7. januar 2010

Man skal ville det gode

Fjernsynet er tændt, og jeg ser en slags filmanmeldelses-nytårskavalkade på DR1. Professionelle anmeldere og folk med tilknytning til filmbranchen skiftes til at udbrede meninger om årets film, vistnok i form af klip fra det forgangne års DR2 Premiere-udsendelser. Tempoet er højt, og jeg har egentlig øjnene et andet sted, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spidse ører, for der bliver sagt mange gode ting.

Wikke og Rasmussen er også med, og dem lytter jeg altid gerne til. I klippet anmelder de en actionfilm som de ikke kan lide - ikke fordi det er en actionfilm, de har ingen problemer med selve genren, men fordi, som de siger sådan nogenlunde, at hvis man skal lave en film, skal man ville det gode, og det vil folkene bag denne film tilsyneladende ikke.

Og pludselig forstår jeg hvad det er der også for mig gør hele forskellen på om jeg kan lide og har det godt med det andre mennesker formidler, uanset om det er i form af film, bøger, undervisning eller hvad som helst. Jeg synes næsten ikke det kan siges bedre end at uanset form og indhold bør hensigten bag være at ville det gode - ellers synes jeg egentlig man skal holde sin bøtte. Jeg ved ikke hvad Wikke og Rasmussen synes er det gode (selvom jeg vel nok har en stærk fornemmelse), og jeg aner ikke hvad den film de snakker om, går ud på, men jeg ved at det er et udtryk jeg kan bruge og mene helt og fuldt.

Nå ja, men hvad er det gode så? Findes der noget som er absolut godt? Det er et spørgsmål som er blevet diskuteret i årtusinder, og som mennesker har alle mulige forskellige svar på. Jeg har også mit helt personlige svar, og det er: Ja, der findes ét - 1 - absolut, indiskutabelt gode i dette liv, og det er dét at hvert enkelt menneske får mulighed eller giver sig selv mulighed for at blive/være sig selv - uanset hvad det indebærer. Og at ville det gode i den forstand er det ypperste vi kan gøre for hinanden og for verden som helhed.

De fleste vil måske sige at selvfølgelig vil de da det gode, selvfølgelig skal både de selv og andre bare være sig selv. Men det er ikke så selvfølgeligt endda, tror jeg. Ofte er vi mennesker splittede mellem hvad vores bevidste jeg og vores ubevidste vil, og det giver knas i kommunikationen så både vi selv og andre måske ikke fornemmer et klart Ja til det gode fordi vi på én gang både vil og ikke vil være os selv og lade andre være dem de er. Har vi det sådan, må vi efter min mening vælge side og gå den lange vej indad for at hele splittelsen, så vi bliver i stand at ville med hele os selv.

Jeg kommer til at tænke på nogle vers fra det nye testamente, som jeg synes passer så fint til netop det at ville det gode, som jeg forstår det:
En dag kom Jesus til en landsby hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde der hed Martha. Hun havde en søster der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: "Er du ligeglad med at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe til." Men Jesus svarede: "Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende."
- Lukas kapitel 10, vers 38-42, citeret efter Bibelselskabets Forlags nyeste oversættelse af NT: Den Nye Aftale.

Versene om Martha og Maria står i denne oversættelse i et afsnit med overskriften "En fremmed fra Samaria", som også indeholder de vers der traditionelt omtales som lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og som en krølle på halen mest til dem som følger med her og måske også har læst Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir, vil jeg lige nævne at 'karitas' betyder 'næstekærlighed'. Og sådan samles trådene, i mit hoved, omend stadig lidt uklart og på fornemmeplan ...

4 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

at ville det gode...Den tager jeg med mig :-)

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Miri, det tror jeg du gør, det mærker man ;-).

Louise sagde ...

At ville det gode er desværre ikke altid det samme som: "den gode vilje"

Jeg håber, jeg vil det gode. Jeg håber det virkelig.
Jeg husker lignelsen om arbejderne der kom til vingården. Nogle kom tidligt, andre lidt senere og en enkelt kom kun ganske før arbejdet holdt inde. Da de skulle have deres løn, fik den sidst ankomne det samme som de, der havde slidt og slæbt siden gry. De første blev vrede, men vinbonden sagde: "Hvorfor bliver du vred, fik du ikke hvad du blev lovet? Bliver din løn mindre værd, fordi en anden får det samme?"
Spot on, tænkte jeg. Dét må jeg huske. Jeg skal ikke misunde eller hævde mig,men ønske alle det bedste uanset hvad.
Men krøllen er, at jeg senere læste Møllehave skrive, at vi alle, alle som én, hører lignelsen som om vi tilhører de først ankomne, der skal lære at unde andre det bedste.
Ingen - ingen - hører det, som om de er den sidste, der får mere end "fortjent".

Da lærte jeg, at jeg gerne VIL det gode, men ikke altid ved, hvad det gode er. Eller hvem. Den gode. Er.

Kærligst
Louise

Janne Møller Olsen sagde ...

Kære Louise, ja, "at ville det gode er ikke altid det samme som: "den gode vilje"". Martha har måske nok masser af god vilje, men måske vil hun ikke det gode, for vil hun have at Maria skal gøre, prioritere osv. lige som hun selv, nemlig det hun mener har størst værdi? Altså i min lommetolkning.

Ja, og ingen får i virkeligheden løn som fortjent; det kan vi godt opgive tanken om, for vi kan ikke retfærdiggøre os (selv eller andre) ved at henvise til noget ydre godt eller skidt, til ydre gerninger. Vi kan ikke vide hvad det gode er i sit ydre udtryk, efter min mening kun holde vores egne gerninger op mod vores indre personlige etik: Bestræber jeg mig på at blive mig selv og udføre den opgave jeg føler og tror jeg er sat på jorden for at varetage? Det kan vi kun hver især selv svare på.
Og lade andre gøre det samme selv.

Det er så vigtigt at holde fast i, synes jeg. Og vi må hver især protestere og sige fra når vi kan mærke kræfter i os selv eller andre der arbejder i den modsatte retning, som vil have os til at give slip på os selv, bøje os for andres/ydre krav, behov, værdier osv.

Tænker og tror jeg. Men det er dæleme ikke let, især ikke at mærke sig selv i denne verden og tid med alverdens udvendige krav og domme. Og man kan aldrig vide i den forstand at man kan holde sig selv (eller andre) op mod nogle objektive parametre, men måske nok ransage sin egen hensigt. Det er den der er vigtig, som jeg ser det. Ud over det er vi alle altid og kun på vej - ingen og alle er gode ;-).

Knus
Janne

Send en kommentar