16. oktober 2009

Om anderledeshed

Jeg står og hælder vand på kaffen. Jeg har taget min nye termokande i brug, den som jeg købte forleden på bytur sammen med en veninde, og som jeg har ønsket mig længe. Den er turkisfarvet, og kaffen dufter godt. Der var 50 procent i rabat på udvalgte (usælgelige) farver, men jeg kan godt lide turkis. Lige for tiden. Det er en del af den farverundtur jeg har været igennem de sidste år, tror jeg.

Som jeg står dér, hører jeg noget i radioen om at indføre nye love eller regler angående en gruppe mennesker i samfundet som er til stor fare for en anden gruppe. Måske har manden ret i noget af det han siger, jeg ved det ikke. Men jeg kan lugte angsten og ønsket om kontrol sive ud af radioen og blande sig med kaffeduften. Mine tanker finder deres egne veje væk fra den konkrete sag, og denne sene, langsomme feriemorgen er pludselig ikke den samme mere.

Jeg kender godt frygten for det der er anderledes, både min egen og andres. Men af en eller anden grund er jeg mest tilbøjelig til at spekulere over andres frygt denne morgen. Og min egen anderledeshed. Og på hvor relativt alting er.

Jeg bor nord for København i en kommune med forholdsvis velstående indbyggere, som for de flestes vedkommende har begge ben solidt plantet i et krævende arbejds- og forbrugsliv. Set på den baggrund er jeg anderledes, og jeg mærker af og til andres frygt i mødet med noget som de ikke forstår, når de møder mig og mit. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

Tag et kig ind i min materielle verden. Den er præget af genbrugsting, arvesager og kompromisløsninger, og jeg lever generelt forholdsvis nøjsomt. Det forholder sig ikke sådan fordi jeg er en meget bevidst forbruger, eller fordi jeg er særligt optaget af ideer som simple living eller bæredygtighed. Det kan jeg på ingen måde rose mig af.

Nej, det forholder sig sådan af en slags nødvendighed, som jeg har opdaget at kun de færreste forstår. Jeg har ikke tjent ret mange penge i mit liv, og dem jeg og min mand (jo, jeg er meget privilegeret!) har haft mellem hænderne, er blevet prioriteret på en måde som ikke har givet overskud til mange materielle goder, sammenlignet med familierne omkring os i hvert fald. Det har været et valg, og valget er faldet sådan ud ganske enkelt fordi jeg ellers ikke troede jeg ville overleve i eksistentiel forstand. Jeg måtte stoppe op og lytte da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke kunne undgå at mærke hvor dårligt jeg trivedes, og hvor skidt jeg fungerede i mine relationer, for jeg havde oplevelsen af at jeg var ved at gå til grunde og trak mine nærmeste med mig under jorden.

Dén materielle situation kan jeg godt mærke at nogle mennesker bliver usikre over at komme tæt på. Mit valg og mine prioriteringer er så anderledes, så fremmede, at det er helt skræmmende, tror jeg. Mon hun ikke selv kan se det, og hvordan kan hun dog være sig selv bekendt? Det er jo helt synd! Sådan fantaserer jeg at de siger når jeg ikke hører det. Til dels som et ekko af nogle af min barndoms stemmer der lever i mig endnu, det ved jeg godt, men jeg tror nu ikke det er helt ved siden af i visse tilfælde.

Men altså, det er jo ikke 'mig selv', det er bare min bolig, mit tøj, mit lønarbejde og så videre. Og jeg kan faktisk helt og fuldt være det hele bekendt, for min gamle, slidte sofa egner sig udmærket til det i mine øjne mest værdifulde i tilværelsen: en dyb samtale. Jeg giver gerne et måltid mad til - sådan er det heller ikke - men den dyre gourmetmiddag serveret af den perfekte, allestedsnærværende værtinde må mine gæster kigge langt efter.

Kaffen er færdig, og jeg skænker uden et dryp til mig selv i min helt personlige kop som jeg engang har fået af nogle kolleger. Det er den fineste kop i huset. Jeg bruger den hver dag og vasker den op i hånden. Og så tænker jeg på de mennesker der har givet mig den.

Jeg nipper forsigtigt til den varme kaffe. Den smager lige så godt som den dufter.

10 kommentarer:

Kirsten Nørgaard sagde ...

Ja, der er mange måder at være anderledes på. Jeg er anderledes fordi jeg er dansker i Italien, men også fordi jeg er bybo plantet i et lille lukket landsbysamfund. Anderledes, fordi jeg kan bruge tid på at sidde og kigge ud i luften i stedet for at gøre huset rent fra ende til anden, anderledes fordi...men jeg tænker sjældent over det. Jeg er bare sådan.
Hele dit indlæg, ikke bare kaffen, dufter godt :-)

Janne sagde ...

@Kirsten, jeg er også anderledes fordi "jeg kan bruge tid på at sidde og kigge ud i luften i stedet for at gøre huset rent fra ende til anden" :-). Så jeg og vi er også ligesom .. samtidig med at jeg og vi er anderledes. Snurrigt!
Dejligt at du bare er sådan - det er jo der man skal hen, men personligt synes jeg (stadig) det af og til er svært. Men jeg giver ikke slip.
Tak for ordene, jeg blev glad :-).

Louise sagde ...

Jeg føler mest på afstand. Når jeg er midt iblandt - i færd med - medvirkede til....så har jeg svært ved BÅDE at være og mærke. Det er anderledeshed, når det er smertefuldt, og det kender jeg til.

Jeg kender også den altid anderledes Anden, den der elsker og medføler og bærer over, men som alligevel aldrig kan bære byrden. Fordi et Du ikke er Mig og Jeg ikke er den, Jeg vil være.

Jeg ved godt det er noget uldent (:-) ) det jeg skriver. Jeg har svært ved at forklare. Det er en del af anderledesheden. At den er så .... ensom...så uforklarlig...for mig. Men jeg prøver at favne og rumme. Det altid anderldes. Og den altid anderledes. Anden.

Tak for et smukt indlæg

Janne sagde ...

@Louise, jeg ved du rummer :-).

Jeg synes ikke du udtrykker dig så uldent (ja :-)), jeg tror godt jeg forstår hvad du siger - så vidt jeg som den altid anderledes Anden kan forstå :-). Jeg synes du fortæller meget om eksistentiel og noget om social/kulturel isolation. Det første er uomgængeligt, og vi må lære at leve med smerten, tænker jeg. Det er ikke let, det er en form for ensomhed som et menneske må vokse sig til at acceptere og udholde, som jeg ser det.
Det andet kan forandres, og det er derfor vi skal kommunikere. Gerne uldent, som for mig kan være det samme som poetisk. Og også nylonagtigt som vist mere er der hvor jeg kan være (lidt) med :-).

TAK, Louise.

Marian sagde ...

Det er smukt, rigtigt rigtigt smukt, indlægget, ja. Og bekræftende og kraftfuldt. Næsten lidt på samme måde bekræftende og kraftfuldt som Jeanette Winterson's artikel faktisk.

Janne sagde ...

@Marian, tak! Jeg blev meget rørt over dine ord. At skrive det her var ren konfrontation, det var ikke bare sådan lige .. du ved, tror jeg ;-).

Lotte sagde ...

Ih, hvor kan jeg følge dig! Sådan en sofa har vi osse :O)

Janne sagde ...

@Lotte, ja, det kan jeg forestille mig! (Griner glad - savner dig og dit. Det er en god dag i dag).

Tina Charlotte Møller sagde ...

Genkender mig selv i meget af det, du her skriver. Både på det indre og det ydre plan.

I min bevidsthed er vi så igen ovre i det der med den særlige sensitivitet, som bevirker, at nogle af os ikke kan fungere som gennemsnitsmennesker eller som folk tilsyneladende er flest/gør mest. (Og vel heller ikke ønsker det, når det kommer til stykket.)

Anderledesheden følger os. På godt og ondt.

Tillykke med den turkisblå kaffekande.;-)

Janne sagde ...

@Tina, tak! Jeg skænker lige en virtuel kop fra kanden til dig :-).

Jeg oplever også at den særlige sensitivitet er en stor del af min anderledeshed, specielt på en måde som jeg ikke rigtigt kan formulere, men som har at gøre med en drift eller en dybtfølt tilskyndelse til at bevæge mig indad og i dybden. Jeg føler mig så forladt på overfladen og i den meget konkrete, ydre verden, og jeg bliver også skræmt af det, apropos.

Og så er det for mig også noget med individuation i modsætning til tilpasning til et gennemsnitsliv. Det sidste synes komplet umuligt for mig, det ville være døden, simpelthen.

Og ja, alt sammen på godt og ondt. Det er både min begrænsning, men også min gave og mulighed i livet, tænker jeg. (Og "omvendt" er det for dem der er anderledes end mig på de punkter).

;-) fra mig

Send en kommentar