28. juni 2010

At klatre op ad rebstigen

Nøj. Der er sagt meget på denne blog de sidste uger, både af mig og ikke mindst af andre, og det gør mig glad og taknemmelig. Det fylder mig også med dejligt meget stof til bearbejdning i mit system, og nu mærker jeg et behov for at lade tingene arbejde lidt på egen hånd et sted derinde uden at jeg blander mig alt for meget.

Jeg skal pusle lidt i haven. Eller måske bare sidde der, i skyggen under æbletræet, og blive strejfet af duften fra min fine rose som springer ud i de her dage. Jeg skal svømme - jeg kan allerede mærke vandet mod min hud og hvordan min krop helt automatisk gør sig strømlinet og samarbejder med det våde element. Og så skal jeg vist rydde op i den enorme stabel af biblioteksbøger der har tårnet sig op på min reol - jeg må vælge én som jeg vil koncentrere mig om, kan jeg mærke, og det er ikke svært: Det bliver Afhængighed. Din skjulte gave af Mary O'Malley, fordi den er så smuk og har så mange sproglige billeder som man kan indtage på samme måde som man drikker et glas vand når man er tørstig.

Jeg siger tak til Kristina som engang for lang tid siden sagde titlen så tilpas tydeligt at min hukommelse lagrede den til brug på det rigtige tidspunkt.

Jeg vil - vist ikke helt i overensstemmelse med reglerne for copyright og så videre, men i skruppelløs begejstring og utæmmelig lyst til at dele - levere et af Mary O'Malleys billeder direkte til dig herunder. Lad også uddraget være et udtryk for hvad jeg oplever som en af de væsentligste sider af min egen virkelighed - apropos mit forrige indlæg. Og ellers: Nyd sommeren der (for mig) endelig er ved at få det lys, de lugte og de lyde der smager af frihed.

(Klik på billederne for at se en læsbar visning).




6 kommentarer:

Lotte Frodighed sagde ...

Kære Janne, jeg er så glad for du deler! Nu har jeg bestilt bogen. Jeg er simpelthen så forvirret lige for tiden. Måske skal jeg stoppe med at tænke så meget! :O) Jeg glæder mig til at læse!
(Har gemt dine sider, så jeg kan læse dem uden internet forbindelse (som manden overtager) ligeomlidt. Lover at slette dem igen :-) )

Krutters Krøller sagde ...

Ih, altså - hvor er det bare spændende og inspirerende! Smukke billeder - "Sindets majsmark", jeg ser det hel for mig *S*
Og det med bønnen er interessant - forleden fik jeg en helt ny forståelse af begrebet "bøn":

"Bøn består ikke i at bede om noget.
Det er en sjælens længsel.
Det er en daglig indrømmelse af ens svaghed...
Og derfor er det bedre i bønnen at have et hjerte uden ord end ord uden hjerte."

Det er et Gandhi-citat, fra Mark Nepos bog "Øjnene op for livet", som iøvrigt også er mester i at male billeder med ord!

Du har givet stof til endnu en bog til bunken af bøger, der skal undersøges - den er efterhånden lang og jeg glæder mig til at jeg får tid, allerede i næste uge!

Håber du har nydt rosen og æbletræet idag!

Kærlige taknemmelige tanker
Rina

Janne sagde ...

@Lotte
Jeg tror godt du kan glæde dig, men den slags ved man aldrig, og sådan skal det være. Jeg har selv lige genlæst nogle afsnit i en anden bog som blev peget ud for mig for et par år siden, og ja jo, dengang fik jeg da noget ud af at læse det, men denne gang .. slurp, det var som at få sat ord på mine egne oplevelser. Og så giver det for alvor mening at læse, synes jeg, men jeg er måske en lidt sær snegl på den måde. ALT skal komme indefra hos mig, ellers forsvinder det for mig igen.

(Ja, jeg er vist en skurk, men tænk nu hvis uddraget kan anspore andre til at læse hele bogen og få glæde af det .. til glæde for helheden, tænker jeg ..).

Knus

Janne sagde ...

@Rina
Sikke et smukt Gandhi-citat! For mig er der stor forskel på om en bøn afsendes af sjælen eller af ego'et, og bøn har ikke ret meget med foldede hænder og ord at gøre. Min egen dybeste bøn kan i øvrigt læses mellem linjerne i mit "Bag og om" - som jeg forstår det. Og apropos de her bogbunker (griner), så er det virkelig noget Marianne Williamson forstår at formulere, efter min mening.

Mark Nepo og billeder - det husker jeg du har skrevet om før ;-).

Jo tak, jeg nød rosen og æbletræet :-). Hvis der er noget jeg er god til, så er det at sidde på min flade uden at røre hverken en finger eller en tanke - til stor irritation for mine travle og handleorienterede omgivelser. Jeg elsker den tilstand. Men hver ting til sin tid.

Nyd dagen, Rina. Tak ;-)

Anonym sagde ...

Kære Janne

Du er dagen bedste skurk :-)
Det har simpelthen reddet min dag at læse de sider, så den bog må jeg da også have, og Gandhi citatet vil jeg sætte op på køleskabet til daglig ihukommelse.

Kærlig hilsen

Liv

Janne sagde ...

@Liv

Kære Liv

Tak ;-). Jeg gør mig gerne til skurk hvis det kan redde dage eller på sigt det er er større, må jeg vel erkende ;-). God idé med køleskabet ..

Kærligst
Janne

Send en kommentar