fredag den 15. januar 2010

Distance eller dialog

Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her på stedet før, men jeg er uddannet folkeskolelærer. Dengang, sidst i 80'erne, var det sådan at man i dansk på grunduddannelsen skulle skrive nogle børnebogsrapporter som så indgik i ens pensum til eksamen.

Jeg læste og skrev om blandt andet Bent Hallers Kaskelotternes sang, og jeg husker stadig nogenlunde min lærers feedback på netop den rapport. På den ene side fik jeg ros: Hvis jeg blev ved med at skrive sådan, skulle det nok gå rigtig godt for mig, mente han. På den anden side slap han også noget ud om at det godt nok var noget anderledes end det de var vant til at se. Jeg syntes jeg kunne se hans øjne smile en anelse spottende bag de tykke briller, og resultatet var at jeg gik derfra med følelsen af både at kunne være lidt stolt, men også af at være lidt til grin.

Det sidste kom til at betyde mest for mig fremover. Ud over at jeg - som den rettroende elev jeg var - havde analyseret bogen til punkt og prikke ud fra de skemaer og vejledninger vi havde fået udleveret, havde jeg åbenbart også gjort noget som var "forkert". Sådan føltes det i hvert fald. Inden i mig var der en stemme der gav sig til at råbe i kor med den kritiske eller spottende bemærkning, og som ikke lige var sådan at få til at holde mund. Den fortsatte i årevis, faktisk.

I dag har jeg et bud på hvad dette "forkerte" var. I en del af rapporten havde jeg opgivet min distance til værket og involveret mig. Jeg var gået i dialog med bogens indhold. Jeg havde ladet den tale til mig, og jeg havde svaret og spurgt tilbage og lyttet igen efter bedste evne. Og samtalen havde fremkaldt følelser, sat spor og forandret mig. Jeg havde ladet mig synke ned i havet til Tangøje og Tangøjes kaskelotmor og indledt en samtale under og i overfladen, hvor jeg glemte både mig selv og de ydre krav om at lyde så forbandet vidende og objektiv.

Nu ved jeg at det bedste i mig søger dialogen, og kan et menneske skabe et værk der indbyder til eller skaber et grundlag for dialog, har dette menneske givet mig det fineste der er at give, efter min mening. Det er min klare førsteprioritet. Jeg ved at andre mennesker har andre præferencer, og det er fint og glædeligt, for sammen udgør vi en helhed, men det er her jeg står.

Ind imellem hiver den indre kritiske stemme mig ud af vandet og op i elfenbenstårnet igen, og så sidder jeg dér og kigger ned, forladt og frysende, tynget af min egen vægt som en hval på land. Jeg bliver dog til stadighed lidt bedre til at gå i dialog med selv denne stemme og få den til at klappe i eller i det mindste dæmpe sig.

Det vil jeg nemlig at den skal, for det er sådan jeg læser når jeg gør det med størst fornøjelse og oplevelse af mening. Skal jeg strække den lidt, vil jeg sige at det er sådan jeg vil leve.

Det er også sådan - hånden på hjertet - jeg gerne vil skrive når og hvis jeg skriver.