29. juli 2010

Epilog

Denne blog er nået til enden. Jeg har mærket det et stykke tid, og mens jeg skrev mit forrige indlæg, blev det helt tydeligt for mig at jeg var ved at nærme mig tidspunktet hvor jeg må afslutte Jannes sted.

I godt to år har jeg skrevet her. Jeg har fulgt med hos andre bloggere og skrevet kommentarer såvel her som hos andre. Det har været to år hvor jeg har fået kontakt med andre mennesker som jeg er kommet til at holde af og kere mig om. Og det har været to år hvor jeg har lært ubeskriveligt meget, ikke mindst om mig selv - præcis som jeg ønskede mig da jeg startede bloggen. Jeg har blandt andet kunnet undersøge mine egne reaktioner i mødet med andre, og jeg har langsomt og vedholdende prøvet at få øje på nogle af de mønstre hos mig selv som mit sind på den ene side har benyttet sig af for at beskytte og bevare mig, men som på den anden side også har bundet mig fast og buret mig inde. Jeg ved nu at dette arbejde er om ikke til ende, så i hvert fald nået til et punkt hvor jeg ikke har brug for denne blog til formålet længere.

Derudover er en anden ting gået op for mig: Jeg har indset at jeg har givet det bedste jeg selv synes jeg har at give i dette liv, gennem bloggeriet. Samtidig har jeg hutlet mig mere eller mindre igennem tilværelsen dels på andres nåde og barmhjertighed (som jeg har modtaget mere af end jeg nogensinde vil kunne udtrykke eller sige tak for) og dels på en udpræget tendens til at forsøge at tjene mit brød gennem job og opgaver som jeg kan udføre stort set med hovedet under armen, eller i hvert fald på rutinen og overfladen, og som andre sætter stor pris på, men hvor jeg slet ikke oplever at jeg bidrager med noget af det som jeg selv synes er det særlige jeg har at gøre godt med.

Sådan vil jeg ikke leve. Det er en slags dobbeltliv, hvis ene side har haft denne blog som spydspids, og derfor er tiden kommet til at lukke den. Som mange andre mennesker der ikke føler at de er på rette hylde inden for de konkrete og handlingsorienterede områder som er så værdsatte og ansete i samfundet, men snarere føler sig hjemme på et område der har med ånd at gøre, har jeg forsøgt at leve to liv eller på to kanaler. Nu hvor jeg ikke bare ser det, men føler dobbeltlivets opslidende konsekvenser og en stærk protest mod dem i både krop og sjæl, må jeg forsøge at samle halvdelene til et hele. Dét som jeg synes er det bedste jeg har at give, må jeg forsøge at gøre til omdrejningspunktet for hele mit liv. Helt alvorligt. Helt forpligtende.

Jeg forsvinder dog ikke fra internettet - det kan jeg nemlig også mærke ville være for trist og tomt. Jeg skriver bare ikke flere dybe indlæg eller kommentarer, dem reserverer jeg til mit fremtidige arbejdsliv. (Hvordan jeg så end finder ud af at realisere det; det skal blive interessant at se om der findes en vej, og om jeg kan finde den!). Fremover kan du følge mig som person, men ikke noget særligt emne eller nogen særlig sag, her, hvis du har interesse i det.

Ellers vil jeg slutte med at sige tusind tak til alle jer der har fulgt med på Jannes sted. Og lige så mange tak for alle de mange tankevækkende og søde kommentarer I har skrevet gennem tiden, og som har gjort bloggen til et levende sted med masser af dynamik. Det har glædet mig sådan og nogle gange endda gjort mig helt stolt. Igen: Tusind tak.

Alt synes forandret. Der er ikke længere nogen rejse at skrive hjem fra, der er ikke længere noget at kæmpe så hårdt for. Der er kun en person at være. Nu.

10 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Janne, jeg er taknemmelig over den tid jeg har fulgt dig.
Og vil følge efter dig :-)

Janne sagde ...

Kære Miri, jeg er også taknemmelig for at du har fulgt med, og jeg er blevet så glad for alle dine kommentarer. TAK.

(Og nu fik du mig til at indse at jeg havde glemt noget vigtigt, som jeg ellers har tænkt så meget, meget på. Hvad skulle jeg gøre uden dig?).

Marian sagde ...

Janne, en stor, stor tak til dig for al den inspiration og "tankevækning", og for også at have budt på et fristed her, fra al den "larm" derude!

Selv om det jo er lidt trist, på en måde, så er jeg overbevist om, at det er det helt rigtige, det du gør. Og selvfølgeligt vil også jeg følge efter! Også med et - stort - smil: :)

Lotte Frodighed sagde ...

Pyhhh,,,, jeg blev helt bange for at du sådan HELT forsvinder! Det er jo ret så egoistisk af mig, men jeg vil altså nødig undvære dig!
Det har været en stor glæde og inspiration og tankevækkelse af følge dig her. Følelsen af genkendelighed. Du har skrevet om ting, jeg aldrig selv ville kunne sætte ord på. Tak!!! :-)

Jeg følger med dig, videre.
:-)

Janne sagde ...

Kære Marian, stor tak tilbage til dig for altid at være villig til at dele ud af din enorme viden og forståelse, og for din evne til at holde fast i hvad jeg oplever som et idealistisk livssyn. Det er kolossalt støttende.

Jeg måtte trække en streg i sandet, og jeg gør det såmænd også med både tristhed og glæde - og en god portion frygt, i øvrigt :-). Jeg vil ikke skilles fra nogen andre, men måske nok lægge distance til en del af mig selv som jeg ikke længere føler bør have så meget at skulle have sagt i mit liv. Vi kan og skal stadig følges ad, stol på det.

Stort smil tilbage fra mig :-)

Janne sagde ...

Kære Lotte, det kan være at jeg skulle have skrevet det første sidst og omvendt for at undgå at forskrække nogen ;-). Jeg forsvinder ikke, det ville gøre for ondt på mig selv, tror jeg (griner) - tværtimod håber jeg at kunne mønstre mere nærvær.

Og også tak tilbage til dig, Lotte, for at give så meget af dig selv, og for med din varme og din redelighed at mildne oplevelsen af altid at være så forbandet alene i dette liv. Uden hinanden var vi mennesker ikke mange potter pis værd (undskyld udtrykket), og ingen forekommer mig at sige det tydeligere end du.

:-) herfra til dig!

silhuet sagde ...

ILY!

Vi ses.
Kærligst
Louise

Janne sagde ...

Kære Louise, i lige måde ;-). Og tusind tak til dig fordi du har fulgt så trofast med og uden forbehold givet til kende når noget ringede en klokke i dig også. Det har været en lang rejse, og jeg kan huske at du engang for længe, længe siden skrev en kommentar hos en anden til et af mine indlæg fordi jeg ikke havde åbnet kommentarfeltet her. Det var fand'me STORT!

Og ja, vi ses! Tak fordi du er der.
Kærligst

Donald sagde ...

Du har givet meget af dig selv -- engang, længe efter at jeg var blevet voksen, fik jeg det råd at give mig selv når jeg skulle introducere mig; ikke _hele_ mig selv, det kan let blive for overvældende, men _lidt_ af mig selv. Nu har du givet 2 år af dig selv, og det er godt gjort. Jeg takker for at jeg fik lov at følge med de gange, jeg kiggede forbi :-)

Janne sagde ...

Kære Donald, selvtak fordi du kiggede forbi, det har jeg været meget glad for. Måske er jeg først ved at blive voksen nu, og jeg vil gerne blive ved med at give af mig selv - jeg tror bare jeg har fundet ud af at jeg ikke vil give mit arbejde væk længere (eller hvad det er jeg tror det er meningen skal være mit arbejde, måske). Det er ikke for at være nærig, men måske lidt mindre tossegod ;-D.

Tak, Donald, for alle dine altid venlige og eftertænksomme kommentarer - de har pirret min nysgerrighed og ofte fået mig til at overveje en ekstra gang hvad det egentlig var jeg ville sige, og det er en rigtig god ting.

;-)

Send en kommentar