torsdag den 29. juli 2010

Epilog

Denne blog er nået til enden. Jeg har mærket det et stykke tid, og mens jeg skrev mit forrige indlæg, blev det helt tydeligt for mig at jeg var ved at nærme mig tidspunktet hvor jeg må afslutte Jannes sted.

I godt to år har jeg skrevet her. Jeg har fulgt med hos andre bloggere og skrevet kommentarer såvel her som hos andre. Det har været to år hvor jeg har fået kontakt med andre mennesker som jeg er kommet til at holde af og kere mig om. Og det har været to år hvor jeg har lært ubeskriveligt meget, ikke mindst om mig selv - præcis som jeg ønskede mig da jeg startede bloggen. Jeg har blandt andet kunnet undersøge mine egne reaktioner i mødet med andre, og jeg har langsomt og vedholdende prøvet at få øje på nogle af de mønstre hos mig selv som mit sind på den ene side har benyttet sig af for at beskytte og bevare mig, men som på den anden side også har bundet mig fast og buret mig inde. Jeg ved nu at dette arbejde er om ikke til ende, så i hvert fald nået til et punkt hvor jeg ikke har brug for denne blog til formålet længere.

Derudover er en anden ting gået op for mig: Jeg har indset at jeg har givet det bedste jeg selv synes jeg har at give i dette liv, gennem bloggeriet. Samtidig har jeg hutlet mig mere eller mindre igennem tilværelsen dels på andres nåde og barmhjertighed (som jeg har modtaget mere af end jeg nogensinde vil kunne udtrykke eller sige tak for) og dels på en udpræget tendens til at forsøge at tjene mit brød gennem job og opgaver som jeg kan udføre stort set med hovedet under armen, eller i hvert fald på rutinen og overfladen, og som andre sætter stor pris på, men hvor jeg slet ikke oplever at jeg bidrager med noget af det som jeg selv synes er det særlige jeg har at gøre godt med.

Sådan vil jeg ikke leve. Det er en slags dobbeltliv, hvis ene side har haft denne blog som spydspids, og derfor er tiden kommet til at lukke den. Som mange andre mennesker der ikke føler at de er på rette hylde inden for de konkrete og handlingsorienterede områder som er så værdsatte og ansete i samfundet, men snarere føler sig hjemme på et område der har med ånd at gøre, har jeg forsøgt at leve to liv eller på to kanaler. Nu hvor jeg ikke bare ser det, men føler dobbeltlivets opslidende konsekvenser og en stærk protest mod dem i både krop og sjæl, må jeg forsøge at samle halvdelene til et hele. Dét som jeg synes er det bedste jeg har at give, må jeg forsøge at gøre til omdrejningspunktet for hele mit liv. Helt alvorligt. Helt forpligtende.

Jeg forsvinder dog ikke fra internettet - det kan jeg nemlig også mærke ville være for trist og tomt. Jeg skriver bare ikke flere dybe indlæg eller kommentarer, dem reserverer jeg til mit fremtidige arbejdsliv. (Hvordan jeg så end finder ud af at realisere det; det skal blive interessant at se om der findes en vej, og om jeg kan finde den!). Fremover kan du følge mig som person, men ikke noget særligt emne eller nogen særlig sag, her, hvis du har interesse i det.

Ellers vil jeg slutte med at sige tusind tak til alle jer der har fulgt med på Jannes sted. Og lige så mange tak for alle de mange tankevækkende og søde kommentarer I har skrevet gennem tiden, og som har gjort bloggen til et levende sted med masser af dynamik. Det har glædet mig sådan og nogle gange endda gjort mig helt stolt. Igen: Tusind tak.

Alt synes forandret. Der er ikke længere nogen rejse at skrive hjem fra, der er ikke længere noget at kæmpe så hårdt for. Der er kun en person at være. Nu.