18. august 2009

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog "Eksistentiel psykoterapi". Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det "officielle" rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:
"Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire "ultimative livstemaer" - død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi."
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man - som jeg - bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).

Yalom er skånselsløst "sartresk" i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen "gud" i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt - da jeg lige havde trukket vejret - lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.

Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i "Eksistentiel psykoterapi", at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen - derfor disse ord.

Til sidst et par klip fra bogens afsnit "Ansvar og eksistentiel skyldfølelse" (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:
"Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv".
Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om "fænomenet":
".., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os".
Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:
"Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: 'Hvorfor var du ikke Moses?' Nej, de vil spørge: 'Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'"
Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.


---

Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse "Eksistentiel psykoterapi".