fredag den 20. august 2010

Fra hukommelse til virkelighed

Min hukommelse strukturerer informationer i billeder og meget overordnede pointer, og at huske konkrete fakta er ikke lige det jeg er bedst til. Indrømmet. Jeg forestiller mig at den måde jeg husker på, vel sagtens er et spejl af min foretrukne måde at opfatte på.

Jeg blev selv nysgerrig efter mit indlæg i går, hvor jeg skrev noget meget løst om forældremøder, et af Tove Ditlevsens digte og det at være forskellig fra flertallet. Derfor slog jeg lige et slag inden om biblioteket, og se nu lige her hvilken håndgribelig "virkelighed" der gemte sig bag mine tågede udtalelser:

"SELVPORTRÆT 1

Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse."

Digtet står på side 215-216 i samlede digte af Tove Ditlevsen (hvilket er så godt som "midt i" bogen der er 335 sider tyk) og er fra digtsamlingen De voksne. Bogen, den helt konkrete bog der nu ligger ved siden af min computer og som jeg har skrevet af fra, er mest grøn, men der er også et ansigt og et hjerte på omslaget som jeg godt kan undre mig over at jeg ikke huskede. Bogen ser sådan ud (billedet er dog fra det lokale biblioteks database og ikke et foto/en scanning af den jeg har hos mig):


Jeg var ikke helt galt på den, og heller ikke helt rigtig på den, men helt godt nok på den, efter min egen mening, for jeg synes jeg huskede det der er vigtigst for mig, og som har rørt mig og givet mig noget at arbejde med et sted derinde.

Sådan tror jeg det altid er med hukommelsens forhold til "virkeligheden", men prøv lige at forestille jer hvilke konflikter det kan give hvis to mennesker der ikke opfatter og husker ens, skal snakke sammen? Jeg kunne da godt forestille mig en person med fuldstændig styr på det konkrete, på detaljer, på fakta, ville korse sig over at jeg overhovedet troede at jeg kunne huske noget som helst, for det jeg skrev i går, var jo HELT forkert, set med sådan nogle øjne. Sikke en ballade der kunne komme ud af det.

Jeg vil helst undgå ballade, det er ikke nogen hemmelighed, så nu har jeg forsøgt at gardere mig ved at levere både en intuitiv og en konkret sansende udgave. Så er det kun tolkningen af digtet, som er ét ud af en samling med blandt andet i alt 5 "selvportrætter", vi kan blive uenige om - og det er til gengæld helt i orden for mig.