15. januar 2010

Distance eller dialog

Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her på stedet før, men jeg er uddannet folkeskolelærer. Dengang, sidst i 80'erne, var det sådan at man i dansk på grunduddannelsen skulle skrive nogle børnebogsrapporter som så indgik i ens pensum til eksamen.

Jeg læste og skrev om blandt andet Bent Hallers Kaskelotternes sang, og jeg husker stadig nogenlunde min lærers feedback på netop den rapport. På den ene side fik jeg ros: Hvis jeg blev ved med at skrive sådan, skulle det nok gå rigtig godt for mig, mente han. På den anden side slap han også noget ud om at det godt nok var noget anderledes end det de var vant til at se. Jeg syntes jeg kunne se hans øjne smile en anelse spottende bag de tykke briller, og resultatet var at jeg gik derfra med følelsen af både at kunne være lidt stolt, men også af at være lidt til grin.

Det sidste kom til at betyde mest for mig fremover. Ud over at jeg - som den rettroende elev jeg var - havde analyseret bogen til punkt og prikke ud fra de skemaer og vejledninger vi havde fået udleveret, havde jeg åbenbart også gjort noget som var "forkert". Sådan føltes det i hvert fald. Inden i mig var der en stemme der gav sig til at råbe i kor med den kritiske eller spottende bemærkning, og som ikke lige var sådan at få til at holde mund. Den fortsatte i årevis, faktisk.

I dag har jeg et bud på hvad dette "forkerte" var. I en del af rapporten havde jeg opgivet min distance til værket og involveret mig. Jeg var gået i dialog med bogens indhold. Jeg havde ladet den tale til mig, og jeg havde svaret og spurgt tilbage og lyttet igen efter bedste evne. Og samtalen havde fremkaldt følelser, sat spor og forandret mig. Jeg havde ladet mig synke ned i havet til Tangøje og Tangøjes kaskelotmor og indledt en samtale under og i overfladen, hvor jeg glemte både mig selv og de ydre krav om at lyde så forbandet vidende og objektiv.

Nu ved jeg at det bedste i mig søger dialogen, og kan et menneske skabe et værk der indbyder til eller skaber et grundlag for dialog, har dette menneske givet mig det fineste der er at give, efter min mening. Det er min klare førsteprioritet. Jeg ved at andre mennesker har andre præferencer, og det er fint og glædeligt, for sammen udgør vi en helhed, men det er her jeg står.

Ind imellem hiver den indre kritiske stemme mig ud af vandet og op i elfenbenstårnet igen, og så sidder jeg dér og kigger ned, forladt og frysende, tynget af min egen vægt som en hval på land. Jeg bliver dog til stadighed lidt bedre til at gå i dialog med selv denne stemme og få den til at klappe i eller i det mindste dæmpe sig.

Det vil jeg nemlig at den skal, for det er sådan jeg læser når jeg gør det med størst fornøjelse og oplevelse af mening. Skal jeg strække den lidt, vil jeg sige at det er sådan jeg vil leve.

Det er også sådan - hånden på hjertet - jeg gerne vil skrive når og hvis jeg skriver.

7 kommentarer:

Louise sagde ...

http://silhuet.wordpress.com/2007/07/27/undskyld-mig-men/

Lotte sagde ...

Og Janne, du havde MOD til at tænke selv, i din opgave. Det er stort!
Da jeg læste på biblioteksskolen, valgte jeg i mine opgaver IKKE at bruge mine vejledere. Jo, de skulle selvfølgelig godkende min problemformulering - men derefter hørte de ikke mere fra mig, før jeg afleverede det færdige resultat. Jeg tænkte, de ville ødelægge min 'kreative proces', fordi de ikke ville kunne følge min tankegang.

Og jeg ved ikke hvad jeg præcis vil sige med det... eller jo:

Jeg håber du fanger din egen måde at skrive på,,, dialogen (og inspirationen) finder du jo mange steder - det lyser ud af din blog.
Og dine egne ord fik vi at se lidt af på Appendiks.
Du har styrke i ord.
Jeg er spændt på hvad der kommer til at ske :-)
Kærligst Lotte

Janne Møller Olsen sagde ...

Louise, hold da op :-D! Tænk sig at møde en anden (momentvist) strandet hval, det er fantastisk!

Det der med at ringe efter Falck .. det har jeg prøvet, det virker ikke. Hjælp til selvhjælp, det er den meget, meget langsomme vej frem, tror jeg.

Vi er mange strandede hvaler, tror jeg, det er som et billede tidens kvinder. Vi må ud og finde en varm havstrøm for at få livet tilbage.

Knus

Janne Møller Olsen sagde ...

Lotte, det er nemlig lige dét: At evne eller turde eller ville beskytte sin egen kreative proces. Man kan så let blive forstyrret (eller forstyrre sig selv), også på et dybere niveau, og det handler ikke kun om at skabe tekster eller ting, men også om at træde ind i den skabelsesproces som livet i sig selv er. Åbne sig for det der befinder sig dybt i sjælen i stedet for at fægte rundt mere eller mindre i blinde efter ydre krav og andres normer og regler.

Og jeg er også spændt på at se hvad der sker ;-D. Livet er virkelig et eventyr, og vi må se hvad fortælleren har i posen til os. Tak for dine ord, Lotte, hvis du kan se det du ser, må jeg være på rette vej i forhold til at åbne mig for mig selv :-). Du ved, bedre en så mange andre, at det ikke er til at definere på forhånd hvad det kommer til at handle om, mønsteret eller emnerne eller budskabet træder først frem når man kigger i bakspejlet. Kunsten er at kunne give sig hen til den skabelsesproces, tror jeg. Uden at bekymre sig så meget :-).

Kærligst :-)

Losarinas mor sagde ...

Det er faktisk skræmmende, så meget vi bliver påvirket af andres mening om os eller vores arbejde. Hvor mange mennesker slæber ikke rundt på en tro på, at deres lærer sagde i 3 klasse, stadigvæk er en sandhed...

Janne Møller Olsen sagde ...

Miri, ja, det er rigtig skræmmende, men også et slags alment grundvilkår, som du også er inde på, synes jeg. Vi har alle to tilsyneladende modstridende interesser som vi forsøger at pleje, nemlig vores integritet og at være med i fællesskabet - tror jeg. Sådan en "kerneerindring" som rummer en opsummering af et område hvor vi har solgt ud af vores integritet for at være "med" og "rigtig", kan heldigvis være meget gavnlig i forhold til at finde rundt i det hele, tror jeg.

Og lige nu husker jeg pludselig fru W. som sad og filede sine lyserøde negle under katederet det ene øjeblik, og skammede mig ud for ikke at kunne stave til 'ingeniør' det næste .. (gad vist om det nu stavet er rigtigt?).

;-)

Janne Møller Olsen sagde ...

PS. 'er stavet' ville jeg faktisk have skrevet .. sært. Hm.

Send en kommentar