onsdag den 5. maj 2010

Just sail away


Det gjorde vi så, sejlede væk, eller det vil sige ikke helt væk, for vi vidste godt at vi skulle til Oslo, og ærlig talt, her kan man godt komme til at se lidt bøvet ud af bar benovelse.



Det øssneede i store våde totter det meste af den ene dag vi skulle være der, men Munchs billeder er heldigvis de samme uanset vejret, og det kan man godt blive ret taknemmelig over når man står der i museet efter et megagrundigt sikkerhedstjek og kigger lige ind i menneskesjælen. 

Der var så meget at dykke ned i at vi næsten kunne se bort fra at vi var sejlet direkte tilbage til vinteren, faktisk helt til Grønland, og gik rundt i vinterjakker og støvler i et par sølle plusgrader og til sidst måtte ty til at varme os med kaffe i bunden af et indkøbscenter. 


Imens kom solen frem og lokkede os op igen så vi på tilbagevejen kunne bestige det isbjerg af marmor vi havde set indeni på vej ud. 




Og sådan endte dagen, med et sug i maven af højdeskræk blandet med ærefrygt over menneskets skabende kraft. Tilbage var en alt for lille kahyt på et alt for stort skib, men lige som vejret er den slags ikke rigtigt værd at tale om.

..
Foto: Familien Olsen