20. april 2010

Hovedrengøring

Jeg har gjort hovedrent i mit eget hjem for første gang i mit liv. Jeg havde behov for at skabe lidt mere orden og lidt mere æstetik omkring mig uden at det kostede en bondegård, og så trængte jeg til at bevise over for mig selv at jeg stadig er i stand til at planlægge og gennemføre et stykke arbejde for at nå et mål jeg selv har sat, og ikke bare slukke de brande der bliver tændt løbende af andre.

Fra morgen til aften var jeg i gang i hele sidste uge, og der blev godt nok gået til makronerne, skulle jeg hilse og sige, og ryddet op og båret væk og vasket af og pudset blankt og flyttet rundt.

Undervejs myldrede det med erindringer fra min barndom. Jeg huskede hvordan min mormor mødte op hjemme hos os for at hjælpe min mor med hovedrengøringen, og hvordan de satte mig i gang med at vaske døre, paneler og karme af. Fuldkommen uoverskueligt, tænkte jeg dengang og hadede hver en centimeter jeg gnubbede ren. Jeg huskede også at min farmor kom med sit berømte knofedt da lysekronens prismer skulle hægtes af og vaskes omhyggeligt og hænges op igen og sølv- og kobbertøjet blev sat ud på køkkenbordet på avispapir og pudset i timevis i noget der lugtede grimt og gav sorte fingre.

Stemninger og brudstykker af samtaler flettede sig ind i billederne af hvordan det ene og det andet blev gjort. Jeg tror min mor hadede de her dage af et godt hjerte, men de skulle jo til. Jeg tror min mormor gav en hånd med fordi hun vidste at min mor ellers ikke ville få det gjort, og det ville jo være pinligt. Og jeg tror at min farmor mødte op fordi hun på ingen måde tillod sig selv den svaghed ikke at kunne overkomme det, men frem for alt nok skulle demonstrere at hun var mand for lige at tage en ekstra hovedrengøring. Måske tror jeg forkert, men det er sådan jeg husker det.

De tre kvinder var med mig gennem hele ugen. De trådte frem fra lukkede rum i min sjæl og viste sig igen, så jeg kunne se dem tydeligere og lære af dem. Først og fremmest har jeg endnu engang lært at de har lagret sig i mig som indre figurer og er blevet dele af mig som jeg må forholde mig til. Jeg har igen og igen de sidste år undret mig over hvor min energi og mit engagement i livet som sådan er blevet af i løbet af årene, og jeg tror simpelthen mit tilpasningsenergireservoir er løbet tør. Der er ikke ret meget mere energi i ”det skal jo til”, ”ellers vil det være pinligt” og ”vis aldrig fysisk og viljesmæssig svaghed”.

Jeg gennemførte min plan og nåede mit mål. Nu synes jeg her er lidt pænere og lidt mere roligt, og det nyder jeg i fulde drag. Faktisk synes jeg næsten det er lettere at trække vejret nu. Energien lykkedes det mig at mobilisere fra et helt andet og stadigt voksende reservoir som har at gøre med troen på at det er i orden at opfylde mine egne behov. Som har at gøre med at høre min egen, indre stemme frem for at tilpasse mig andres, såvel de levendes som de dødes.

6 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Nøj hvor fint! Også her på bloggen. Glædeligt forår!

Janne Møller Olsen sagde ...

Kirsten, tak ;-). Så skulle du se mine vinduer! (fnis).
Mht. foråret, så er det så jävla kalt her - kunne godt bruge lidt af din egns varme.

Marina sagde ...

Sådan en regngøring har jeg ofte lyst til at leve efter, men modet svigter altid inden jeg når fra rodet nu til ordentligt efter. Hurra for dig!

Janne Møller Olsen sagde ...

Marina, tak :-). Det var ikke helt så let som det måske ser ud her, og jeg har varmet op til den omgang i mange år. Du gør så mange, mange andre ting som jeg aldrig turde eller kunne give mig i kast med, og det tager jeg på den anden side virkelig hatten af for ;-).

Losarinas mor sagde ...

Flot ! Rigtig flot !

Janne Møller Olsen sagde ...

Miri, tak - nu må jeg se om jeg også kan finde ud af at vedligeholde det ;-).

Send en kommentar