torsdag den 24. september 2009

Ikon



søndag den 20. september 2009

Den Røde Bog

Silent Sea Spheres linker Marian Goldstein i dag til en artikel i The New York Times Magazine om udgivelsen af C.G. Jungs Røde Bog. Jeg vil gerne sige tak til Marian for at gøre opmærksom på udgivelsen, og jeg vil gerne være med til at sende budskabet videre - derfor dette indlæg.
Klik direkte videre til Silent Sea Spheres for at komme til artiklen, eller læs mine bemærkninger til den herunder først:

Den Røde Bog, som har været sikkert og privat opbevaret af C.G. Jungs familie indtil nu, er Jungs private "dagbog" med ord og billeder fra hans møder med det ubevidste i en periode af hans liv hvor han syntes at have mistet sig selv (ultrakort fortalt).

Artiklen i The New York Times, The Holy Grail of the Unconscious af Sara Corbett, fungerer både som en introduktion til Den Røde Bog og som en mikrobiografi om Jung. Måske kommer du aldrig til at læse Den Røde Bog eller andre tekster af Jung, men artiklen kan efter min mening alligevel give et værdifuldt indblik i en verden hvor menneskets dybe, indre liv spiller en helt central, afgørende og positiv rolle.

Som en lille appetitvækker kommer her i tilfældig rækkefølge nogle få "snapse" fra artiklen som (måske) kan give et indtryk af hvad alt dette handler om:
"What about the rest of us, the people who aren’t Jungians, I wondered. Was there something in the Red Book for us? “Absolutely, there is a human story here,” Shamdasani said. “The basic message he’s sending is ‘Value your inner life.’ ”"
---
"Jung, over time, came to see the psyche as an inherently more spiritual and fluid place, an ocean that could be fished for enlightenment and healing."
---
"The central premise of the book, Shamdasani told me, was that Jung had become disillusioned with scientific rationalism — what he called “the spirit of the times” — and over the course of many quixotic encounters with his own soul and with other inner figures, he comes to know and appreciate “the spirit of the depths,” a field that makes room for magic, coincidence and the mythological metaphors delivered by dreams."
---
"Regarding the significance of what the book contained, however, Jung was unequivocal. “All my works, all my creative activity,” he would recall later, “has come from those initial fantasies and dreams.”"
---
"“The purpose of analysis is not treatment,” Martin explained to me. “That’s the purpose of psychotherapy. The purpose of analysis,” he added, a touch grandly, “is to give life back to someone who’s lost it.”

I artiklen dukker også en berømt udtalelse af Jung op, som jeg har lyst til at give et par ord med på vejen:
"“Thank God I am Jung,” he is rumored once to have said, “and not a Jungian.”"
Disse få ord er tit – så vidt jeg ved – blevet brugt til at illustrere en tanke som mange mennesker der er optaget af Jungs univers, har gjort sig: Nemlig at det er umuligt at være jungianer, dvs. opfatte Jungs teorier som de eneste gyldige, hvis man følger Jungs egen tankegang. De er et bud blandt mange andre som er sande på samme tid, og det afhænger af ens egen psykologiske habitus hvorvidt man synes bedst om Jung eller Freud eller .. ja, hvem som helst. Dette synspunkt tilslutter jeg mig fuldstændigt, og jeg opfatter følgelig heller ikke mig selv som jungianer. Dog vedkender jeg mig gerne at jeg føler mig hjemme i særlig grad i Jungs univers og bliver dybt berørt af en begivenhed som udgivelsen af Den Røde Bog. For mig er det endnu en anerkendelse af og endnu et vidnesbyrd om værdien og realiteten af den dybdepsykologiske eller spirituelle forståelse af mennesket. En forståelse som jeg personligt har måttet arbejde hårdt for at komme ud af undertrykkelsen af. Også jeg har prøvet at skulle blive givet mit tabte liv tilbage.

Hvis du nåede helt herned, klik da videre til artiklen herfra.

torsdag den 17. september 2009

Skov og træ - træ og skov

Det kan være svært at se skoven for bare træer
det er en kendt sag
som mange ynder at påberåbe sig
så de ikke føler sig helt fortabte
men bare almindeligt forståeligt gået vild
og på udkig efter en venlig vejviser

Og så er der dem der ikke kan se træerne for bare skov
det er en mindre kendt sag
men ikke desto mindre en reel sag
som visse sætter deres lid til
De glemmer alt om bøg og eg og løn og elm og ask
og frugter og blade og bark og årringe og tusind andre smukke træting
og råber utålmodigt ”Det er jo en SKOV, kan du ikke se det?”

Og så står man der og ved ikke hvad det er man skal se
for ingen af de to sager kan danne præcedens alene
hverken i eller uden for skoven
uden skov ingen træer
uden træer ingen skov
Det kan man lige så godt indse
og prøve at se skoven og træerne
på samme tid
eller skiftevis
som man nu bedst kan


fredag den 11. september 2009

Fumleri

Hvis nogen så et indlæg med titlen "Om spil" her som de ikke kan finde mere, så er det fordi jeg fumler "lidt" rundt i at skulle administrere to blogge sammen med Google Dokumenter. Indlægget er nu flyttet til Appendiks.

Suk. Og lidt grrr. Og god weekend.

Om spil

"Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det".

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. "Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre".

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.


fredag den 4. september 2009

Fuldmåne


Månen er fuld, og jeg er fuld af måne.


tirsdag den 1. september 2009

Meta- II: ":-) Indlæg, jeg synes godt om"

I går fandt jeg den så. "Knappen" som kan hjælpe mig lidt i min kommentarskrivningstilbageholdenhed.

Jeg bruger Google Læser (Reader) til at følge med i blandt andet blogland, og i går opdagede jeg at der under hvert indlæg nu findes et link med en smiley og teksten "Indlæg, jeg synes godt om". Det ser sådan ud (beklager den dårlige billedkvalitet):



Hvis jeg klikker på dette link, kan alle der ser indlægget i Google Læser, se lige under overskriften at jeg synes godt om det. Også forfatteren selv, hvis vedkommende abonnerer på sine egne feeds i læseren. Altså nogenlunde ligesom "Synes godt om"-funktionen i Facebook.

Problemet er selvfølgelig at det altsammen foregår i Google Læser og ikke ved selve indlægget på de respektive blogge. Men det er da bedre end ingenting, tænker jeg.

Og hvorfor skulle det nu være så interessant?

Jo, for mig er det interessant fordi jeg er så umanerlig dårlig til at skrive kommentarer. Jeg læser mange, mange blogindlæg som jeg fx smiler eller griner af, bliver eftertænksom over, føler glæde ved eller udfordres af, og som sætter spor og fylder noget i mit liv. Men fuldstændig som i det virkelige liv uden for cyberspace har jeg svært ved at sige noget kort, pænt og rammende. Jeg er den stille pige i klassen. Kollegaen der aldrig siger noget på møderne, men sender en mail med refleksioner og idéer en uge senere. Vennen der viser at hun lytter engageret med små lyde, nik og smil, og som også godt selv kan snakke som et vandfald, men kun på tomandshånd, og kun hvis det virker som om det er hendes tur.

Tit når jeg slet ikke at tænke færdig over hvad jeg egentlig mener, før der dukker et nyt indlæg op samme sted. Tit synes jeg at jeg har for meget at sige til at det egner sig til en kommentar (undskyld til alle jer der har været udsat for det!). Og tit har jeg svært ved at sige noget fordi jeg synes det jeg skriver, skal have lidt mere indhold end bare "tak" eller "jeg nød det".

Det sidste skal alle I som er meget gode til den slags kommentarer, hverken tage personligt eller som en kritik, men kun som et udtryk for min begrænsning. Jeg er lidt ligesom manden hvis kone grædende fortalte hos parterapeuten at hendes mand aldrig sagde at han elskede hende, hvortil manden svarede: "Det har jeg jo sagt én gang, og jeg skal nok sige til hvis det ændrer sig". Et høved af den anden verden, med andre ord. Men jeg prøver. Jeg øver mig, det skal I vide, for jeg ved jo godt fra mig selv hvad det betyder at vide at der er nogen derude der tager imod :-).

For at komme tilbage til knappen i læseren: Nu kan jeg så også udtrykke min taknemmelighed, interesse og medlæsen her, og det vil jeg gøre det bedste jeg kan, fremover. Jeg ved godt at det måske kun er et fåtal af de bloggere jeg følger med hos, der også bruger Google Læser, men jeg vil bruge funktionen alligevel, i håb om at budskabet når frem bare en gang imellem.

Jeg hørte engang én sige at nummerviseren, sms og mail var den introverteredes bedste venner. Det kan jeg kun skrive under på, og så ellers tilføje "synes godt om"-knapper.

---

PS. Måske har den knap været der længe? Det illustrerer så bare min langsommelighed ..