tirsdag den 27. april 2010

Dagens refleksion

"Nogle døre
må man lukke for at verden kan blive større"

Fra Malaga med/af Thomas Helmig.

torsdag den 22. april 2010

Om badebolde, blandt andet

Jeg har på fornemmelsen at Debbie Ford og hendes formidling af det frigørende i at bevidstgøre og integrere sin skygge er temmelig meget oppe i tiden. Jeg synes i hvert fald jeg støder på det alle vegne. Men måske er det lige som når man er gravid, så ser man også gravide kvinder overalt.

I dag faldt jeg lige over denne her artikel af Anette Schou Frandsen på Liv & Sjæl, og den er altså herlig: Elsk dine skyggesider og sæt dig selv fri.

Det løser nok ikke verdenssituationen at læse den artikel, men måske kan man få åbnet sine øjne en smule mere mens man smiler lidt med sig selv. Jeg overgav mig i hvert fald da jeg nåede til dette billede i artiklen:
"Få styr på dine badebolde 
Forestil dig at de følelser, der er lukket nede hver især er repræsenteret af en badebold med følelsen skrevet på. Jalousi, vrede og nysgerrighed. Da du ikke har lyst til at blive konfronteret med nogen af disse følelser, forsøger du hele tiden at holde dine tre badebolde nede under vandoverfladen, så andre ikke opdager, at du har de egenskaber. Du skammer dig jo lidt over, at du besidder disse egenskaber, indrøm det bare. Dertil kommer al den energi det koster at holde tre oppustede badebolde nede under vandoverfladen. Prøv næste gang du skal i svømmehallen. Det er en ret svær øvelse. 
(...)"
Øh ja. Det kan den habilt svømmende svømmeinstruktør ved tastaturet skrive under på. Ret svær og meget udmattende. Og vist ikke værd at kæmpe for at være god til.

tirsdag den 20. april 2010

Hovedrengøring

Jeg har gjort hovedrent i mit eget hjem for første gang i mit liv. Jeg havde behov for at skabe lidt mere orden og lidt mere æstetik omkring mig uden at det kostede en bondegård, og så trængte jeg til at bevise over for mig selv at jeg stadig er i stand til at planlægge og gennemføre et stykke arbejde for at nå et mål jeg selv har sat, og ikke bare slukke de brande der bliver tændt løbende af andre.

Fra morgen til aften var jeg i gang i hele sidste uge, og der blev godt nok gået til makronerne, skulle jeg hilse og sige, og ryddet op og båret væk og vasket af og pudset blankt og flyttet rundt.

Undervejs myldrede det med erindringer fra min barndom. Jeg huskede hvordan min mormor mødte op hjemme hos os for at hjælpe min mor med hovedrengøringen, og hvordan de satte mig i gang med at vaske døre, paneler og karme af. Fuldkommen uoverskueligt, tænkte jeg dengang og hadede hver en centimeter jeg gnubbede ren. Jeg huskede også at min farmor kom med sit berømte knofedt da lysekronens prismer skulle hægtes af og vaskes omhyggeligt og hænges op igen og sølv- og kobbertøjet blev sat ud på køkkenbordet på avispapir og pudset i timevis i noget der lugtede grimt og gav sorte fingre.

Stemninger og brudstykker af samtaler flettede sig ind i billederne af hvordan det ene og det andet blev gjort. Jeg tror min mor hadede de her dage af et godt hjerte, men de skulle jo til. Jeg tror min mormor gav en hånd med fordi hun vidste at min mor ellers ikke ville få det gjort, og det ville jo være pinligt. Og jeg tror at min farmor mødte op fordi hun på ingen måde tillod sig selv den svaghed ikke at kunne overkomme det, men frem for alt nok skulle demonstrere at hun var mand for lige at tage en ekstra hovedrengøring. Måske tror jeg forkert, men det er sådan jeg husker det.

De tre kvinder var med mig gennem hele ugen. De trådte frem fra lukkede rum i min sjæl og viste sig igen, så jeg kunne se dem tydeligere og lære af dem. Først og fremmest har jeg endnu engang lært at de har lagret sig i mig som indre figurer og er blevet dele af mig som jeg må forholde mig til. Jeg har igen og igen de sidste år undret mig over hvor min energi og mit engagement i livet som sådan er blevet af i løbet af årene, og jeg tror simpelthen mit tilpasningsenergireservoir er løbet tør. Der er ikke ret meget mere energi i ”det skal jo til”, ”ellers vil det være pinligt” og ”vis aldrig fysisk og viljesmæssig svaghed”.

Jeg gennemførte min plan og nåede mit mål. Nu synes jeg her er lidt pænere og lidt mere roligt, og det nyder jeg i fulde drag. Faktisk synes jeg næsten det er lettere at trække vejret nu. Energien lykkedes det mig at mobilisere fra et helt andet og stadigt voksende reservoir som har at gøre med troen på at det er i orden at opfylde mine egne behov. Som har at gøre med at høre min egen, indre stemme frem for at tilpasse mig andres, såvel de levendes som de dødes.

fredag den 9. april 2010


Blogindlæg skal læses i deres oprindelige layout, synes jeg, det er min foretrukne måde at bladre gennem nyheder fra de blogge jeg abonnerer på. Jeg har en fornemmelse af at der går meget tabt hvis jeg kun ser feed-udgaven. Derfor bruger jeg Google Læsers Næste-knap.

Den knap er jeg glad for. Meget. Også når jeg har læst det sidste nye indlæg, for selvom jeg bliver ønsket tillykke med at være nået til vejs ende, så kender Google mig åbenbart godt nok til at vide at jeg ville ønske der var mere. Jeg elsker tanken om at der stadig findes nye områder at udforske, og tager ikke så megen notits af at det måske nærmer sig det Jules Verneske.

Desværre eller heldigvis - alt efter situationen.

tirsdag den 6. april 2010

På stranden

Mellem muslingeskaller og opskyllet tang
går han med bøjet hoved,
vender snart en sten, snart et krabbeskjold
med skosnuderne.
Samler noget op med valne fingre
står stille og undersøger,
og kaster det så ud i brændingen
med en fuldendt bevægelse.
Jeg kalder,
han er sakket bagud, synes jeg,
for det regner og blæser jo.
Han hører mig ikke,
er væk i bruset
og historierne
og den dæmpede hvisken
om en verden der er større end man tror.