24. august 2010

Musikføljeton

Der er vist gået føljeton i den her blog, og det passer mig egentlig meget godt - det her er en aflægger af indlægget Sten i vejen, eller snarere kommentarsporet, og det skal bare have disse ord med på vejen:

NU kender jeg Mary Chapin Carpenter, tror jeg (eller også har hun ad en eller anden snedig vej fået adgang til mit sind og skrevet en sang om det, haha). Lyt engang.



3 kommentarer:

Louise sagde ...

Åååååhhh, Janne
I´m all tears.
Den 24. august er en mærkedag for mig, af ikke just lykelige grunde.
Man kan søge mange former for rum, når man ikke kan rumme sig selv. Jeg søgte i mange år de forkerte. Nu kender jeg og respekterer mit behov for rum og for at kunne rumme ig selv. Det kræver rum. Gode rum. Rummelige rum.
Hvor ER den smuk, den sang. Tak!

Janne sagde ...

Kære Louise, ja, det er sådan en smuk sang. Både fordi den beskriver så fint, og fordi den peger på hvad styrken er ved at være meget blandt andet meget introvert (som jeg tolker det), nemlig at man er den der er der når "festen" er forbi alle de andre for længst er flagret væk.

Jeg tror jeg kender det, du beskriver, som kampen for at finde rum uden for sig selv til de dele af én man ikke selv kan rumme. Det er en smertelig og meget lidt frugtbar strategi; det er bare umuligt at se selv det mens det står på. Og så kender jeg også den forløsning der ligger i at anerkende og rumme sine egne behov og følelser uanset deres "natur" og opdage at så findes der også rum i omverdenen til dem. Det er et fuldkomment paradoks.

Jeg er ked at det med den 24. august. Jeg håber det bliver nemmere som årene går.

Knus og  :)

Janne sagde ...

Louise, gisp, jeg kom lige til at se min egen kommentar. Man skulle tro jeg var fuld da jeg skrev den, men det var jeg altså ikke - jeg ledte nok bare lidt rigeligt efter ordene. Jeg håber du forstod - her kommer en (forhåbentlig) rettet version:

<span>Kære Louise, ja, det er sådan en smuk sang. Både fordi den beskriver så fint, og fordi den peger på hvad styrken er ved at være blandt andet meget introvert (som jeg tolker det), nemlig at man er den der er der når "festen" er forbi og alle de andre for længst er flagret væk.  
 
Jeg tror jeg kender det, du beskriver, som kampen for at finde rum uden for sig selv til de dele af én man ikke selv kan rumme. Det er en smertelig og meget lidt frugtbar strategi; det er bare umuligt at se selv mens det står på. Og så kender jeg også den forløsning der ligger i at anerkende og rumme sine egne behov og følelser uanset deres "natur" og opdage at så findes der også rum i omverdenen til dem. Det er et fuldkomment paradoks.  
 
Jeg er ked at det med den 24. august. Jeg håber det bliver nemmere som årene går.  
 
Knus og   :) </span>

Send en kommentar