mandag den 7. juni 2010

Prøve

I går var jeg til prøve. Fra klokken 10 til 19 var programmet at koncentrere mig om et fagområde (som i denne sammenhæng er ligegyldigt, men som var livredning, hvis nogle er nysgerrige). I ni timer minus spisepauser skulle jeg udstille min viden og mine færdigheder og mangel på samme for kolleger og instruktører, og til sidst i løbet af de sidste fire timer for nogle dommere (jojo, det hedder det i denne sammenhæng).

Selvom jeg snart er en gammel rotte i det her fag, var jeg alligevel nervøs. Før, under og såmænd også efter i den forstand at dagens oplevelser blev ved med at køre rundt i hovedet på mig indtil jeg endelig faldt i søvn engang efter midnat. Set udefra for den der kender min viden og mine færdigheder, lyder det formentlig som en nervøsitet helt ude af proportioner, og at der ikke var noget at være bange for i forhold til at bestå prøven. Sådan vurderer jeg det faktisk også selv - hånden på hjertet - for jeg er egentlig ikke i tvivl om min egen duelighed.

Men det er set udefra. Indefra handler det nemlig om en helt anden prøve. Det jeg bliver testet i hver eneste gang jeg skal præstere noget som andre skal vurdere og dømme, er nemlig min evne til at adskille mig selv fra mine præstationer, og det er en test jeg må indrømme at jeg stadig har ret svært ved at gennemføre til udmærkelse. En eller anden lille, irriterende stemme indeni hvisker hver eneste gang, at nu skal jeg præstere mindst det ypperste, for ellers vil jeg blive dømt som værende et dårligt, uinteressant og værdiløst menneske. Den stemme råber ikke nær så højt som den har gjort, og den tager ikke magten fra mig mere på samme måde som den gjorde engang. Men den hvisker stadig af og til, især når jeg formelt rent faktisk skal prøves på hvad jeg kan, og jeg skal stadig bruge en del energi og nogle indre samtaler på at få den til at holde mund: "Det er godt med dig, lille stemme, som blander "at kunne" og "at være" sammen endnu engang. Ti så stille, for jeg er værdifuld og god nok som menneske hvad enten jeg kan eller ikke kan det her. Klap så i - jeg lytter ikke mere nu!"

Selvtillid og selvværdsfølelse er ikke det samme, og der kan være både oceaner og dybe bjergkløfter imellem de to ting for den enkelte person. Det kender jeg fra mig selv, og jeg ser det tit hos andre. Det kan gøre os mennesker fantastisk dygtige til det vi nu beskæftiger os med, samtidig med at vi selv føler at vi hele tiden står lige på kanten til at blive dømt ude som personer og faktisk ikke regner med at nogen kan lide os eller holder af os, men at de måske højst sætter pris på vores arbejde. Og selv dét synes at hænge i en tynd tråd, for vi oplever at vi laver fejl hele tiden, selvom vi gør os så helt umenneskeligt meget umage.

Jeg skrev øverst at det var ligegyldigt for min pointe hvad det var jeg skulle prøves i. Men mens jeg sidder her og skriver, bliver det tydeligere og tydeligere for mig at det ikke er ligegyldigt. Livredning. Smag lidt på ordet.

Jeg tror egentlig ikke vi kan redde livet, vores eget eller andres, hvis vi ikke kan få den indre stemme der fortæller os at vi er hvad vi kan præstere, til at holde mund. Lad os gøre os selv den tjeneste ikke at lytte til den, hverken hos os selv eller andre. Lyt bagom den. Værdsæt dig selv og andre simpelthen fordi vi er.