tirsdag den 31. august 2010

3

De vil se mig vågne af min tossede drøm
Jeg har 3 fridage endnu

mandag den 30. august 2010

4

De har lavet en plan og sagt kom og svøm!
Jeg har 4 fridage endnu

lørdag den 28. august 2010

onsdag den 25. august 2010

Se hvad katten har slæbt ind!



Sådan fandt jeg dem, sneglen og katten. Sneglen løber for livet mens katten dovent glor på skiftevis den og fotografen. Jeg forestiller mig den venter på det obligatoriske 'Ka' du kom' ned!' fra sidstnævnte.

Jeg gennede katten ned og bar sneglen forsigtigt tilbage i haven.

tirsdag den 24. august 2010

Musikføljeton

Der er vist gået føljeton i den her blog, og det passer mig egentlig meget godt - det her er en aflægger af indlægget Sten i vejen, eller snarere kommentarsporet, og det skal bare have disse ord med på vejen:

NU kender jeg Mary Chapin Carpenter, tror jeg (eller også har hun ad en eller anden snedig vej fået adgang til mit sind og skrevet en sang om det, haha). Lyt engang.



Sten i vejen

Sort-på-hvidt-mandala

Søstjerne med ekstra ben

søndag den 22. august 2010

11 ting som I ikke ved om mig

Anne har udfordret mig til at at skrive 11 ting som I ikke ved om mig, og jeg har flittigt taget noter siden i morges. Nu er jeg klar til at klø på og forsøge at løse den bundne opgave så godt jeg kan, og her kommer en pose blandet som jeg ikke tror jeg har nævnt før i blogsammenhæng - i hvert fald ikke eksplicit. Hvis du kender mig "i virkeligheden" og læser med her, er det dog nok langt fra alle 11 ting som kommer som en overraskelse, men alligevel:

1. Jeg går stort set altid i sort tøj og har gjort det så længe jeg kan huske. Jeg har også nogle få stykker tøj i mine yndlingsfarver lilla, petroleum, turkis, mørkerød og hvid, men jeg kombinerer det næsten altid med noget sort. Hvis jeg skal noget jeg er utryg ved eller usikker på, har jeg altid helt sort tøj og sorte sko på.

2. Min mor har formidlet glæden ved at være i vand og svømme til mig. Hun døde da jeg var 10 år, men allerede på det tidspunkt svømmede jeg vist som en fisk.

3. Jeg er altid blevet kaldt Janne, også af mine børn der kun kalder mig mor når de omtaler mig for andre i tredje person. Nogle få personer tæt på mig kalder mig dog ind imellem ved det eneste kælenavn jeg nogensinde har haft, nemlig Jane (udtalt på engelsk).

4. Jeg tabte min første rokketand i en optimistjolle da jeg skulle holde skødet med tænderne under en vending. Jeg fandt aldrig tanden, den ligger nok på bunden af Lillebælt endnu, men hullet i munden var ikke til at tage fejl af. Jeg blev lidt forskrækket da det skete, men endnu mere da jeg kom i land, over den opsigt det vakte blandt de andre sejlere, forældre og instruktører.

5. Jeg har tidligere været meget ivrig idrætsudøver. Ud over at svømme (og sejle optimistjolle som barn) har jeg blandt andet roet robåd og kajak i mange år. Det maritime islæt kommer fra min far som var bådebygger og regnede sig selv for at være sømand per uddannelse og per familietradition.

6. Jeg har læst bogen Røde Orm af Frans G. Bengtsson et utal af gange, sidst sammen med min ældste søn. Jeg synes det er en bog fuld af et helt særligt vid, og den får mig til at grine, lære og tænke hver eneste gang jeg genlæser den. Nu, mens jeg skriver det her, kan jeg næsten ikke vente til jeg skal læse den igen sammen med begge mine drenge, måske i de kommende lange vinteraftener.

7. Jeg har aldrig rigtigt lært at nyde de her nymodens sydlandsk inspirerede kaffedrikke med mælk i forskellige forarbejdninger. Jeg sætter mig tit på en café for at skrive, læse eller bare være, men vælger altid en kop sort filterkaffe hvis jeg kan komme af sted med det. Alternativt kan jeg bedst lide stempelkaffe.

8. Jeg har læst Virginia Woolfs A Room of One's Own for nogle år siden, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg arbejder støt frem mod at få mit eget værelse med lås på døren og at kunne tjene mine egne penge ved at skrive (eller ved andet kreativt arbejde) - det er mit største ønske.

9. Jeg er stadig ikke kommet mig over at jeg overså en aorist passiv engang jeg var til eksamen i oldgræsk, og det er meget "symptomatisk" for mig: Jeg husker mine fejl med pinagtig sans for detaljer, hvilket står i skarp kontrast til mit ellers meget intuitive forhold til verden.

10. Jeg har flere gange i mit liv fået at vide at jeg har pæne hænder og fødder, og måske derfor er den eneste form for makeup jeg interesserer mig bare lidt for, neglelak. Jeg foretrækker sort og lilla lak.

11. Da vi holdt navngivningsfest for vores ældste barn for 12 år siden, præsenterede min mand sig selv som ateist og mig som kætter i velkomsttalen. Det har ikke forandret sig siden. For mig er 'gud' et psykologisk begreb der kan bruges til at udtrykke erfaringer i retning af at der er noget uden for mig selv som er større end mig, som jeg er en del af, og som er en del af mig. Hvem, hvad eller om gud er, ved jeg ikke noget om, men jeg ved at jeg oplever at der er noget uden for min bevidsthed der har indflydelse på mit liv, og som - med Kierkegaards udtryk - gør at alt er muligt. Jeg interesserer mig for religiøse symboler fordi jeg opfatter dem som udtryk for dele af den menneskelige psyke, og jeg er af den opfattelse at der vil mangle noget i menneskers liv hvis ikke vi inddrager religiøse symboler i vores sprog og udtryk som mennesker. Personligt er jeg - som del af den kristne kultur - mest fortrolig med kristne symboler, men mit forhold til kristendommen må ellers betegnes som individuelt, psykologisk, i nogle henseender gnostisk. Jeg er nysgerrig, tolerant og åben over for andre forhold til religion end det jeg selv står for.

Jeg synes Albert Einstein har udtrykt det jeg oplever, på allerfineste måde i dette citat:
“Human beings, vegetables, or cosmic dust, we all dance to a mysterious tune, intoned in the distance by an invisible player”.
- <> -

Det var det. Nu ved I meget mere om mig end I gjorde før, eller også har jeg forvirret jer så meget at I slet ikke synes I kender mig mere, det kan også være.

Jeg skal jo egentlig sende udfordringen videre, men det synes jeg er rigtig, rigtig svært, af mange grunde. Derfor gør jeg det på denne måde:

Jeg giver udfordringen videre til dig som har lyst til at tage imod den. Til dig som kan mærke at der er nogle vigtige ting som det kunne være dejligt at få en lejlighed til at få sagt. Til dig der kan se en personlig udfordring i at prøve at formulere 11 ting om dig selv (eller 7 eller 13, det er op til dig). Til dig der ville ønske at nogen valgte dig fordi du kun vil gøre det hvis nogen spørger direkte.

Jeg har valgt dig. Bare start indlægget med "på opfordring fra Janne har jeg lyst til at fortælle det her om mig selv" eller noget i den stil. Eller skriv det i din private dagbog. Det kan anbefales, kan jeg mærke, for det er en god lejlighed til at lette sig selv for en hemmelighed eller to som man måske er tynget af aldrig at have formuleret.

Bare skriv - og hvis du gør det offentligt, skal jeg nok læse med ;-).

fredag den 20. august 2010

Fra hukommelse til virkelighed

Min hukommelse strukturerer informationer i billeder og meget overordnede pointer, og at huske konkrete fakta er ikke lige det jeg er bedst til. Indrømmet. Jeg forestiller mig at den måde jeg husker på, vel sagtens er et spejl af min foretrukne måde at opfatte på.

Jeg blev selv nysgerrig efter mit indlæg i går, hvor jeg skrev noget meget løst om forældremøder, et af Tove Ditlevsens digte og det at være forskellig fra flertallet. Derfor slog jeg lige et slag inden om biblioteket, og se nu lige her hvilken håndgribelig "virkelighed" der gemte sig bag mine tågede udtalelser:

"SELVPORTRÆT 1

Jeg kan ikke:
lave mad
gå med hat
hygge om folk
bære smykker
ordne blomster
huske aftaler
takke for gaver
give rigtige drikkepenge
holde på en mand
vise interesse
ved forældremøder.

Jeg kan ikke
holde op med:
at ryge
at drikke
at spise chokolade
at stjæle paraplyer
at sove over mig
at glemme at huske
fødselsdage
og rense negle.
At snakke folk
efter munden
at røbe hemmeligheder
at elske
underlige steder
og psykopater

Jeg kan:
være alene
vaske op
læse bøger
forme sætninger
lytte
og være lykkelig
uden skyldfølelse."

Digtet står på side 215-216 i samlede digte af Tove Ditlevsen (hvilket er så godt som "midt i" bogen der er 335 sider tyk) og er fra digtsamlingen De voksne. Bogen, den helt konkrete bog der nu ligger ved siden af min computer og som jeg har skrevet af fra, er mest grøn, men der er også et ansigt og et hjerte på omslaget som jeg godt kan undre mig over at jeg ikke huskede. Bogen ser sådan ud (billedet er dog fra det lokale biblioteks database og ikke et foto/en scanning af den jeg har hos mig):


Jeg var ikke helt galt på den, og heller ikke helt rigtig på den, men helt godt nok på den, efter min egen mening, for jeg synes jeg huskede det der er vigtigst for mig, og som har rørt mig og givet mig noget at arbejde med et sted derinde.

Sådan tror jeg det altid er med hukommelsens forhold til "virkeligheden", men prøv lige at forestille jer hvilke konflikter det kan give hvis to mennesker der ikke opfatter og husker ens, skal snakke sammen? Jeg kunne da godt forestille mig en person med fuldstændig styr på det konkrete, på detaljer, på fakta, ville korse sig over at jeg overhovedet troede at jeg kunne huske noget som helst, for det jeg skrev i går, var jo HELT forkert, set med sådan nogle øjne. Sikke en ballade der kunne komme ud af det.

Jeg vil helst undgå ballade, det er ikke nogen hemmelighed, så nu har jeg forsøgt at gardere mig ved at levere både en intuitiv og en konkret sansende udgave. Så er det kun tolkningen af digtet, som er ét ud af en samling med blandt andet i alt 5 "selvportrætter", vi kan blive uenige om - og det er til gengæld helt i orden for mig.

torsdag den 19. august 2010

En uge senere ..


Og det er ikke slut endnu, lyder det fra pålidelig kilde. Nå, siger jeg bare, på en dag hvor kaffen ikke kan blive stærk nok, og hvor batterierne er så flade at jeg måtte køre to gange op i byen fordi jeg ikke kunne huske de tre ting jeg skulle, på én gang.

I aften skal jeg til forældremøde, og jeg bliver ved med at høre et vers fra et digt af Tove Ditlevsen i mit hoved. Det er noget med "Jeg kan ikke gå til forældremøde". Jeg kan ikke huske det præcist, og jeg kan heller ikke huske mere, men jeg er sikker på at det er Tove Ditlevsen, der har skrevet det, og at det står midt i en tyk, grøn bog, hvor også digtet med "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø" står. Og jeg er også ret sikker på at det handler om hvor svært det er at gøre alle de ting som flertallet gør uden at stille spørgsmålstegn ved dem, når man nu ikke ligner flertallet. Jeg kan heller ikke, altså gå til forældremøde, og jeg plejer altid at krybe udenom, men i dag er der kun mig til det, og så må jeg jo hellere gå over og se de nye giraffer og hilse på dem og høre hvad de har at sige. Det bliver sikkert også godt nok. De kan jo ikke gøre for at jeg engang har læst Tove Ditlevsen.

mandag den 16. august 2010

Alenetidsrestance

Hmmm. Ja.

Jo.

Så er det nu jeg skal hive mig selv op ved hårene og se at få bestilt noget, men det kniber lidt, må jeg indrømme. Efter en hel lang sommerferie med mindst ét andet menneske end mig selv i huset stort set hele tiden, er jeg mildest talt udmattet. Jeg er også glad og taknemmelig, for det har været en fantastisk sommer, men ikke desto mindre udmattet.

Jeg havde lige et par timer for mig selv i torsdags, men fredag, hvor jeg ellers var alene hjemme i flere timer for første gang i 6-7-uger eller sådan noget, stod der indkøb til beboerfest, madlavning, teltopslagning og fest på programmet, og dermed var den første alene-hjemme-dag gået fløjten. Så blev det weekend, og nu kan jeg mærke at behovet for alenetid er totalt presserende. Behovet for at sidde helt for mig selv uden mål og med og lade tanker og indre billeder tage de veje og vildveje de selv finder indefra mit hoved. I mange timer, stort set uden begrænsning, og uden at skulle vende mig mod den ydre, konkrete verden og tune mig ind på andre mennesker, huske alverdens gøremål og holde snor i tiden. Hvis ikke det var fordi jeg vidste hvad der foregår inden i mig, kunne jeg godt gå hen og blive mit allergrimmeste jeg med uberettiget skældud og en meget afvisende attitude i forhold til andre lige netop nu. Måske slipper der noget ud alligevel, presset kan trods alt godt blive for stort i et ubevogtet øjeblik, men jeg håber det ikke, for de andres skyld.

Jeg bliver dog nødt til at holde ud lidt endnu. Jeg får ikke hvad jeg har brug for, med mindre jeg selv tager det, og jeg har selv valgt ikke at tage det hverken i dag eller i morgen, for en person jeg holder meget af, har meldt sin ankomst senere i dag og vil gerne blive i morgen med. Det siger jeg ikke nej til, og jeg glæder mig, men jeg ved også godt at jeg må prøve at lade op så godt som muligt blandt andet ved at sidde her ved computeren lidt længere tid end jeg "burde", ved at finde den hurtigste og nemmeste løsning på de praktiske gøremål der altid følger med når man skal have gæster, og ved at love mig selv at jeg skal nå enten en halv times yoga, læsning i min bog eller slumrelur, inden det vælter ind i huset igen med mennesker.

Men på onsdag. Nøj. Onsdag den 18. august ser ud til at være den forjættede dag i min verden!

fredag den 13. august 2010

Anden skoledag, tålmodighed og blommer i tasken


Det er anden skoledag efter sommerferien her hvor vi bor. Jeg har bundet første ladning bøger ind i går, og jeg håber godt nok at det dyrt indkøbte bogbind i forskellige farver og med fagenes navne på kan gøre det lidt lettere at pakke taske. Jeg tror ikke jeg har tålmodighed til at se mine drenge gennemføre den daglige endevenden af to kæmpe stakke bøger hver aften eller morgen for at vælge det rigtige ud til dagens skema. Men nu vi må se om det virker.

Der er også noget andet jeg håber ikke gentager sig. Mens jeg sad der og kæmpede med mine ti tommelfingre, kom jeg til at tænke på forrige års skolestart. Der sad jeg også pligtskyldigt og gennemførte samme øvelse den første skoledag, hårdt presset af løfter om belønning til den enes klasse hvis alle bøger var bundet ind inden en meget kort frists udløb. Jojo, der er i hvert fald ikke mangel på gulerødder her i Værløse! Og heller ikke blommer, for den sags skyld. Næste dag, anden skoledag, kom den ene unge nemlig glædestrålende hjem og fortalte at han og en kammerat havde fundet de lækreste blommer på vej hjem. De var vildt saftige og smagte rigtig godt, og der var så mange af dem at han havde fyldt sin taske så jeg også kunne smage. Som han sagde.

Jeg smagte dem ikke, det har I sikkert regnet ud. Da jeg havde spruttet færdig, vaskede jeg taske af. Og bandt bøger ind. Igen. Med stor tålmodighed, synes jeg faktisk selv. Og med en lille bitte smule glæde over at første indbinding trods alt ikke havde været helt forgæves, men havde holdt den værste blommesaft væk fra bøgerne.

tirsdag den 10. august 2010

Om at underholde, blandt andet

Jeg er ved at læse Jadekatten af Suzanne Brøgger, og hun kan som få tage vejret fra mig ved at sætte ord på de spil og usynlige tråde der er mellem mennesker, og som er med til at forme os med lys og skygge. For eksempel har jeg læst denne lille passage om Zeste, skuespilleren i familien, adskillige gange de sidste dage:
"Hele sit liv havde hun spillet komedie for at holde sammen på sin familie, men aldrig før havde hun draget denne rolle i tvivl. Hun var bare fortsat, helt bevidstløst, med at spille den. Nu havde hun blot fået mange flere mennesker, hun skulle holde oppe og begejstre. Nøjagtig samme rolle. Flere hundrede tusind mennesker hun skulle få til at græde, gyse eller le. Hun havde håbet, at hun ville glemme sig selv, at det ville ske, når hun først stod på en scene. Øjeblikket, da hun blev befriet, forløst. Men hun var den samme som hun altid havde været, og det overraskede hende ikke, at en bestemt patient havde været ved at begå selvmord, da hun havde aflyst en forestilling. Hun var sig bevidst, at hun ikke måtte svigte, samtidig med at hun spurgte sig selv, hvorfor hun havde valgt at underholde andre, altså at holde en hånd under dem. Kunne hun selv holde til det i længden?" (side 283).
Jeg kender selvfølgelig godt især Zeste i mig selv, og derfor er netop denne passage så fascinerende for mig. Men lur mig, næsten uanset hvilke splinter man ser i andres øjne, vil man kunne finde en passage i denne bog som peger på bjælken i ens eget. Hvis man kigger ordentligt efter.

Nøj, det er godt!

søndag den 8. august 2010

Regn

Kæde

Kirsten som boede i vores hus før os og samlede rullesten til haven gennem mange år, har - helt uvidende - leveret den tunge del. Camilla med flere er kommet med ideen til den lette pynt. Min mormor Ellen har posthumt doneret garn og værktøj som jeg fandt i det sybord jeg har arvet efter hende. Og jeg har lagt hænder og fri fortolkning (da jeg ikke har tålmodighed til at læse opskrifter) til, og nu ligger der sådan to i min vindueskarm:


Og sådan er denne sommer så fuld af overraskelser, også for mig selv. De var sjove (og lette) at lave, og det var en lige så fascinerende kombination at sidde med i hænderne som at se på.

---
Tilføjelse 9. august 2010:

Og så lige en til - det her kunne godt gå hen og blive en hel mani:


lørdag den 7. august 2010

At se

I går morges, da jeg stod ved håndvasken på badeværelset og samlede hænderne under vandstrålen for at pjaske lidt koldt vand i hovedet til en start, fik jeg pludselig øje på vandet i mine hænder. Jeg tror aldrig jeg har set det før. Altså sådan rigtigt set det.

Jeg kan ikke sige andet end at det var meget smukt.

torsdag den 5. august 2010

Inspiration

"There is a difference between transcendence and denial. To not look at darkness is not to transcend it. Look, but then look through it".
Marianne Williamson på Twitter

Kort rapport

I går lærte jeg blandt andet at zebraen er sort med hvide striber, at bavianers røde numser ikke er spor kønnere tæt på end på afstand, og at en kamel kan drikke saltvand hvis det skal være. Det sidste vil jeg tillade mig at lægge noget helt særligt i, for nogle af mine mest skelsættende drømme har handlet om ørken og kameler, og jeg synes det var en ganske enestående oplevelse at række hånden ud og røre ved de her smukke, mærkelige skabninger og forestille mig at de kan drikke saltvand. Det har jeg godtnok aldrig vidst før.

Jeg er blevet så meget klogere fordi vi var i Knuthenborg Park & Safari i går. Det var en intens og mættet dag som jeg forestiller mig at jeg vil huske længe og forbinde med netop dette års familiesommerferie.

Jeg kan ikke den kunst at fotografere mens jeg oplever, men prøv at klikke her og se nogle levende billeder af blandt andet kameler i Knuthenborg Park & Safari. Er de ikke fantastiske?

I dag er jeg noget rusten i mine lemmer af at have siddet i en bil i mange timer, og måske også af at have holdt næsten tre ugers ferie med lediggang og luftmadrasser, men det er vel ikke værre end at jeg kan fikse det hvis jeg tager mig sammen til at rulle yoga-måtten ud. Det er ellers længe siden jeg har gjort det, nogle gange er der bare for meget støj omkring mig og i mig til at praktisere yoga, men nu er jeg klar igen, kan jeg mærke. En af mine faste svømmekammerater har desuden lige sendt mig en mail om at hun er frisk på at svømme igen fra næste uge. Det er jeg også, og dét skal nok virke helbredende, hvis jeg ikke har fået gang i mine trængende led og muskler inden.

søndag den 1. august 2010

Mens jeg venter ..

Det er ikke lige sådan at ville lave om på sit ansigt udadtil, slet ikke eller heller ikke når det handler om ens blogansigt, forekommer det mig, men jeg prøver at lande med begge ben på jorden, og selvom jeg vist flagrer lidt rundt som vinden blæser lige nu, skal det nok lykkes. Én ting har jeg dog lært gennem tiden, og det er at det betaler sig at holde op med at prøve så ihærdigt og i stedet finde på noget andet at lave, som at grave have eller gøre badeværelse rent eller gå en lang tur i skoven (når der nu ikke er noget hav i nærheden). Så kommer det rigtige svar på mit offentligt-ansigt-spørgsmål nok pludselig dumpende. Eller også gør det ikke, og så er det nok fordi der ikke er noget svar lige nu, men så har jeg da gjort noget godt så længe.

Senere tror jeg jeg vil sørge for at der bliver sat noget på brikkerne på terrassebordet (altså ud over pelargonierne) og ikke mindst nogen på bænken og stolene. Lidt godt i glassene og godt selskab at dele det med har i hvert fald aldrig skadet noget. (Eller jo, måske, men jeg tror jeg løber risikoen).

28-07-2010