mandag den 22. marts 2010

Om Hanne Ørstavik: kaldet - romanen


(Klik på billedet for at læse bagsideteksten)

Det tog sin tid; først nu er jeg færdig med kaldet - romanen som jeg har skrevet om før. Men sådan er det, og sådan skal det være med Hanne Ørstaviks bøger, tror jeg. Jeg kom virkelig på arbejde med denne bog, jeg måtte dvæle længe ved mange passager for rigtigt at begribe dybden i det der står skrevet, men det har været al umagen værd, og jeg har svært ved at komme i tanke om hvornår jeg sidst har læst noget jeg syntes var så godt. Jeg har skrevet det før et eller andet sted som jeg ikke husker nu hvor er: For mig er Ørstavik en sand mester. Hun formidler et eksistentielt og dybtgående stof som man ellers skal igennem tykke filosofi- eller psykologibøger for at komme i berøring med. Efter min mening.

Hvis du har lyst til at læse en mere saglig og litterært funderet omtale, har Tina Charlotte Møller på fineste vis anmeldt bogen for Sentura her. Tina Charlotte Møller sætter fokus på at man formentlig læser det i romanen som man har rum til at få øje på, og det tror jeg er rigtigt. Mit rum er - som alle andres - begrænset, og jeg får først og fremmest, men ikke kun, øje på det problemfelt som kunne omkranses af ordene frihed-skæbne-kald. Hvad eller hvem bestemmer om man skal skrive (i det her tilfælde, men det kunne lige så godt være det at ville udøve kunst i det hele taget, eller måske enhver livsgerning som føles som et kald)? Er der overhovedet noget der bestemmer dette, eller har vi fuldstændig frihed til at vælge, og er det vores eget valg hver især? Kan en ydre autoritet autorisere ens kald? Har Gud en plan med os? Hvordan skal vi afgøre om det er den rigtige plan vi har fået øje på? Og så videre, fristes jeg til at skrive. kaldet - romanen er først og fremmest en undersøgende bog, men jeg mener lige nu at bogen også giver et svar, og at jeg forstår det, men jeg tror jeg har brug for lidt mere rum til at blive klogere og komme det endnu nærmere. Blot vil jeg sige at jeg tror der findes forfattere (og malere og missionærer og værktøjsmagere og husmødre og ..) af guds nåde, og Ørstavik er én af dem.

Forleden deltog jeg i en snak om Astrid Lindgren, om hvad det var hun kunne, og jeg reagerede spontant ved at sige at jeg altid har haft det sådan når jeg læste noget af Astrid Lindgren, at så står hun foran mig og siger "Jeg ser dig" på samme måde som na'vi'erne i Avatar hilser på hinanden. Det er måske en lang og useriøs omvej, men når jeg læser noget af Hanne Ørstavik, så ser jeg også hende foran mig med hånden hævet til hilsen og ordene "Jeg ser dig". Jeg føler mig mødt og set. Jeg kommer i dialog. Jeg bevæger mig.

Hun får mig faktisk til at gå mig selv i møde.

Større bliver det ikke for mig.