20. august 2010

Fra hukommelse til virkelighed

Min hukommelse strukturerer informationer i billeder og meget overordnede pointer, og at huske konkrete fakta er ikke lige det jeg er bedst til. Indrømmet. Jeg forestiller mig at den måde jeg husker på, vel sagtens er et spejl af min foretrukne måde at opfatte på.

Jeg blev selv nysgerrig efter mit indlæg i går, hvor jeg skrev noget meget løst om forældremøder, et af Tove Ditlevsens digte og det at være forskellig fra flertallet. Derfor slog jeg lige et slag inden om biblioteket, og se nu lige her hvilken håndgribelig "virkelighed" der gemte sig bag mine tågede udtalelser:

"SELVPORTRÆT 1

Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse."

Digtet står på side 215-216 i samlede digte af Tove Ditlevsen (hvilket er så godt som "midt i" bogen der er 335 sider tyk) og er fra digtsamlingen De voksne. Bogen, den helt konkrete bog der nu ligger ved siden af min computer og som jeg har skrevet af fra, er mest grøn, men der er også et ansigt og et hjerte på omslaget som jeg godt kan undre mig over at jeg ikke huskede. Bogen ser sådan ud (billedet er dog fra det lokale biblioteks database og ikke et foto/en scanning af den jeg har hos mig):


Jeg var ikke helt galt på den, og heller ikke helt rigtig på den, men helt godt nok på den, efter min egen mening, for jeg synes jeg huskede det der er vigtigst for mig, og som har rørt mig og givet mig noget at arbejde med et sted derinde.

Sådan tror jeg det altid er med hukommelsens forhold til "virkeligheden", men prøv lige at forestille jer hvilke konflikter det kan give hvis to mennesker der ikke opfatter og husker ens, skal snakke sammen? Jeg kunne da godt forestille mig en person med fuldstændig styr på det konkrete, på detaljer, på fakta, ville korse sig over at jeg overhovedet troede at jeg kunne huske noget som helst, for det jeg skrev i går, var jo HELT forkert, set med sådan nogle øjne. Sikke en ballade der kunne komme ud af det.

Jeg vil helst undgå ballade, det er ikke nogen hemmelighed, så nu har jeg forsøgt at gardere mig ved at levere både en intuitiv og en konkret sansende udgave. Så er det kun tolkningen af digtet, som er ét ud af en samling med blandt andet i alt 5 "selvportrætter", vi kan blive uenige om - og det er til gengæld helt i orden for mig.

11 kommentarer:

Solrun Koivuneva sagde ...

Tak fordi du blev nysgerrig.
Tak fordi du gad skrive hele digtet her på bloggen.

Sikke et skønt selvpotræt Tove Ditlevsen har skrevet der. Får helt lyst at læse de andre fire.

Janne Møller Olsen sagde ...

@Solrun
*
Selvtak, Solrun. Og jeg tror også jeg skal læse lidt mere. Man kan jo ikke google i en bog, så jeg har allerede bladret en del - det er godt ;-).

dax2 sagde ...

At tænke over hvordan man tænker er en underlig tanke, men ganske terapeutisk hvis man ikke farer vild. Jeg har et råd som er at finde ud af at vende tilbage til nutiden en gang imellem; derfor er jeg lidt bekymret over mit og Toves problem med at holde aftaler; det skal man ikke acceptere som en regel, ligesom tobak og alkohol og overvægt: alting med måde.

Men da jeg læste det kunne jeg ikke lade være med at tænke: Der er altid en grund til at man vægrer sig ved at komme til aftalt tid eller hvad det nu er.

Janne Møller Olsen sagde ...

@dax2
*
Ja, Donald, der er altid en grund - det synes jeg er meget vigtigt at holde fast i ;-).

Tak for rådene med dels at vende tilbage til nutiden, og dels at alting skal være med måde. Dem kunne man måske sammenfatte til noget med den gyldne middelvej. Jeg tror bare at hvis man med nysgerrighed undersøger grunden, altså de bevæggrunde der får én til at gøre de ting man helst ikke ville, så kan man nå den gyldne middelvej gennem accept og forståelse snarere end gennem kontrol. Men det er vist en lang diskussion.

Jeg tror ikke der er nogen fare for at hverken du eller jeg farer vild, det sætter jeg i hvert fald min lid til at vi ikke gør ;-). Og der er nu ikke noget som en god gang refleksion! (Jeg griner).

Janne Møller Olsen sagde ...

@dax2
*
Lige en rettelse/udvidelse/præcisering (som er vigtig for mig): gennem accept af og forståelse for bevæggrundene snarere end gennem kontrol af adfærden.

Donald sagde ...

Ja og ja, det går jeg (også) ind for :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

@Donald
*
;-D. Hav en dejlig aften!

Anne Thompson sagde ...

Det er et godt digt, synes jeg. Og et jeg godt kunne tænke mig at prøve at skrive for mig selv. Gad vist hvordan det så ville tage sig ud?

Janne Møller Olsen sagde ...

@Anne
*
Det er en sjov idé at prøve at skrive det for sig selv, sådan rigtigt. Jeg tænker vist allerede lidt sådan bare mens jeg læser det, ud over at jeg prøver at se den her person for mig og forestille mig hvad der rører sig. Jeg ser først og fremmest en person med unikke, indvendige kvaliteter der er hårdt presset af et liv og en kultur hvor (ligegyldige) ydre gøremål betyder alverden. Men måske blander jeg det lidt rigeligt sammen med Tove Ditlevsens biografi, jeg ved det ikke rigtigt ..

Anne Thompson sagde ...

Jeg har aldrig læst Tove Ditlevsens biografi, og kender egentlig ikke ret meget til hende. Gymnasie-emne til trods. Men jeg har det med digtet på sammen måde: at her er et menneske, som har svært ved at finde sig til rette i konventioner, og som egentlig lever rigere indvendigt. Og så bli'r jeg glad, fordi vedkommende trods "jeg kan ikke'rne" godt kan remse nogle gode sider op ved sig selv!

Janne Møller Olsen sagde ...

@Anne
*
Ja, præcis, det med digtet. Og så tænker jeg at hvis afstanden mellem 'Jeg kan ikke' og 'Jeg kan' er for stor, så kommer det der 'Jeg kan ikke lade være med' ind imellem som de destruktive afhængighedsting vi mennesker kaster os ud i i et (dødsdømt) forsøg på at få os selv til at hænge sammen. Jeg synes det er et formidabelt digt, og det bliver ikke dårligere af at man arbejder lidt med det - i fællesskab ;-).

Send en kommentar