fredag den 11. september 2009

Om spil

"Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det".

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. "Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre".

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.