fredag den 22. januar 2010

En ud af en million (snart måske)



Jeg har tegnet en giraf. Lige nu, i dette øjeblik, er den én ud af 517002 giraffer på one million giraffes, om få sekunder én ud af endnu flere, og engang - håber jeg - én ud af en million hver især helt særlige giraffer.

Jeg synes det er sådan et herligt projekt. Fordi det opfordrer til at man forlader computeren og skaber noget med sine hænder. Fordi det viser hvor stor betydning (nogle ville sige magt) vores kommunikation via internettet kan have - på godt og ondt. Fordi jeg kan lide forestillingen om en million vidt forskellige giraffer, men dog alle giraffer. Fordi der er sådan en herlig tone og stemning på denne hjemmeside. Fordi .. Nej, prøv selv at se. (Øij, nu er min giraf allerede rykket mange pladser ned .. hvor godt!).

Jeg opdagede girafprojektet i et indlæg hos Tina - omme i London - tak for det :-).

mandag den 18. januar 2010

Livsturist

På bagsiden af Søndagsavisen fra den weekend der netop er gået, kan man læse at ansatte på turistkontorer rundt om i verden ofte må svare på endog meget mærkelige spørgsmål. Som for eksempel "hvornår Loch Ness-uhyret bliver fodret", "hvorfor der er bygget så mange slotsruiner i England", og "hvilken strand der ligger nærmest havet".

Og det er jo meget sjovt. Tænk sig at vi mennesker kan opfatte eller forstå tingene så meget anderledes end hjemmefødningerne når vi selv kommer fra et helt andet sted (måske endda fra en helt anden planet?).

fredag den 15. januar 2010

Distance eller dialog

Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her på stedet før, men jeg er uddannet folkeskolelærer. Dengang, sidst i 80'erne, var det sådan at man i dansk på grunduddannelsen skulle skrive nogle børnebogsrapporter som så indgik i ens pensum til eksamen.

Jeg læste og skrev om blandt andet Bent Hallers Kaskelotternes sang, og jeg husker stadig nogenlunde min lærers feedback på netop den rapport. På den ene side fik jeg ros: Hvis jeg blev ved med at skrive sådan, skulle det nok gå rigtig godt for mig, mente han. På den anden side slap han også noget ud om at det godt nok var noget anderledes end det de var vant til at se. Jeg syntes jeg kunne se hans øjne smile en anelse spottende bag de tykke briller, og resultatet var at jeg gik derfra med følelsen af både at kunne være lidt stolt, men også af at være lidt til grin.

Det sidste kom til at betyde mest for mig fremover. Ud over at jeg - som den rettroende elev jeg var - havde analyseret bogen til punkt og prikke ud fra de skemaer og vejledninger vi havde fået udleveret, havde jeg åbenbart også gjort noget som var "forkert". Sådan føltes det i hvert fald. Inden i mig var der en stemme der gav sig til at råbe i kor med den kritiske eller spottende bemærkning, og som ikke lige var sådan at få til at holde mund. Den fortsatte i årevis, faktisk.

I dag har jeg et bud på hvad dette "forkerte" var. I en del af rapporten havde jeg opgivet min distance til værket og involveret mig. Jeg var gået i dialog med bogens indhold. Jeg havde ladet den tale til mig, og jeg havde svaret og spurgt tilbage og lyttet igen efter bedste evne. Og samtalen havde fremkaldt følelser, sat spor og forandret mig. Jeg havde ladet mig synke ned i havet til Tangøje og Tangøjes kaskelotmor og indledt en samtale under og i overfladen, hvor jeg glemte både mig selv og de ydre krav om at lyde så forbandet vidende og objektiv.

Nu ved jeg at det bedste i mig søger dialogen, og kan et menneske skabe et værk der indbyder til eller skaber et grundlag for dialog, har dette menneske givet mig det fineste der er at give, efter min mening. Det er min klare førsteprioritet. Jeg ved at andre mennesker har andre præferencer, og det er fint og glædeligt, for sammen udgør vi en helhed, men det er her jeg står.

Ind imellem hiver den indre kritiske stemme mig ud af vandet og op i elfenbenstårnet igen, og så sidder jeg dér og kigger ned, forladt og frysende, tynget af min egen vægt som en hval på land. Jeg bliver dog til stadighed lidt bedre til at gå i dialog med selv denne stemme og få den til at klappe i eller i det mindste dæmpe sig.

Det vil jeg nemlig at den skal, for det er sådan jeg læser når jeg gør det med størst fornøjelse og oplevelse af mening. Skal jeg strække den lidt, vil jeg sige at det er sådan jeg vil leve.

Det er også sådan - hånden på hjertet - jeg gerne vil skrive når og hvis jeg skriver.

onsdag den 13. januar 2010

Billedet


Tryk af Ulla Stuart
Teksten i billedet: "Den dag jeg går mig selv i møde"

I mit soveværelse hænger et billede jeg har fået som gave i 1985. Det er mange år siden. I går, mens jeg sad og ventede på at vaskemaskinerne skulle blive færdige, kom jeg til at tænke på dette billede. Da jeg kom hjem, måtte jeg lige stå og studere det lidt.

Jeg læser Kaldet - romanen af Hanne Ørstavik. Er kun lige begyndt, men fanget. Måske er det det der har fået billedet til at træde frem? Jeg ved det ikke, virkelig, men det bliver spændende at se.

---

Fortsættelse 21. januar: 

Da jeg skrev ovenstående, var jeg måske nået til side 15 i Ørstaviks bog eller sådan noget. Altså ikke ret langt. Først i går fik jeg tid til at læse videre, og så slog det mig hvor meget jeg kredser om de samme emner som bogen handler om. Det er en både underlig og også lidt ærefrygtindgydende oplevelse - det må være netop den bog jeg skal læse netop nu, og det er ikke tilfældigt at jeg har fundet den, eller den har fundet mig?

mandag den 11. januar 2010

Interview med Peter Bastian

Nogle gange støder man på nogle fantastiske ord helt tilfældigt (eller også er det ikke helt tilfældigt?) når man googler sig frem på nettet.

Lørdag eftermiddag, midt i gæsteforberedelser og den sædvanlige hektiske weekendaktivitet i familien, skulle jeg lige lede efter noget og fandt helt ude af sammenhæng et interview fra 2005 med Peter Bastian af Søren Hauge: Hinsides afgrundens rand, udgivet på www.wiseheart.dk/i VisdomsMagasinet (som jeg i øvrigt intet kender til). Jeg nåede bare lige at skimme det og gemme det i en mappe hvor jeg vidste jeg kunne finde det igen, for her var noget vigtigt på færde, kunne jeg mærke, ordnet under disse overskrifter:
  • Du er dine handlinger
  • Det er aldrig overstået
  • At turde favne højt og lavt
  • Til rådighed for verden.
Nu har jeg læst det, og jeg kan kun gentage: Her er noget vigtigt på færde!



(Udsnit af screen dump)

torsdag den 7. januar 2010

Man skal ville det gode

Fjernsynet er tændt, og jeg ser en slags filmanmeldelses-nytårskavalkade på DR1. Professionelle anmeldere og folk med tilknytning til filmbranchen skiftes til at udbrede meninger om årets film, vistnok i form af klip fra det forgangne års DR2 Premiere-udsendelser. Tempoet er højt, og jeg har egentlig øjnene et andet sted, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spidse ører, for der bliver sagt mange gode ting.

Wikke og Rasmussen er også med, og dem lytter jeg altid gerne til. I klippet anmelder de en actionfilm som de ikke kan lide - ikke fordi det er en actionfilm, de har ingen problemer med selve genren, men fordi, som de siger sådan nogenlunde, at hvis man skal lave en film, skal man ville det gode, og det vil folkene bag denne film tilsyneladende ikke.

Og pludselig forstår jeg hvad det er der også for mig gør hele forskellen på om jeg kan lide og har det godt med det andre mennesker formidler, uanset om det er i form af film, bøger, undervisning eller hvad som helst. Jeg synes næsten ikke det kan siges bedre end at uanset form og indhold bør hensigten bag være at ville det gode - ellers synes jeg egentlig man skal holde sin bøtte. Jeg ved ikke hvad Wikke og Rasmussen synes er det gode (selvom jeg vel nok har en stærk fornemmelse), og jeg aner ikke hvad den film de snakker om, går ud på, men jeg ved at det er et udtryk jeg kan bruge og mene helt og fuldt.

Nå ja, men hvad er det gode så? Findes der noget som er absolut godt? Det er et spørgsmål som er blevet diskuteret i årtusinder, og som mennesker har alle mulige forskellige svar på. Jeg har også mit helt personlige svar, og det er: Ja, der findes ét - 1 - absolut, indiskutabelt gode i dette liv, og det er dét at hvert enkelt menneske får mulighed eller giver sig selv mulighed for at blive/være sig selv - uanset hvad det indebærer. Og at ville det gode i den forstand er det ypperste vi kan gøre for hinanden og for verden som helhed.

De fleste vil måske sige at selvfølgelig vil de da det gode, selvfølgelig skal både de selv og andre bare være sig selv. Men det er ikke så selvfølgeligt endda, tror jeg. Ofte er vi mennesker splittede mellem hvad vores bevidste jeg og vores ubevidste vil, og det giver knas i kommunikationen så både vi selv og andre måske ikke fornemmer et klart Ja til det gode fordi vi på én gang både vil og ikke vil være os selv og lade andre være dem de er. Har vi det sådan, må vi efter min mening vælge side og gå den lange vej indad for at hele splittelsen, så vi bliver i stand at ville med hele os selv.

Jeg kommer til at tænke på nogle vers fra det nye testamente, som jeg synes passer så fint til netop det at ville det gode, som jeg forstår det:
En dag kom Jesus til en landsby hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde der hed Martha. Hun havde en søster der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: "Er du ligeglad med at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe til." Men Jesus svarede: "Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende."
- Lukas kapitel 10, vers 38-42, citeret efter Bibelselskabets Forlags nyeste oversættelse af NT: Den Nye Aftale.

Versene om Martha og Maria står i denne oversættelse i et afsnit med overskriften "En fremmed fra Samaria", som også indeholder de vers der traditionelt omtales som lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og som en krølle på halen mest til dem som følger med her og måske også har læst Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir, vil jeg lige nævne at 'karitas' betyder 'næstekærlighed'. Og sådan samles trådene, i mit hoved, omend stadig lidt uklart og på fornemmeplan ...

søndag den 3. januar 2010

Plads til småsnak

Her på bloggen kan du nu øverst i venstre sidebar se et felt til små beskeder. Klik på de grå "folde-ud-firkanter" i øverste højre hjørne for at se alle samtaler, og for at logge ind hvis du er tilmeldt denne blog via Google Friend Connect.

Denne skriveboks er et forsøg på at give plads også til småsnak og dialog på initiativ fra både dig og mig, og jeg vil bruge den - i hvert fald i en periode - i stedet for at poste mikroblogindlæg i form af fx strøtanker og glimt fra min hverdag på Facebook og Twitter (som jeg holder pause fra, de medier har aldrig rigtig været mig).

Det er ikke kun mig, der kan skrive i boksen. Alle kan både se, skrive og besvare beskeder, og det er det bedste ved det hele, synes jeg - at ingen er udelukkede fra at følge med eller ytre sig hvis de er interesserede.

Der er dog et 'men' som generer mig, og som jeg ikke ved hvordan jeg skal komme udenom lige nu: Gadget'en er lavet af Google Friend Connect, og det er desværre kun læsere tilmeldt min blog offentligt via denne service der kan se navne og profilbilleder og få vist deres egne ditto. Jeg ville rigtig gerne undgå at man skulle være tilmeldt og logge ind på noget som helst, og det er altså heller ikke helt nødvendigt, men heller ikke optimalt hvis man ikke er det. Men hvis vi nu skriver vores navn hver især i beskeder og svar, så tænker jeg at det nok kan bruges, i hvert fald indtil jeg finder på noget andet eller bedre (og tingene har det jo med ikke at blive ved det samme ret længe ad gangen her på stedet, hø).

Jeg håber at "skriveboksen" vil give lidt liv til stedet her og måske bringe os lidt tættere på hinanden. Tøv ikke med at bruge den - hvad enten du gerne vil lytte eller sige noget selv.

---
Update 1. februar 2010:
Jeg bruger ikke længere Facebook og Twitter - skriver kun offentligt her nu :-).