feed-læser. Her vil jeg lade det mest inspirerende jeg støder på på nettet, flyde frit næsten uden bekymringer om tab af originalitet, høhø. Måske er der aldrig nogen der gider klikke på noget, og det er sådan set i orden, men jeg får i hvert fald afløb, og nu ved I det, og så har jeg fred. (For en stund).

søndag den 26. september 2010

Gåde

mandag den 20. september 2010

Pause-dyr-der-lever-i-vand



Lagde du mærke til blæksprutten? Det er mig. Og også lidt frøen .. eller er det en tudse (åh nej, vel)?

(Og så lover jeg højt og helligt at jeg vil begrænse brugen af youtube-videoer på denne blog når jeg skriver igen fremover. Og ligeså med alle andre former for kopiering, efterligning og fremlæggelse af uoriginalt materiale. Det skal være slut. Jeg er altid gået efter det originale; jeg havde bare glemt et øjeblik at det også skal og kan findes i mig selv. Uanset hvad).

torsdag den 16. september 2010

Andres kloge ord

Jeg er træt som ind i helvede, og der findes ikke et ord eller en tanke i mig lige nu som er værd at dele med andre. Det gør der til gengæld i andre, kan jeg se i min feedlæser, og i dag vil jeg simpelthen give ordet til Charlotte Skaaning som har skrevet indlægget Mobning og forældrenes rolle. Dét er til gengæld værd at dele, efter min mening. Tak!

tirsdag den 14. september 2010

Vejret og så'n ..

(Shhhh .. 

Jo, jo, jeg skammer mig da lidt over vejret. Men jeg er næppe alene om det.
Og TAK til jer der på trods har gjort denne dag til en bedre dag end alle andre. Jeg er så glad at det måtte løbe over - der er grænser for hvor meget der kan være indeni! 
Nu må jeg arbejde. I radioen spiller de Anita Baker. Det er også en gave).


søndag den 12. september 2010

Notits


Jeg havde engang en facebook-profil. Den slettede jeg. Nogle måneder senere oprettede jeg en ny profil for at både bloggen og jeg kunne findes ad den vej, men uden venner eller nogen anden aktivitet end links til mine blogindlæg. For nogle dage siden blev jeg så venner med mine børn igen og startede dermed den sikkert for de fleste velkendte facebook-steppebrand hvor ens tilstedeværelse og mindste pip breder sig ud i netværket som en løbeild. Det resulterede i de første (undrende) venneanmodninger i løbet af bare et par timer og lidt senere grin og drillerier og forvirrede forespørgsler ansigt til ansigt i mødet med tidligere fb-venner der havde opdaget ildløsen.

Det er den korte version, og jeg skal spare jer for den lange. Til gengæld vil jeg tage bladet fra munden, risikere min hals og sige min mening om facebook - bare så alle ved hvor jeg står:

Jeg bryder mig ikke rigtigt om facebook; jeg synes det er et uendeligt komplekst og kompliceret medie som kan tage pippet fra mig med sin uoverskuelighed og sit ekstremt påtrængende og docerende informationsflow. Nu har jeg igen vovet mig lidt rundt derinde (alene det udtryk er absurd, uanset hvor almindeligt det er) og kan se at det i hvert fald ikke er blevet bedre siden sidst jeg var der. Tværtimod. Ideen med facebook, at bidrage til opbygningen af sociale netværk, er god på et meget overordnet plan. Jeg synes bare den praktiske organisering eller den konkrete opbygning er løbet totalt af sporet og i værste fald virker decideret modsat hensigten, nemlig som et middel til at holde udenfor og holde nede i stedet for at holde af og holde med. Sådan er det formentlig med alle medier og i alle sammenhænge hvor mennesker er involveret, men jeg vil vove den påstand at det uhyggeligt let kan ske på facebook bare fordi man ikke lige tænker over hvad man laver eller kan gennemskue konsekvenserne midt i den enorme kompleksitet, og det kan jeg ganske enkelt ikke lide.

Jeg er til gengæld blevet bedre, især til at sætte grænser, så jeg tror helt ærligt ikke jeg kommer til at bruge facebook til ret meget andet end fortsat at henlede opmærksomheden på mine blogindlæg, kigge lidt med hos mine fb-venner når de udtrykker sig personligt, og ikke mindst skrive private beskeder i situationer hvor det virker oplagt og praktisk frem for mail - "adressebogsfunktionen" er for mig at regne for den største gevinst. Jeg er dog også glad for igen at kunne følge lidt med hos nogle mennesker som jeg holder af og interesserer mig for; det trykker jeg på "Synes godt om" ved, ligesom det gør mig glad at der er nogle der tilkendegiver at de gerne vil følge med hos mig. Jeg skynder mig bare at sige at bloggen er og bliver mit omdrejningspunkt på internettet, og at der er lukket for aktivitet på min væg. Herude er der åbent for alle, alle ved at alle kan se hvad alle skriver, og man bestemmer selv hvor meget man vil både se og ses - det er såre enkelt, efter min mening.

Det var det, og det blev vist strengt taget længere end hvad man kan kalde en notits, men skidt nu med det. Det er hermed officielt at jeg både er en vægelsindet og ambivalent fb-kritiker, at jeg er på (den) igen og at min profil er åben for venneanmodninger.

fredag den 10. september 2010

God weekend

Så blev det fyraften og weekend, og jeg sidder og smiler lidt for mig selv, for nu begynder det at ligne noget, synes jeg, med det svømmeundervisning. Nu har forældrene nemlig set girafferne og må ikke længere sidde på kanten og heppe på lille Oskar eller lille Amalie eller prøve at dressere girafferne til at gøre som de synes ville være rigtigst, og nu har alle prøvet det mindst én gang før, så den værste frygt og forvirring er overstået. Og så er det at jeg kan mærke hvorfor jeg gør det, for så dukker alle de her fantastiske ansigter ud af den vigende udenomståge, og jeg ser smil og glæde og forbehold og koncentration og grin og tungen ud af halsen og stolthed og overraskelse og undren. Det skal ikke forklares nærmere, det føles bare godt, og jeg får noget dejligt med hjem i stedet for at blive drænet fuldstændigt og mærke nærværet forsvinde.

I morgen er det lørdag, dén lørdag, gisp!, hvor jeg skal mødes med mine gamle klassekammerater fra folkeskolen, og det er altså et HELT VILDT projekt for sådan en som mig. Jeg vidste godt da jeg lovede at jeg nok skulle komme, at det ville jeg måske fortryde, men jeg vil helst være sådan én der holder hvad jeg lover, så nu må jeg til at finde (sort) tøj frem til lejligheden, og mon ikke det bliver helt sjovt? Jeg kan i hvert fald ikke huske en eneste klassekammerat lige nu jeg ikke kunne lide, og det er da egentlig et godt udgangspunkt.

Jo, jeg tror på en god weekend og ønsker alle andre det samme.

mandag den 6. september 2010

Av mit øje!

Måske sidder der en eller anden derude og spekulerer på om jeg nogensinde fik hovedet oven vande igen, og det gjorde jeg, sådan da, men alt er stadig i sin vorden, og det synes jeg er svært, meget svært. Nu sidder jeg her og venter på at de får tid til at tage telefonen hos lægen så jeg kan få noget medicin til mit ene øje der er rødt og klistret og gør ondt for anden dag i træk. Trods saltvandsbade. Og jeg har siddet her siden kl. 8 i morges, med næsen 5 centimeter fra skiftevis telefonens tastatur og computerens skærm, for jeg kan ikke have kontaktlinser på, og med styrker som -5.00 og -6.00 er det ikke nogen spøg, selvom jeg har taget de gamle hinkestensbriller på og kan henslæbe dagen som indbegrebet af en nærsynet bogorm.

Lyder jeg sur? Undskyld. Det er jeg ikke. Det gør bare ondt.

(Og hvis der er flere stavefejl i det her end der plejer at være, så bær over med mig. De sorte myrer ligner hinanden alle sammen i dag).

fredag den 3. september 2010

0

Men de danser om kalven og galper op
Jeg har .... PLOP!

***
4, 3, 2, 1, 0

Med skyldig og ærbødig tak til Povl Dissing:



samt ikke mindst Thøger Olesen og Shel Silverstein.

torsdag den 2. september 2010

1

At livet skal være en kreativ fest
Jeg har 1 fridag endnu

onsdag den 1. september 2010

2

Jeg har sagt det så tit i vital protest
Jeg har 2 fridage endnu