torsdag den 7. januar 2010

Man skal ville det gode

Fjernsynet er tændt, og jeg ser en slags filmanmeldelses-nytårskavalkade på DR1. Professionelle anmeldere og folk med tilknytning til filmbranchen skiftes til at udbrede meninger om årets film, vistnok i form af klip fra det forgangne års DR2 Premiere-udsendelser. Tempoet er højt, og jeg har egentlig øjnene et andet sted, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spidse ører, for der bliver sagt mange gode ting.

Wikke og Rasmussen er også med, og dem lytter jeg altid gerne til. I klippet anmelder de en actionfilm som de ikke kan lide - ikke fordi det er en actionfilm, de har ingen problemer med selve genren, men fordi, som de siger sådan nogenlunde, at hvis man skal lave en film, skal man ville det gode, og det vil folkene bag denne film tilsyneladende ikke.

Og pludselig forstår jeg hvad det er der også for mig gør hele forskellen på om jeg kan lide og har det godt med det andre mennesker formidler, uanset om det er i form af film, bøger, undervisning eller hvad som helst. Jeg synes næsten ikke det kan siges bedre end at uanset form og indhold bør hensigten bag være at ville det gode - ellers synes jeg egentlig man skal holde sin bøtte. Jeg ved ikke hvad Wikke og Rasmussen synes er det gode (selvom jeg vel nok har en stærk fornemmelse), og jeg aner ikke hvad den film de snakker om, går ud på, men jeg ved at det er et udtryk jeg kan bruge og mene helt og fuldt.

Nå ja, men hvad er det gode så? Findes der noget som er absolut godt? Det er et spørgsmål som er blevet diskuteret i årtusinder, og som mennesker har alle mulige forskellige svar på. Jeg har også mit helt personlige svar, og det er: Ja, der findes ét - 1 - absolut, indiskutabelt gode i dette liv, og det er dét at hvert enkelt menneske får mulighed eller giver sig selv mulighed for at blive/være sig selv - uanset hvad det indebærer. Og at ville det gode i den forstand er det ypperste vi kan gøre for hinanden og for verden som helhed.

De fleste vil måske sige at selvfølgelig vil de da det gode, selvfølgelig skal både de selv og andre bare være sig selv. Men det er ikke så selvfølgeligt endda, tror jeg. Ofte er vi mennesker splittede mellem hvad vores bevidste jeg og vores ubevidste vil, og det giver knas i kommunikationen så både vi selv og andre måske ikke fornemmer et klart Ja til det gode fordi vi på én gang både vil og ikke vil være os selv og lade andre være dem de er. Har vi det sådan, må vi efter min mening vælge side og gå den lange vej indad for at hele splittelsen, så vi bliver i stand at ville med hele os selv.

Jeg kommer til at tænke på nogle vers fra det nye testamente, som jeg synes passer så fint til netop det at ville det gode, som jeg forstår det:
En dag kom Jesus til en landsby hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde der hed Martha. Hun havde en søster der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: "Er du ligeglad med at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe til." Men Jesus svarede: "Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende."
- Lukas kapitel 10, vers 38-42, citeret efter Bibelselskabets Forlags nyeste oversættelse af NT: Den Nye Aftale.

Versene om Martha og Maria står i denne oversættelse i et afsnit med overskriften "En fremmed fra Samaria", som også indeholder de vers der traditionelt omtales som lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og som en krølle på halen mest til dem som følger med her og måske også har læst Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir, vil jeg lige nævne at 'karitas' betyder 'næstekærlighed'. Og sådan samles trådene, i mit hoved, omend stadig lidt uklart og på fornemmeplan ...