7. juni 2010

Prøve

I går var jeg til prøve. Fra klokken 10 til 19 var programmet at koncentrere mig om et fagområde (som i denne sammenhæng er ligegyldigt, men som var livredning, hvis nogle er nysgerrige). I ni timer minus spisepauser skulle jeg udstille min viden og mine færdigheder og mangel på samme for kolleger og instruktører, og til sidst i løbet af de sidste fire timer for nogle dommere (jojo, det hedder det i denne sammenhæng).

Selvom jeg snart er en gammel rotte i det her fag, var jeg alligevel nervøs. Før, under og såmænd også efter i den forstand at dagens oplevelser blev ved med at køre rundt i hovedet på mig indtil jeg endelig faldt i søvn engang efter midnat. Set udefra for den der kender min viden og mine færdigheder, lyder det formentlig som en nervøsitet helt ude af proportioner, og at der ikke var noget at være bange for i forhold til at bestå prøven. Sådan vurderer jeg det faktisk også selv - hånden på hjertet - for jeg er egentlig ikke i tvivl om min egen duelighed.

Men det er set udefra. Indefra handler det nemlig om en helt anden prøve. Det jeg bliver testet i hver eneste gang jeg skal præstere noget som andre skal vurdere og dømme, er nemlig min evne til at adskille mig selv fra mine præstationer, og det er en test jeg må indrømme at jeg stadig har ret svært ved at gennemføre til udmærkelse. En eller anden lille, irriterende stemme indeni hvisker hver eneste gang, at nu skal jeg præstere mindst det ypperste, for ellers vil jeg blive dømt som værende et dårligt, uinteressant og værdiløst menneske. Den stemme råber ikke nær så højt som den har gjort, og den tager ikke magten fra mig mere på samme måde som den gjorde engang. Men den hvisker stadig af og til, især når jeg formelt rent faktisk skal prøves på hvad jeg kan, og jeg skal stadig bruge en del energi og nogle indre samtaler på at få den til at holde mund: "Det er godt med dig, lille stemme, som blander "at kunne" og "at være" sammen endnu engang. Ti så stille, for jeg er værdifuld og god nok som menneske hvad enten jeg kan eller ikke kan det her. Klap så i - jeg lytter ikke mere nu!"

Selvtillid og selvværdsfølelse er ikke det samme, og der kan være både oceaner og dybe bjergkløfter imellem de to ting for den enkelte person. Det kender jeg fra mig selv, og jeg ser det tit hos andre. Det kan gøre os mennesker fantastisk dygtige til det vi nu beskæftiger os med, samtidig med at vi selv føler at vi hele tiden står lige på kanten til at blive dømt ude som personer og faktisk ikke regner med at nogen kan lide os eller holder af os, men at de måske højst sætter pris på vores arbejde. Og selv dét synes at hænge i en tynd tråd, for vi oplever at vi laver fejl hele tiden, selvom vi gør os så helt umenneskeligt meget umage.

Jeg skrev øverst at det var ligegyldigt for min pointe hvad det var jeg skulle prøves i. Men mens jeg sidder her og skriver, bliver det tydeligere og tydeligere for mig at det ikke er ligegyldigt. Livredning. Smag lidt på ordet.

Jeg tror egentlig ikke vi kan redde livet, vores eget eller andres, hvis vi ikke kan få den indre stemme der fortæller os at vi er hvad vi kan præstere, til at holde mund. Lad os gøre os selv den tjeneste ikke at lytte til den, hverken hos os selv eller andre. Lyt bagom den. Værdsæt dig selv og andre simpelthen fordi vi er.

14 kommentarer:

Louise Juhl Dalsgaard sagde ...

Lige i dag rammer dine tanker hundrede procent ind i min manglende selvværdsfølelse og min samtidige rationelt funderede og velfungerende selvtillid.

Jeg ville give en million trilliard for at bytte lidt af det ene for det andet. Suk.

Knus. Og tillykke med prøven, som du har bestået til UG med kryds og slange - altså prøven i at skrive som menneske, om mennesket og ramme. Et menneske. Tak

Janne sagde ...

@Louise.
En zillion selvtak ;-).

"rationelt funderede" - ja, det er lige det. Jeg er en rigtig fars datter. Og det er også godt nok, det kan bare ikke stå alene.

Vi behøver ikke bytte det ene for det andet, Louise - vi kan få det hele hvis vi tør tage det. Tro mig, jeg ved det. Selvom det føles som at underskrive sin egen dødsdom at give slip på at kontrollere sig selv, resultater og præstationer hele tiden, så er det faktisk en fødselsattest du tager frem og underskriver.

Også knus til dig, Louise. Jeg lytter bagom både din og min "dommerstemme", og jeg giver aldrig op ;-).

Krutters Krøller sagde ...

Bedømmelse er en sær ting - og alligevel så velkendt? Det gennemsyrer rigtig meget; vi gør det hele tiden - overfor andre og især for os selv. Hele uddannelsessystemet er indrettet sådan... og det er slet ingen hjælp for de fleste af os.
Jeg blev for nylig klar over at når jeg fik ros på mit arbejde, lod jeg mig fange ind af smigeren, men endte op med selv at betale prisen for at labbe det i mig. Jeg endte jo med at stå på tæer for at leve endnu mere op til mit ry og rygte og præstere endnu mere *S* Man bliver med tiden meget, meget træt og slidt... Det er en kamp ingen kan vinde - ever! *S* Så hellere lære at give slip...lige så stille...

Kærlige tanker
Rina

Janne sagde ...

@Rina
Ja, det er rigtigt at det er en kamp ingen kan vinde, simpelthen fordi man ikke via ros for det man gør kan få det man hungrer sådan efter, nemlig betingelsesløs kærlighed. Når vi tror vi kan det, er det fordi vi har lært igennem nogle tidligere relationer at det er vores bedste eller eneste chance for at blive elsket og gøre os berettigede til overhovedet at være her.

Men det er noget sludder. Du og jeg og alle andre mennesker er skabt præcis som vi skal være, og det er meningen at vi skal være her, ellers var vi ikke kommet til verden. Der er ikke noget mennesker der er en fejl. Ikke et eneste. Hvis det ser sådan ud er det fordi vi ikke forstår at det menneske engang er blevet såret læsterligt.

Det betyder absolut ingenting i den sammenhæng at vi dumper et fag, kommer til at sige noget dumt på et møde eller siger nej til en opgave vi ikke orker. Absolut ingenting. Det er bare krusninger på overfladen, som opstår og forsvinder igen før vi ved af det.

Der er intet grundlag for at dømme mennesker - at vi er her er bevis i sig selv på at vi er som vi skal være.

(At (be)dømme præstationer er noget helt andet, og det skal også til i nogle situationer, sådan er verden nu engang skruet sammen. Problemet med det opstår når man identificerer sig med sine præstationer, og/eller sætter lighedstegn mellem andre personer og deres arbejde, præstationer eller resultater. Så er den gal :-)).

Kærligst

Donald sagde ...

Når jeg smager på ordet "livredning", så kommer jeg til at tænke på alt andet end svømmehal og livredderposter, som vi har fra Tisvildeleje til Gilleleje - hvoraf flere desværre nu vil blive sparet væk. Jeg kommer til at tænke på hjælp til selvhjælp, på min studiekammerat som tog livet af sig. Fordi hendes mor aldrig var tilfreds med hende, sagde en anden student.

Men særligt Krutters Krøller rammer noget, jeg kan genkende. Engang i mit tredie studieår på musik-konservatoriet havde jeg nogle timer med en lærerinde, som skulle undervise i hvordan man hører musik og skriver det ned - flerstemmig musik. Det havde jeg gjort i flere år, og jeg kan huske at jeg pludselig en dag undrede mig over, at jeg ikke blev bedre, og sagde til hende, at dette her duer ikke: Timerne er som en eksamen og jeg bliver utilpas og kan ikke høre noget. Hun sagde at når jeg var kommet ind på studiet, så skulle jeg ikke bekymre mig om eksamen, og havde iøvrigt ikke noget svar. Jeg holdt op, fordi jeg fandt ud af at jeg ikke passede i det miljø og blev i stedet cand.mag hvor jeg ikke behøvede at deltage i undervisningen. Senere fik jeg at vide af en medstuderende, at jeg var den eneste, som havde haft alt 100% rigtigt ved optagelsesprøven, og derefter har jeg brugt mange år til at finde ud af, hvad jeg kan stille op med uddannelsessystemet. Jeg er ikke et musikalsk geni, men en "almindelig" gennemmusikalsk person.

Janne sagde ...

@Donald
Sikke en trist historie om din studiekammerat, men godt du skriver den, for så bliver man mindet om nok engang at mangel på kærlighed og anerkendelse kan koste liv i ekstreme tilfælde.

Det er også til at blive helt ked af at høre om dine erfaringer med musikstudiet, for når man følger med på din blog, er det helt tydeligt hvor meget musik betyder for dig, og hvor meget glæde du har af det. Og den lærerinde lyder som om hun har taget dit talent for givet og glemt at vise at hun værdsatte det, samtidig med at hun heller ikke har fornemmet dit helt naturlige behov for at blive set og anerkendt. På den måde føler man at man er usynlig og bliver usikker, og det er i hvert fald ikke befordrende for læring af det rigtige - tværtimod lærer man vel sagtens at det er lidt lige meget om man er der. Og det er meget, meget ærgerligt. Det er min oplevelse at det er meget svært at skelne mellem talent for og glæde ved noget - de to ting følges som regel ad, og hele verden har brug for at vi gør det vi føler glæde ved.

Tak fordi du delte hvad både indlæg og kommentarer satte i gang i dit hoved :-).

Donald sagde ...

Selv tak :-) Det var ikke så meget manglende anerkendelse som det faktum at skulle udføre noget mentalt krævende, som ikke var relevant for mit stadium: Det lærer man ikke noget af. Hun begyndte uden at spørge om, hvad min baggrund var, hvad jeg havde lavet og hvordan jeg havde lært det, jeg kunne. Det var endda enetimer! Så der var tid nok. Jeg ville ikke engang turde skrive dette idag, hvis ikke den anden student senere havde fortalt, at jeg var den eneste, der havde scoret 100% rigtige ved optagelsesprøven; jeg mener, så er der jo noget galt med undervisningen, når den studerende senere sakker agterud eller ligefrem fejler.

Janne sagde ...

@Donald
Undskyld hvis jeg fik kludret rundt og ikke forstod din pointe. Din pointe forstår jeg nu som at undervisning der får elever til at blive dårligere end de er, er der noget galt med. Det er jeg for så vidt enig i, på den måde at jeg også synes at der er noget galt med situationen. Men du ved - den lærer som ikke evner at få eleverne til at vokse, har måske selv et meget stort sår som ikke er helet, og vi får ikke ret meget ud at give for eksempel en dårlig lærer magten over vores oplevelse og gøre os selv til ofre. Det er noget jeg i den grad selv kender til, men det fører kun ned i helvede. Altså, hvis jeg nu skal være helt, helt ærlig og sige hvad jeg tænker - :-).

Det jeg rigtig gerne vil prøve at sige med mit indlæg, er at det er vores opfattelse af tingene der bestemmer hvad de er. Det frigørende, livgivende, forløsende er at indse at - i dette tilfælde - vores manglende selvværd er noget vores sind har tillært. Det er ikke en sandhed om os, og der er ingen lovmæssighed eller noget årsag-virknings-forhold bag en opfattelse af hvorvidt vi er noget værd eller ej som mennesker. Det kan ikke gradbøjes alt efter hvordan du udfører dit arbejde eller hvor høje karakterer du får, til eksempel. Og - for at tage tråden op fra min kommentar til Rina - så bliver vi alle elsket betingelsesløst. Det handler bare om at opdage det.

Der kan derimod godt være tvivl om om et menneske er "noget værd" som livredder (eller lærer, eller advokat, eller rengøringsmedarbejder), fx, altså de konkrete af slagsen. Hvis de ikke kan deres fagstof er de ikke meget værd på posten, og på den måde er det helt oplagt at de/vi skal prøves inden de/vi bliver sluppet løs - jeg ville nødigt sende mine børn i svømmehallen hvis fyrene i sort tøj deroppe bare var gået lige ind fra gaden og havde påstået at de var livreddere. Men alt dette hører hjemme i en helt, helt anden verden end den jeg taler om når jeg taler om vores menneskeværd. Dette sidste er ubetvivleligt.

Donald, jeg ved godt at min hjerne er meget krøllet, og at jeg fremturer - men det er så vigtigt for mig. Jeg har set så ufattelig megen smerte og frygt, og jeg ønsker intet andet end at dette stilner af.

Donald sagde ...

Tusind tak fordi dit dejlige svar! Jeg kan godt forstå at spørgsmålet fænger, det er et spændende emne - måske det mest spændende vedrørende måden vi arrangerer vores liv.

Jeg tror du tænker på, at den studerende skal kunne redde sig selv ved at indse at lavt selvværd er en indenbords betragtning. Men lavt selvværd forhindrer jo netop den forståelse.

For mig var selvværd og selvsikkerhed forbundne. Selvsikkerhed var nødvendig for mig, når jeg skulle koncentrere mig om at høre/huske komplicerede musikalske strukturer. Det svarer i komplexitet til at huske et skakspil eller overskue et matematisk bevis; det er nemt, når man kan og har gjort det mange gange, men er du ny overfor faget, skal du have en tålmodig, hjælpsom vejledning i processen. Jeg kunne ikke som med et trylleslag se, at mit manglende selvværd og deraf manglende selvtillid var noget tillært, som du skriver. Det er først nu - 40 år efter! - at jeg er ved at kunne finde forbindelsen og læse de situationer, som trigger det.

Jeg synes man skal passe på med at vende kritikken indad. Vi, der mangler selvværd, kan reagere positivt og konstruktivt på flere måder, hvis vi har et lille overskud. Jeg var heldig i den forstand, at jeg vidste at jeg alligevel kunne noget selv - det er den korte version.

Det er svært at skrive i denne form og jeg håber at jeg rammer emnet :-)

Janne sagde ...

@Donald
Jeg synes du rammer fuldstændig helt præcist. Intet mindre, faktisk.

Det med tiden eller timingen er for mig også meget, meget vigtigt, og jeg har selv prøvet et utal af gange i mit liv at blive ked af det og flov over og skamme mig over mit lave selvværd. Det forekommer mig ud fra min egen erfaring fra min egen rejse at det er en stor del af hele komplekset, at man prøver at skjule det for at folk ikke skal se hvor elendig man er. Fordi man simpelthen ikke kan slippe ud af den forkerte cirkelslutning: Jeg har lavt selvværd, ergo er jeg et dårligt menneske som ingen burde beskæftige sig med osv.

Tiden er en sjov størrelse, og det ser ud for mig som om man faktisk kan forandre begivenheder fra fortiden, selv dem der er 40 år gamle ;-), ved at kaste et nyt lys over dem, ved at se dem anderledes. Det synes jeg er så fantastisk, tænk sig hvis flere kunne tilgive fordi de så tingene i et større perspektiv efterhånden. Det betyder ikke at alt er lige godt, det betyder bare at vi er klar til at give slip på noget som er timeligt for at kunne koncentrere os mere om noget som er evigt.

Jeg skriver nu fordi jeg føler at jeg kan uden at gå i stykker. Det samme kunne jeg ikke have sagt engang. Og min hensigt er aldrig at jorde nogen, men at åbne endnu en lille sprække på klem, som nogen måske kan kigge ind af (hvis tiden er inde for dem) og se at de er fantastiske skabninger. Måske gør jeg det ikke godt nok - apropos din musiklærer - men hensigten er i hvert fald aldrig nogensinde at gøre nogen mindre end de er. Tværtimod.

Og Donald, det er slet ikke kritik vi skal vende indad, det er ouroborosen der stikker hovedet frem igen, når vi tænker sådan, og tro mig når jeg siger at jeg kender til det ;-). Der er ingen skyld hos nogen, og ingen har ret og uret i det her felt, som jeg ser det. Det er kærligheden vi skal vende indad, og det er noget ganske andet. Det vil forandre hele verden hvis vi kan det, for så kan vi også vende den udad.

TAK fordi du skrev i den form du skrev, for så kunne jeg omsider forstå - det er vist min begrænsning at jeg dårligt kender til nogen anden form.

Anni sagde ...

Selvtillid kontra selvværd er også omdrejningspunktet for mine indlæg på bloggen for øjeblikket. Jeg skriver nemlig om at gå til eksamen, og hvad det gør ved de unge mennesker. De er fuldstændig i det, du kalder den indre stemmes vold; "Jeg er kun noget, har kun værdi, kan kun vise mig for min omverden, hvis jeg får en god karakter". Jeg ved ikke præcis, hvornår det starter i et menneskes liv, at vi begynder at tro, at vi er noget, når vi præsterer noget. Men jeg ved, at jeg får myrekryb, når jeg hører forældre sige til deres barn, at det er dygtigt, når det bare hopper i trampolinen og ser glad ud.

Krutters Krøller sagde ...

Øj, jeg opdager lige, at jeg er gået glip af en spændende reflektions-udveksling? Det er vildt interessant læsning... min hjerne står lidt stille for tiden, men i denne uge har jeg for første gang oplevet at noget jeg var bange for, forsvandt, fordi det jeg gjorde blev modtaget med kærlighed, hvilket gjorde, at jeg kunne folde det endnu mere ud - og ende med at nyde det!
Alt gik op i en højere enhed, og jeg har endelig modet til at tænke: "Nu kan jeg!"
Det har alt at gøre med tilgivelse og kærlighed - fra mig og fra de andre. Oplevelsen af sådan et samvær, hvor alle glæder sig over at andre folder sig ud, er et mirakel, synes jeg.
At selvværdstømmermændene så kommer bagefter; det må der deales med - det er angsten for afvisning og den indre dommer, der taler!

Og til Annis kommentar : jeg ønsker at undervise de store unger i, at drømmene, kreativiteten og kontakten med sig selv er det vigtigste - ikke det de andre mener. Men det slog mig idag, at måske man ville blive ret så upopulær hos ungernes forældre... Interessant betragtning, synes jeg?
Kærlige tanker
Rina

Janne sagde ...

@Anni
Ja, når jeg ser sådanne forældre-børn-relationer mærker jeg min egen og også børnenes eventuelle smerte så tydeligt. Og børnene bliver tit sådan nogle "Se mig! Se mig!"-børn eller meget "stille piger" som det tager en god portion arbejde at hjælpe til at tro på at deres egne oplevelser tæller, og at de gerne må hvile i processen og mærke efter i sig selv om det de gør, er o.k. for dem selv.

Jeg "ved" heller ikke præcis hvor det starter, men jeg tror ikke problemet er begrænset til individet eller de nære relationer. Jeg tror også det er noget kulturelt - vi lever i en kultur som er meget resultat- og præstationsorienteret, og det tror jeg har påvirket vores tankegang i mange århundreder efterhånden. For den enkelte starter det måske allerede dér hvor forældrene projicerer alle deres tabte muligheder over i barnet i maven som ikke er født endnu.

Og alle de unge mennesker der er til eksamen lige nu - hvor er det godt at nogle af dem kan "konsultere" dig. Det er sådan en svær tid for mange, og der er god brug for mennesker der kan skille skæg fra snot ;-).

Med kærlig hilsen

Janne sagde ...

@Rina
Det er som om du summerer det hele op - fantastisk :-). Og tillykke med at du har fået hjernen til at stå stille lidt, det kan altså være meget befordrende for at skabe hjerterum ;-).

Tømmermændene, de skal nok holde (næsten) op en dag. Så opdager du pludselig at der er stille. Så tænker man: Er jeg nu blevet helt gal eller hva', er jeg død eller blevet ligeglad med det hele? Men nej, du er hverken død eller ligeglad, tværtimod, du er bare befriet for at spekulere på hvad andre mon tænker, og kan finde svaret på hvad der er godt og skidt i dig selv i stedet. Som jeg ser det.

Og som en lille kommentar til din kommentar til Annis ord: Jeg tror kun de mest forhærdede forældre vil protestere. Resten, de fleste, vil være dig taknemmelige fordi du har givet deres børn det de selv har længtes efter hele livet. Jeg har set det ske, og tro bare på det. Eller gør det alligevel i troen på at princippet er rigtigt.

Knus

Send en kommentar