tirsdag den 10. august 2010

Om at underholde, blandt andet

Jeg er ved at læse Jadekatten af Suzanne Brøgger, og hun kan som få tage vejret fra mig ved at sætte ord på de spil og usynlige tråde der er mellem mennesker, og som er med til at forme os med lys og skygge. For eksempel har jeg læst denne lille passage om Zeste, skuespilleren i familien, adskillige gange de sidste dage:
"Hele sit liv havde hun spillet komedie for at holde sammen på sin familie, men aldrig før havde hun draget denne rolle i tvivl. Hun var bare fortsat, helt bevidstløst, med at spille den. Nu havde hun blot fået mange flere mennesker, hun skulle holde oppe og begejstre. Nøjagtig samme rolle. Flere hundrede tusind mennesker hun skulle få til at græde, gyse eller le. Hun havde håbet, at hun ville glemme sig selv, at det ville ske, når hun først stod på en scene. Øjeblikket, da hun blev befriet, forløst. Men hun var den samme som hun altid havde været, og det overraskede hende ikke, at en bestemt patient havde været ved at begå selvmord, da hun havde aflyst en forestilling. Hun var sig bevidst, at hun ikke måtte svigte, samtidig med at hun spurgte sig selv, hvorfor hun havde valgt at underholde andre, altså at holde en hånd under dem. Kunne hun selv holde til det i længden?" (side 283).
Jeg kender selvfølgelig godt især Zeste i mig selv, og derfor er netop denne passage så fascinerende for mig. Men lur mig, næsten uanset hvilke splinter man ser i andres øjne, vil man kunne finde en passage i denne bog som peger på bjælken i ens eget. Hvis man kigger ordentligt efter.

Nøj, det er godt!

8 kommentarer:

Anne Thompson sagde ...

Det var en god anmeldelse. Det lyder som en spændende bog, synes jeg. Måske til efterårets regn og rusk?

Janne Møller Olsen sagde ...

@Anne
*
Måske er det bare sådan en lille "del-anmeldelse" af Brøggers enorme evne til (nøgternt) at skildre indersiden af sine personers hoved, den er jeg totalt bjergtaget af. Jeg er ikke helt færdig med bogen, som er en slags slægtskrønike (med et ret stort persongalleri), og dens historie har sikkert også en pointe i sin helhed - den har jeg stadig til gode ;-D. Det tegner faktisk ikke så godt for den storfamilie som er omdrejningspunktet, og bogen i sig selv er nærmest en efterårstur gennem regn og rusk - bare lige til advarsel ;-).

Krutters Krøller sagde ...

Øj, øj, øj...og av! *S*
Det er skønlitteratur, når det er bedst! Når det kan vise os billeder af menneskers indre verden og vi rammes præcist og pludselig ser noget, vi ikke havde set før - lige på den måde.
Arseniktårnet af Ragde kan også det, synes jeg - ruske i een, så man ind i mellem ikke kan læse videre... "Jadekatten" er hermed noteret! ;o)

Janne Møller Olsen sagde ...

@Rina
*
Ja, det er når det er bedst - og Brøgger er en mester ud i den kunst :-).
Jeg husker "Arseniktårnet" - den kender jeg ikke.
;-)

Madame sagde ...

Tak for anbefalingen, Janne! Bogen lyder som noget, jeg absolut må læse. For nylig læste jeg hendes bog 'Tone', som gav mig de samme aha-oplevelser. Ja, Suzanne Brøgger er en enestående forfatter!

Janne Møller Olsen sagde ...

@Madame
*
Selvtak, Madame (med de mange navne ;-)). Jeg har Tone og flere andre af hendes bøger til gode, af uransaglige årsager, men det forsøger jeg at råde bod på henad vejen. Stille og langsomt.
:-)

Anne Thompson sagde ...

Tak for advarslen. Dvs. man skal have masser af varm kakao klar for at kunne kalre det?! Jeg har aldrig læst noget af Suzanne Brøgger, og ret beset er det vel i Danmark noget nær en dannelsesfejl?

Janne Møller Olsen sagde ...

@Anne
*
Jep, varm kakao vil bestemt gøre godt ;-). Og det med dannelsesfejlen: Den må vi udbedre, jeg har også et pænt stort hul der, men hvis nu man nu tænker sig at dannelse er en livslang proces, så ser det slet ikke så skidt ud endda, tænker jeg ;-).

Send en kommentar