fredag den 16. oktober 2009

Om anderledeshed

Jeg står og hælder vand på kaffen. Jeg har taget min nye termokande i brug, den som jeg købte forleden på bytur sammen med en veninde, og som jeg har ønsket mig længe. Den er turkisfarvet, og kaffen dufter godt. Der var 50 procent i rabat på udvalgte (usælgelige) farver, men jeg kan godt lide turkis. Lige for tiden. Det er en del af den farverundtur jeg har været igennem de sidste år, tror jeg.

Som jeg står dér, hører jeg noget i radioen om at indføre nye love eller regler angående en gruppe mennesker i samfundet som er til stor fare for en anden gruppe. Måske har manden ret i noget af det han siger, jeg ved det ikke. Men jeg kan lugte angsten og ønsket om kontrol sive ud af radioen og blande sig med kaffeduften. Mine tanker finder deres egne veje væk fra den konkrete sag, og denne sene, langsomme feriemorgen er pludselig ikke den samme mere.

Jeg kender godt frygten for det der er anderledes, både min egen og andres. Men af en eller anden grund er jeg mest tilbøjelig til at spekulere over andres frygt denne morgen. Og min egen anderledeshed. Og på hvor relativt alting er.

Jeg bor nord for København i en kommune med forholdsvis velstående indbyggere, som for de flestes vedkommende har begge ben solidt plantet i et krævende arbejds- og forbrugsliv. Set på den baggrund er jeg anderledes, og jeg mærker af og til andres frygt i mødet med noget som de ikke forstår, når de møder mig og mit. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

Tag et kig ind i min materielle verden. Den er præget af genbrugsting, arvesager og kompromisløsninger, og jeg lever generelt forholdsvis nøjsomt. Det forholder sig ikke sådan fordi jeg er en meget bevidst forbruger, eller fordi jeg er særligt optaget af ideer som simple living eller bæredygtighed. Det kan jeg på ingen måde rose mig af.

Nej, det forholder sig sådan af en slags nødvendighed, som jeg har opdaget at kun de færreste forstår. Jeg har ikke tjent ret mange penge i mit liv, og dem jeg og min mand (jo, jeg er meget privilegeret!) har haft mellem hænderne, er blevet prioriteret på en måde som ikke har givet overskud til mange materielle goder, sammenlignet med familierne omkring os i hvert fald. Det har været et valg, og valget er faldet sådan ud ganske enkelt fordi jeg ellers ikke troede jeg ville overleve i eksistentiel forstand. Jeg måtte stoppe op og lytte da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke kunne undgå at mærke hvor dårligt jeg trivedes, og hvor skidt jeg fungerede i mine relationer, for jeg havde oplevelsen af at jeg var ved at gå til grunde og trak mine nærmeste med mig under jorden.

Dén materielle situation kan jeg godt mærke at nogle mennesker bliver usikre over at komme tæt på. Mit valg og mine prioriteringer er så anderledes, så fremmede, at det er helt skræmmende, tror jeg. Mon hun ikke selv kan se det, og hvordan kan hun dog være sig selv bekendt? Det er jo helt synd! Sådan fantaserer jeg at de siger når jeg ikke hører det. Til dels som et ekko af nogle af min barndoms stemmer der lever i mig endnu, det ved jeg godt, men jeg tror nu ikke det er helt ved siden af i visse tilfælde.

Men altså, det er jo ikke 'mig selv', det er bare min bolig, mit tøj, mit lønarbejde og så videre. Og jeg kan faktisk helt og fuldt være det hele bekendt, for min gamle, slidte sofa egner sig udmærket til det i mine øjne mest værdifulde i tilværelsen: en dyb samtale. Jeg giver gerne et måltid mad til - sådan er det heller ikke - men den dyre gourmetmiddag serveret af den perfekte, allestedsnærværende værtinde må mine gæster kigge langt efter.

Kaffen er færdig, og jeg skænker uden et dryp til mig selv i min helt personlige kop som jeg engang har fået af nogle kolleger. Det er den fineste kop i huset. Jeg bruger den hver dag og vasker den op i hånden. Og så tænker jeg på de mennesker der har givet mig den.

Jeg nipper forsigtigt til den varme kaffe. Den smager lige så godt som den dufter.