27. februar 2010

Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:
"Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.
Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den."
Eller kortere formuleret: "Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her." (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende - og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den - omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.

8 kommentarer:

Lotte, Frodighed sagde ...

Det lyder bestemt spændende! Og en bog jeg må have fat i. Jeg holder enormt meget af VITA, og dén udsendelse du nævner har jeg IKKE hørt. Det må jeg gøre noget ved. TAK for anbefalinger!
:-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Lotte, selvTAK :-). God fornøjelse med lytning og læsning - håber begge dele bliver til gavn og glæde også for dig.
Og tænk alle de ressourcer der ville blive frigivet i samfundet hvis flere kvinder kunne koble handlekraft med egne ønsker og mål .. den tanke synes jeg er stor :-).

Madame sagde ...

Tak for din anbefaling, Janne, det lyder meget spændende. Jeg holder osgå meget af Vita, men får alt for sjældent hørt programmet.

Janne Møller Olsen sagde ...

Madame, ogs� selvtak til dig :-). Jeg h�rer heller ikke programmet s� tit,
men f�r det som podcast og h�rer s� en udsendelse en gang imellem n�r jeg
lige har tid eller tr�nger til noget at t�nke over :-D.
Og ogs� tak for at have fundet vej til denne her kommentarfunktion - den er
alts� rigtig smart, synes jeg. Nu tester jeg lige i pr�veperioden ..

Janne Møller Olsen sagde ...

Hov .. ups .. der sker vist et eller andet med æ-ø-å fra mail til blog - må hellere svare her fra bloggen, kan jeg se.

Krutters Krøller sagde ...

Det var her, jeg lige ville droppe en kommentar... *S*
Den åndedrætsterapi, jeg frekventerer, er en kombination af Kursus i Mirakler og Rebirthing. Tankengangen er her, at forvaltningen af vores liv, den måde vi møder livet på, er stærkt afhængig af, hvordan vi er blevet mødt ind i verden... altså afhængigt af mere psykiske faktorer end sult, eller fysisk overgreb. Er vi kommet til verden og mødt med skepsis, er "forkert køn" o.l. vil det gennemsyre vores livsoverbevisninger...
Jeg er ikke helt klar over, om denne tankegangen hører til rebirthing-teorien, eller kurset, men der er ingen tvivl om, at det er en grundlæggende ting, vores selvopfattelse hviler på.
Det jeg er fascineret af i åndedrætsterapien er muligheden for at dykke ned i lag, der er førsproglige - her er det sansninger og kroppen, der taler - ting som jeg oplever som svært tilgængelige i sproglige terapier, netop fordi de i sit væsen er sprogløse...

Bare lidt tanker på det...

Kærligst Rina

Janne sagde ...

@Rina
Mht. til det med fysisk overlast, så tror jeg at det er vigtigt at lægge mærke til at Lise Winther-Jensen skriver "som fostre". Jeg læser det som at "påstanden" om at man kan finde tilbage til den primære narcissisme skal tages med det forbehold at hvis en person har været udsat for fysisk overlast eller sult i fostertilstanden, så er den primære narcissisme (måske?) overhovedet ikke etableret, og så kan den selvfølgelig heller ikke genfindes. Men jeg ved det ikke, det er ikke noget jeg egentlig ved noget om.

Jeg er slet ikke i tvivl om at Lise Winther-Jensen udmærket ved at det i det immaterielle samspil mellem både barn og forældre og barn og samfund at det falske overbevisninger, hvis man kan kalde det det, først og fremmest opstår.

For mig er kodeordet det ubevidste, og det ubevidste taler ikke samme sprog som bevidstheden. Hvis man vil undersøge hvad der har lagret sig i ens ubevidste gennem tiden, især via forholdet til ens forældre - så må man lære at forstå det ubevidstes sprog som ikke er ord og logik og fakta, men fx kropslige reaktioner, drømme og fantasier. Jeg tror man kan nå sjælen via kroppen, og kroppen via sjælen - krop og sjæl udgør en helhed, og der er mange åbninger.

Lise Winther-Jensen har faktisk flere eksempler fra sin praksis på hvordan psykiske ubalancer kan manifestere sig i kroppen - hun har et klart blik for dette.

Jeg ved ikke helt hvad du mener med sproglige terapier, men hvis det er terapier der insisterer på at tale tankens og bevidsthedens sprog, fx kognitiv terapi, så er det for mig som at tisse i bukserne. Det kan give en vis kortvarig lettelse, som nogle mennesker måske kan have glæde af, men det batter ikke det fjerneste på sigt og i forhold til at få en dybere forståelse af sig selv og tilværelsen. De er som et forsøg på at ignorere det ubevidste, og det kan have katastrofale følger for både personen og for verden, efter min mening.

Når alt kommer til alt, så handler det om at nå så dybt i sjælen at man kan få øje på eller opleve sit eget sind og hvad det er "kodet" med. Det er det Kierkegaard kalder at forholde sig til forholdet, tror jeg. Vejene til denne indsigt er mangfoldige (og meget tidskrævende), og resultatet af den er intet mindre end mirakler ;-). Apropos *G*.

Tak for alle dine tanker, Rina, både her og der :-). Jeg værdsætter dem.

Kærligst
Janne

Janne sagde ...

Jeg retter lige andet afsnit - jeg er vist ved at være lidt skeløjet:

Jeg er slet ikke i tvivl om at Lise Winther-Jensen udmærket ved at det _er_ i det immaterielle samspil mellem både barn og forældre og barn og samfund at _de_ falske overbevisninger, hvis man kan kalde det det, først og fremmest opstår.

Send en kommentar