13. august 2010

Anden skoledag, tålmodighed og blommer i tasken


Det er anden skoledag efter sommerferien her hvor vi bor. Jeg har bundet første ladning bøger ind i går, og jeg håber godt nok at det dyrt indkøbte bogbind i forskellige farver og med fagenes navne på kan gøre det lidt lettere at pakke taske. Jeg tror ikke jeg har tålmodighed til at se mine drenge gennemføre den daglige endevenden af to kæmpe stakke bøger hver aften eller morgen for at vælge det rigtige ud til dagens skema. Men nu vi må se om det virker.

Der er også noget andet jeg håber ikke gentager sig. Mens jeg sad der og kæmpede med mine ti tommelfingre, kom jeg til at tænke på forrige års skolestart. Der sad jeg også pligtskyldigt og gennemførte samme øvelse den første skoledag, hårdt presset af løfter om belønning til den enes klasse hvis alle bøger var bundet ind inden en meget kort frists udløb. Jojo, der er i hvert fald ikke mangel på gulerødder her i Værløse! Og heller ikke blommer, for den sags skyld. Næste dag, anden skoledag, kom den ene unge nemlig glædestrålende hjem og fortalte at han og en kammerat havde fundet de lækreste blommer på vej hjem. De var vildt saftige og smagte rigtig godt, og der var så mange af dem at han havde fyldt sin taske så jeg også kunne smage. Som han sagde.

Jeg smagte dem ikke, det har I sikkert regnet ud. Da jeg havde spruttet færdig, vaskede jeg taske af. Og bandt bøger ind. Igen. Med stor tålmodighed, synes jeg faktisk selv. Og med en lille bitte smule glæde over at første indbinding trods alt ikke havde været helt forgæves, men havde holdt den værste blommesaft væk fra bøgerne.

8 kommentarer:

Anne Thompson sagde ...

God drengehistorie! Det er næsten som Emil i Lønneberg: Man ved ikek om det er en skarnstreg før de voksne reagerer :-) Håber ikke det med blommerne gentager sig!

Janne Møller Olsen sagde ...

Åh ja, Eeeeeemiiiiiil! Jeg har tilgivet, og nu håber jeg bare at min så betænksomme og initiativrige dreng måske også kan blive sognerådsformand eller noget andet godt, engang, på trods af sin barndom med mig som mor. Det går nok - blommer tror jeg dog aldrig han putter i tasken mere ;-).

Krutters Krøller sagde ...

Første skoledag - nu med bogindbindingskonkurrence?! Det er da noget værre noget... jeg kommer altid til at tænke på de børn, der ikke når det. Skal de ligge under for klassens indignation, når de er "årsagen" til at belønningen ikke indfinder sig?
Undskyld - bare et lille opstød *S*
Kærligst

Janne Møller Olsen sagde ...

@Rina
*
Jeg er helt enig, Rina, jeg synes lærerne tager eleverne som gidsler i et forsøg på at få det som de vil have det. Og sådan er det tit her, derfor den ironiske bemærkning om gulerødderne. Jeg kan blive rigtig, rigtig træt af at skulle fungere som hjælpelærer og fjernkontrol for mine børn, jeg vil helst bare gerne være forælder. Det er som om ikke alle lærere har forstået at det er i relationen mellem dem og børnene der skal arbejdes, og ikke i relationen mellem dem og forældrene. Og internettet gør det ikke bedre, stakkels de forælde der af en eller anden årsag ikke har mulighed for at følge alle de dessiner der bliver lagt ud på forældreintra.

Jeg gider godt hjælpe mine børn, men jeg vil helst have at det er dem der beder mig om det, og ikke lærerne der stiller konkrete krav til det, uden om børnene. Med mindre selvfølgelig at noget er helt galt.

Jeg gider også godt binde bøger ind, fordi jeg synes man skal passe på tingene, og når jeg ved hvor svært det er for mig, så giver det ingen mening at overlade det til en 10-årig dreng. Men med sådan en konkurrence (som dog trods alt, så vidt jeg ved, har været en engangsforestilling), kommer fokus til at ligge helt på noget helt forkert - og så bliver det svært at nyde både blommerne og sit barn.

Kærligst

Madame sagde ...

Haha, det var vel nok sødt af din søn at tænke på dig og at have blommer med hjem :-)

Men jeg kan godt forstå, det var brandærgerligt at skulle binde bøgerne ind igen - det har aldrig været min yndlingsbeskæftigelse ...
Rigtig god weekend til dig!

Janne Møller Olsen sagde ...

@Madame
*
Ja, det var sødt - han var så begejstret og glad, og jeg tænkte bare på alt det kedelige arbejde jeg skulle gøre om. Og på at nu skulle jeg tage mig sammen endnu engang for at han ikke skulle sidde der med uindbundne bøger og nedkalde klassekammeraternes frustrationer over sig.

Jeg synes heller ikke det er sjovt, men jeg tror jeg tænker noget lignende "at det skal jo gøres". Og så brokker jeg mig lidt ud i rummet til dem der gider høre på det, og tænker at lige om lidt er det ovre for denne gang.

Også rigtig god weekend til dig, Madame. Tak!

Solrun Koivuneva sagde ...

Det er første gang jeg besøger din blog, men næppe den sidste gang.

UPS, det var ikke så godt, den med blommerne. Da jeg læste det tænkte jeg: "Ja, det er noget kun drenge kan finde på" Jeg har nemlig selv to af slagsen og det er ikke "gode" ideer der mangler hos dem.

Vedrørene bogbind til bøger, havde jeg det på samme måde som dig. Det ER altså ikke nemt for de stakkels drenge at finde rundt i alle de mange bøger og alt for tit kommer den forkerte bog med i skole. Derfor købte jeg sidste år - og i igen i år, gennemsigtigplastiksbogbind.
1. Det er gennemsigtigt - ergo drengene kan faktisk SE hvilken bog de tager med.
2. Det er super holdbart
3. Det er fedt for dem at tegne på med spirt tusser :)

Janne Møller Olsen sagde ...

@Solrun
*
Tak for besøget - dejligt ;-).

Ja, det er en rigtig drengestreg, som Anne også siger, der har sin helt egen logik lige indtil moren og hendes følelser kommer i spil - og jeg glæder mig over den .. på afstand ;-).

Tak for tippet med gennemsigtigt bogbind. Jeg har faktisk brugt det sidste år (og det sorte atlas nederst til venstre er bundet ind i en rest), og det fungerede også nogenlunde. Alligevel skulle især den ældste, som nu går i 7., kigge på hver enkelt bog, huske skemaet, og putte den i tasken eller tage den fra alt efter hvilke fag han skulle have. Og de havde vildt mange bøger, jeg forventer at stakken vokser til næsten det dobbelte i løbet af den næste tid, så det virkede simpelthen så uoverskueligt. Også for mig som - må jeg jo indrømme - tit hjalp ham eller overtog opgaven. Og så havde han ikke sine ting i orden, og så blev der skrevet hjem, og så .. ja, så kender du sikkert alt til hvordan det føles. Jeg tænker med farverne at nu kan han tænke 'ok, jeg skal have engelsk, altså skal alle de grønne bøger med' osv., men det er jo ikke engang sikkert det virker. Jeg synes bare ellers det er sådan en afmagtssituation, så nu prøver vi det i år. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg tænkt mig at binde hæfter ind også, så de får samme farvekoder. Så er det kun de fire millioner papmapper de får henad vejen de skal kigge grundigt på.

Noget helt andet er at jeg hellere ville have haft noget mat, groft papir i forskellige farver som de bare kunne skrive på, men det er ikke til at opdrive i den lokale boghandel, og jeg har jo ikke været mere på forkant med tingene end at jeg stod deroppe den første skoledag inden drengene kom hjem igen. Mere går jeg åbenbart heller ikke op i det - heldigvis, måske ;-D.

Men nu ser vi. Forældrelivets glæder er mangfoldige, og jeg kan godt få lidt sved på panden over alle de konkrete ting der skal være på en bestemt måde - det udfordrer mig altså noget, vil jeg sige.

Send en kommentar