mandag den 8. marts 2010

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed



For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til "Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed".