27. februar 2010

Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:
"Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.
Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den."
Eller kortere formuleret: "Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her." (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende - og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den - omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.

22. februar 2010

18. februar 2010

Et puf mod sang og kaffepletter

Jeg arbejdede engang sammen med en musiklærer. I frikvartererne kunne jeg ofte se hende gennem glasvæggen ind til rygerafdelingen med en kaffekop i den ene hånd og en smøg i den anden, eller begge dele i samme hånd, måske i ivrig samtale med en kollega, måske i færd med at gennemrode sin taske der indeholdt en anselig mængde løse papirer og ikke så meget andet - så vidt jeg der gik rundt med en taske med mapper, penalhus og indbundne bøger, undrende kunne se.

En dag skulle jeg være med i en af hendes musiktimer i en tredjeklasse.
"Goddag, 3. B, så skal vi til det igen .. hvad skal vi finde på i dag?"
Rode, rode i tasken.
"Jov da, jeg tror simpelthen vi tager denne her! Der er godt nok nogle kaffepletter på den, men skidt nu med det .."

Og så hev hun et krøllet stykke papir med brune ringe op af tasken, glattede det lidt ud og satte det i klaverets nodeholder. De første toner blev slået an og ungernes småsnak og skramlen holdt op på et øjeblik. Og så sang de, af deres lungers fulde kraft, så jeg i hvert fald aldrig havde hørt noget lignende. Om Puff, dragen som man ikke længere kan lege med fordi fantasien er væk, og man aldrig bliver som et barn igen.

Syngeriet fortsatte med andre gode sange timen ud, så vidt jeg husker, med papir efter papir med krøller og pletter i nodeholderen. Siden har jeg tit sunget Puff for mig selv, mærket længslen nok engang og tænkt at ja, bare man da for fa.... kunne sk... på de kaffepletter!

*
(Det er mange år siden, og musikundervisning er ifølge mine børn en ganske anden sag i dag. For at slå bro over tidsgabet kommer Puff her i en meget moderne udgave):

16. februar 2010

At ligge højt i vandet


Jeg har lænset båden,
til sidst løftede jeg bundbrædderne
og brugte øsekarret.

Nu sidder jeg i bunden
og mærker hvordan vinden
kaster mig rundt som den har lyst.

Jeg må finde en last
eller noget ballast.
Det er tvingende nødvendigt.

12. februar 2010

Omklædningsrummet

Sekstentyve
Mødre med blå futter
undgår strålerne og
skynder formanende på
Ungerne mærker vandet
lukker øjne og ører
og synger tiden væk

Nittenfyrre
Snakken går, nej den løber
for der er tilbud i Kvickly
og Astas mand er død
Badedragterne trækkes op
over bryster
der var engang

Tyvetyve
Triatlonkvinderne kommer
med trimmede kønshår
og blå tånegle
Kantede kroppe
hærdede af kamp
tapper varme i saunaen

Tyvefyrre
En badedame fylder op
pudser spejlene
og skraber hår sammen
Tak for i dag
råber vi
Stemmerne er trætte

4. februar 2010

Om at oprette sider på Blogger

Hermed en lille servicemeddelelse. Nu kan man oprette sider på en Blogger-blog, prøv at se indlægget Create Pages in Blogger på Blogger Buzz.

Jeg måtte straks kaste mig over denne mulighed som jeg har savnet længe i min sædvanlige længsel efter dybde. Ideerne til indholdet havde jeg allerede i mit hoved, og hvis du også vil dykke, kan du se resultaterne via linkene øverst på bloggen.

Jeg lover ikke at jeg ikke piller lidt i indholdet senere, det gør jeg sikkert. Håber I vil bære over med mig.

3. februar 2010

Under radaren

Jeg ligger lavt
under de andres radar
frygter bjerget
der kan tvinge mig op